Kvinden og revolutionen i Oman

OversigtDen omanske kvindes traditionelle rolle i samfundet

Den omanske revolutions baggrund og udvikling

 Omans geografi

Sultanatet Oman ligger på Den arabiske Halvøs sydøstlige hjørne. Det samlede areal anslås til 310.000 km Befolkningstallet er på 1-1,5 millioner, og derudover er der o. 65.000 udlændinge.

Oman består af følgende områder:

Ras Massendum Halvøen, der er adskilt fra det øvrige Oman, ligger ud til Hormuz Strædet, hvorigennem ca. 75% af Vestens olieforsyninger passerer. Oman er derfor et strategisk vigtigt land.

Batinasletten er et smalt frugtbart kystområde, der ligger ud til Oman Bugten. Befolkningen ernærer sig ved fiskeri og landbrug. Her findes mekaniserede brug, hvor der dyrkes dadler, citroner og tobak til eksport.

Hovedstaden Muscat med havnebyen Matrah er Omans handelscenter. Her bor omkring 80.000.

Vest for kystområdet i det indre Oman ligger Hajarbjergene med højsletten Jebal Akhbar (“De grønne Bjerge”). Befolkningen her er samlet i de dale, hvor opdyrkning er mulig. Landbruget er primitivt, og produkterne forbruges lokalt. Vest for bjergene i ørknen findes olie, der er Omans vigtigste eksportvare og som giver regeringen 90% af dens indtægter. Olieproduktionen er dog beskeden i sammenligning med de andre Golflandes og udgør f.eks. kun 1/6 af De forenede Emiraters.

Dhofar med provinshovedstaden Salala er Omans sydligste provins og er adskilt fra resten af Oman ved en 800 km. bred ørken. Der bor ca. 100.000 mennesker i Dhofar. Langs kysten ligger sletter af varierende bredde. Her ernærer befolkningen sig af fiskeri, landbrug og handel. Kystsletten går over i Qarabjergene, hvor befolkningen lever som hyrder. I modsætning til det øvrige Oman drager Dhofar fordel af sydvestmonsunen i juli, august og september, hvilket muliggør opdyrkning af jorden i denne periode.

Udviklingen i Oman op til befrielseskampens udbrud

Den historiske baggrund for befrielseskampen i Oman går
langt tilbage i tiden. Omans konfrontation med den engelske kolonialisme i 1800-tallet var et skæringspunkt, der blev afgørende for landets videre skæbne. Da englænderne i midten af 1800-tallet trængte ind i Golfen, var Oman et blomstrende handelscenter, og dets flåde var den største i Det indiske Ocean. Engelske handelsskibe udkonkurrerede imidlertid Omans flåde, og landets økonomi gik i opløsning. Som følge af det økonomiske sammenbrud gjorde stammerne i det indre Oman oprør og afsatte sultanen, der residerede i kystbyen Muscat. Englænderne, der var interesserede i at sikre søvejen til Indien, benyttede lejligheden til at få fodfæste i landet. I 1871 blev sultanen genindsat med engelsk våbenmagt, og siden da har Oman i realiteten været en engelsk koloni. Englænderne bevarede deres kontrol over landet ved hjælp af “del og hersk” strategien, d.v.s. at lokale loyale stammegrupper blev favoriseret med våben og penge for at gøre dem interesserede i at sikre englændernes tilstedeværelse. En særlig aftale indgik englænderne med stammerne i det indre Oman, der blev ledet af imamen, det religiøse overhoved. Englænderne havde haft problemer med at knægte stammerne militært, og da den indre del af landet ikke havde betydning for englænderne på dette tidspunkt, blev der i 1920 udarbejdet en selvstyreaftale for området.

Englændernes “del og hersk” strategi fastholdt landet i tilbageståenhed, og befolkningen led under sygdom og analfabetisme. Der var så godt som ingen skoler i landet, ingen veje, ikke noget hospitalsvæsen og medicin, bøger, briller og radioer var forbudt.

I perioden 1932-70 var Said bin Taimur sultan, og det var under hans styre, at de første angreb på englændernes overherredømme blev indledt: Vestens stigende behov for olie havde drevet det engelske olieselskab PDO ind i det indre Oman, hvor det fandt olie i 1954. Englænderne krænkede derved selvstyreaftalen af 1920 og besatte området. Men imamen tog kontakt med Saudi Arabien og det amerikanske olieselskab ARAMCO, der var interesseret i koncessionsrettighederne for området og derfor forsynede ham med våben. I 1957 brød opstanden i “De grønne Bjerge” ud. Kampene var meget heftige, og englænderne måtte indsætte specialtropper fra deres andre kolonier og foretage omfattende bombardementer af landsbyerne, indtil det – efter to års voldsomme kampe – lykkedes dem at knuse opstanden i 1959.

Opstanden i “De grønne Bjerge” havde fået stor folkelig opbakning p.g.a. modstanden mod englændernes besættelse af området, og derfor blev den – selv om den var blevet udnyttet af USA til at styrke deres position over for England og til trods for at ledelsen af opstanden, imamen og sheikerne, ikke havde ønsket at ændre de tilbagestående forhold i området – en stor inspiration for den senere befrielseskamp og frem for alt en vigtig erfaring.

Said bin Taimur fortsatte ved magten, men betingelserne for nye konfrontationer begyndte at modnes: Undertrykkelsen af Omans sydlige provins Dhofar var særlig voldsom, befolkningen blev pålagt hårde skatter, og provinsen blev holdt som sultanens private koloni. I 50’erne og 60’erne udvandrede dhofarianerne i tusindvis til de olierige lande langs Golfen for at søge arbejde indenfor den opvoksende olieindustri eller som politifolk, soldater o.lign. Under opholdet blev de inspireret af de nationalistiske og progressive strømninger, der gik gennem den arabiske verden, og da de senere vendte hjem til Dhofar, var de indstillet på at ændre de tilbagestående forhold. I 1964 gik tre organisationer – en humanitær dækorganisation, den lokale afdeling af Den Arabiske Nationalist Bevægelse (ANM) og organisationen Dhofarianske Soldater – sammen i Dhofars Befrielsesfront.

Kvinde med barn

Befrielseskampens udvikling

En befrielseskamps udvikling forløber i faser, som hver især er karakteriseret af det udviklingsstade, befrielseskampens mange aspekter – ideologiske, organisatoriske, militære, sociale, økonomiske – har nået. Udviklingen forløber i en dialektisk proces, der involverer på den ene side folket og dets organisation, på den anden side de udenlandske imperialistiske magter og deres lokale reaktionære allierede. I det følgende redegøres for de to parters henholdsvis revolutions- og antirevolutions-strategi fra befrielseskampens start og op til i dag:

1. fase 1965-68

Den 9. juni 1965 indledte Dhofars Befrielsesfront den væbnede kamp i Dhofar. Fronten blev ledet af en seperatistisk fløj, der betragtede kampen som den sidste i en lang række opgør med den omanske kolonialisme og for hvem et frit og uafhængigt Dhofar var kampens egentlige mål. I begyndelsen var kampene begrænset til Dhofars centrale region omkring vejen fra Salala til Thamrit, der af Fronten blev kaldt “Den røde Linje”. Sultanens og englændernes forenede styrker – alle officerer i sultanens hær var englændere lige fra sergentniveau og op til forsvarsministeren, mens soldaterne fortrinsvis var lejesoldater fra Baluchistan (en fattig provins i Pakistan) – prøvede at dæmme op for oprøret med straffeekspeditioner: Afbrænding af landsbyer og marker, bombardementer af områder, hvor Fronten vandt frem og udstilling af henrettede oprørere på torvet i Salala til skræk og advarsel. Det lykkedes dog ikke at standse Fronten, der i slutningen af perioden opnåede stor fremgang i det vestlige Dhofar.

2. fase 1968-74

På Frontens 2. kongres i Hamrin i 1968 overtog venstrefløjen ledelsen af revolutionen, og Fronten ændrede navn til “Folkefronten til Befrielse af den Okkuperede Arabiske Golf” (PFLOAG). Med det nye navn markeredes en afstandtagen til den seperatistiske linje: målet var ikke længere kun at befri Dhofar, men hele det historiske Oman, og Fronten antog den videnskabelige socialisme som officiel ideologi. Strategisk mente Fronten, at revolutionen i Oman bedst blev sikret ved at samle den folkelige modstand i hele Den arabiske Golf i en fælles organisation, der skulle lede kampen mod englænderne og deres lokale allierede i området. På den måde blev folkets kamp i Dhofar i praksis kædet sammen med folkets kamp i hele Golfen, Baggrunden for denne strategi var englændernes afgørende indflydelse i hele området på den tid og de nationale bevægelser, der som følge heraf var opstået i det indre Oman, Bahrain, Qatar og i Kuwait.

En af årsagerne til det ideologiske skift i 1968 var udviklingen i den arabiske verden. Efter nederlaget i Sinai i 1967 tog radikaliseringen af Den arabiske Nationalistbevægelse (ANM) fart – en proces som revolutionære fra Sydarabien spillede en vigtig rolle i. Og samme år, i 1967, smed Den nationale Befrielsesfront englænderne ud af Sydjemen og overtog selv magten.

En anden årsag var revolutionens egen dynamik. Frontens militære succes betød, at den i slutningen af 1. fase etablerede befriede områder, og Frontens folkelige opbakning voksede hurtigt – en udvikling der rejste behovet for en bevidst massepolitik fra Frontens side. Venstrefløjen i Fronten viste sig i stand til at udforme og realisere et virkeligt folkeligt program, der mobiliserede befolkningen omkring sundhedsarbejde, uddannelse, kvindespørgsmålet og omkring befolkningens politiske organisering i lokalsamfundene. Programmet, der var et væsentligt element i Frontens nye politiske linje, blev af afgørende betydning, fordi det førte til større folkelig opbakning og dermed større militær styrke, der igen førte til en udvidelse af de befriede områder.

I juni 1970 var hele Dhofar befriet med undtagelse af Salalasletten, og kampene bredte sig til det nordlige Oman, hvor “Den Nationale Demokratiske Front til Befrielse af Oman og Den arabiske Golf” (NDFLOAG) i juni måned indledte den væbnede kamp i “De grønne Bjerge”.

Hvor alvorligt englænderne vurderede denne udvikling, viste den hurtighed, hvormed de ændrede deres strategi. Allerede i juli 1970 iscenesatte englænderne et kup, der afsatte Said bin Taimur til fordel for hans søn Qaboos. Qaboos, der skulle etablere en neokolonialistisk løsning i Oman, førte sig frem med kritik af faderens politik og løfter om reformer.

Denne omrokering fik en vis virkning indenfor Frontens rækker. Det viste sig, at grupper i Fronten havde anset Said bin Taimur og ikke englænderne for deres hovedfjende. Da han blev fjernet, forlod de derfor Fronten og sluttede sig til Qaboos. Englænderne udnyttede disse stammefolk, de lønnede dem og sendte dem i grupper (firgats) tilbage til deres stammeområde, hvor de fik til opgave at så mistillid til Fronten og at kæmpe mod Folkehæren. Samtidig øgede englænderne deres bombardementer af de befriede områder, der desuden blev udsat for en økonomisk blokade, som skulle hindre det traditionelle varebytte mellem hyrderne i bjergene og befolkningen på Salalasletten.

Revolutionen slog imidlertid rødder i de befriede områder: Demokratiske folkeråd, som bestod af valgte repræsentanter fra lokalsamfundet, der udgjorde majoriteten i rådet, fra militsen og fra Folkehæren, organiserede arbejdet omkring løsningen af befolkningens daglige problemer. Ved omfattende alfabetiseringskampagner fik 70% af Folkehæren og 50% af
befolkningen i øvrigt lært at læse og skrive. Revolutionens skoler, der bestod af en grundskole og en mellemskole, havde 2000 elever. Skolerne virkede som magneter på børnene i Dhofar, nogle vandrede i dagevis for at få del i undervisningen. Sundhedsarbejdet prioriteredes højt. Der blev oprettet sundhedscentre og uddannet barfodslæger (om deres virke blandt befolkningen – læs særnummeret af  “Nyt fra Oman og Sydarabien”: “Revolution og sundhedsarbejde i Oman”, KROAG, ca. august 1980). Den militære træning foregik nu sideløbende med politisk uddannelse, og kvinderne deltog i stort tal i befrielseskampen. Frontens politik overfor stammerne var bemærkelsesværdig. Oprindelig var Dhofar opdelt i stammeområder, hvor hver stamme rådede over bestemte brønde og græsnings områder, som kun den måtte benytte, og p.g.a. ressourcernes knaphed lå stammerne i evig splid herom. I 1971 ophævede Fronten stammernes ejendomsret og gjorde brugen af brønde og græsningsområder til et fælles anliggende. Stammerivaliseringen døde hen og den energi, der før havde været brugt på indbyrdes kampe, blev nu omsat til en fælles indsats på tværs af stammeskel for at opbygge et bedre samfund.

Englænderne fik kun begrænset succes med deres nye agent. Befolkningen lod sig ikke narre af Qaboos’ løfter – revolutionen havde vundet fodfæste i Dhofar. Og selv om en af Qaboos’ første handlinger var at modernisere hæren, så klarede den og de engelske styrker, samt de omtalte stammegrupper, sig alligevel dårligt overfor Folkehæren. Dertil kom, at Fronten i 1971 sluttede sig sammen med NDFLOAG, der kæmpede i det nordlige Oman, og dannede “Folkefronten til Befrielse af Oman og Den arabiske Golf” (PFLOAG). Sammenslutningen var en realisering af Hamrin-kongressens overordnede strategiske mål om at sammenkæde kampen i Dhofar med kampen i området i øvrigt. Englænderne måtte se i øjnene, at revolutionen når som helst kunne brede sig til resten af landet.

Englændernes modoffensiv kom i to etaper. Strategien var i første omgang at isolere revolutionen for derefter at knuse den militært.

Englænderne modarbejdede de revolutionære kræfters enhedsbestræbelser i området ved opsplitning af befolkningen. De styrkede de lokale sheikers og emirers magt og udviklede nye selvstændige områder med særegne betingelser. I 1971 blev
Qatar og De forenede Emirater udskilt fra Oman som selvstændige stater, og samme år blev øen Bahrein ligeledes en selvstændig stat. Det var små og politisk svage stater, der udviklede deres specielle betingelser, som var forskellige fra det øvrige Omans.

Indtil 1970 havde England været den eneste udenlandske magt, der havde militært personel i Oman, men englænderne kunne ikke dæmme op for revolutionen alene. De indså dette, og i stedet blev der etableret et bredt militært samarbejde med regionens reaktionære regimer. Samarbejdet fandt sted i overensstemmelse med Nixon-doktrinens principper, d.v.s. at de lokale regimer sendte tropper, der skulle bekæmpe revolutionen, mens USA og England fortrinsvis fungerede som instruktører i baggrunden. Shahens Iran fik en central rolle i samarbejdet, idet USA havde opbygget det iranske militær netop med henblik på en sådan situation.

I december 1973 blev det første kontingent iranske special-tropper på 3000 mand landsat i Dhofar. På dette tidspunkt var flere tusinde jordanske tropper allerede inddraget i kampene. Særlig stor betydning fik samarbejdet mellem shahens flåde og luftvåben og det engelske Royal Air Force, der havde baser ved Salala og på Masirahøen, om bombardementerne af de befriede områder. Med “den brændte jords strategi” hindrede de befolkningen i at opbygge de befriede områder. Trods de intensive angreb bevarede Fronten imidlertid kontrollen over området, og der blev gjort flere forsøg på at styrke kampen i det nordlige Oman, men uden større held.

3. fase 1974 –

Dannelsen af de tre nye stater i Golfen havde skabt nye forhold for befolkningen dér. Qatar og især De forenede Emirater havde store olierigdomme, som efter prisstigningerne i 1973 gav mulighed for i stigende grad at købe sig fra befolkningens utilfredshed. I Oman var situationen en anden. I 1974 mangedoblede iranerne deres troppestyrker, og antallet af lande der var involveret med militært personel på sultanens side voksede hastigt – således støttede i 1975 hele ni nationer Qaboos militært. Den omanske revolution var hårdt trængt, og landet var besat af shahens tropper.

Stillet overfor denne nye udvikling holdt Fronten kongres i 1974 i de befriede områder. Det blev besluttet på baggrund af de ændrede forhold, at det ikke længere var effektivt med én organisation for hele området, og PFLOAG blev derfor delt op i organisatorisk og politisk selvstændige enheder, som fik til opgave at føre kampen videre ud fra en fælles politisk grundholdning, men på en måde der svarede til betingelserne i hvert deres område. I Oman blev “Folke­ fronten til Befrielse af Oman”, PFLO, oprettet.

Som følge af den iranske besættelse førte PFLO nu en bredere nationalistisk politik. Fronten søgte at inddrage alle nationalistiske grupper i kampen, trods varierende ideologiske opfattelser, blot de var imod den iranske besættelse og sultanens forræderiske regime i Muscat. På kongressen blev der kaldt til fortsat forsvar af de befriede områder.

Efter lang tids heroisk modstand, der kostede iranerne og englænderne hårde tab, stod PFLO i slutningen af 1975 i en situation, hvor de overvældende fjendestyrker tvang dem til at evakuere de befriede områder, hvis de ville undgå fysisk udslettelse. Det ville være at kæmpe på fjendens betingelser at fortsætte kampen – det betød ikke noget for shahen at erstatte 1000 mand, mens hver eneste faldne var et stort tab for Fronten.

Situationen i dag

Folkehærens hovedstyrker samt 3-5000 omanske flygtninge befinder sig derfor i dag i grænseregionen i Sydjemen. Mindre grupper af Folkehæren er blevet tilbage i den centrale og østlige del af Dhofar, hvor de opererer selvstændigt og udfører mindre militære operationer. Det militære tilbageslag bragte forvirring i PFLOs rækker, og nogle forlod revolutionen. PFLO satte imidlertid ind med et omfattende reorganiserings- og genopbygningsprogram, som fortsætter i dag: Nye kadrer er blevet uddannet, medlemmernes politiske uddannelse er blevet styrket, Fronten har forbedret sin militære kunnen både blandt de menige og på ledelsesniveau, og den organisatoriske enhed i Fronten er blevet styrket. En vigtig del af genopbygningsarbejdet foregår blandt flygtningene i grænseområdet. PFLO har videreført Revolutionens Skoler med o. 550 elever i Al-Gheida, der ligger ca. 150 km fra grænsen. PFLOs sundhedsorganisation “Omans Røde Halvmåne” driver Fatma Ghanana-hospitalet i Al-Gheida og Habkook-klinikken i Hauf, der ligger få kilometer fra grænsen. Den omanske Kvindeorganisation og Den omanske Ungdomsorganisation varetager de behov, der er særlige for kvinderne og de unge. (Læs mere om situationen i grænseområdet i pjecen: “Revolutionen lever”, KROAG, 1979). I de forløbne år har Fronten lagt særlig vægt på genopbygningsprogrammet og har opnået gode resultater.

Den neokoloniale udvikling i Oman, som indledtes med Qaboos’ magtovertagelse i 1970, er fortsat og har betydet, at Qaboos har fået mulighed for at udvidde sit klassegrundlag ved at købe nye tilhængere i forbindelse med udvidelsen af statsapparatet, d.v.s. indenfor hær, politi, regering, embedsmænd o.lign., men samtidig har udviklingen skabt nye modsætninger og spændinger i samfundet.

Nogen egentlig industriel udvikling er det ikke lykkedes Qaboos at sætte i gang. Kun indenfor bygge- og anlægssektoren har der været perioder med ekspansion. Projekterne har på den ene side bestået af prestige- og luksusbyggeri: hoteller, paladser o.lign. og byggeri til brug i undertrykkelsesøjemed: politistationer, kaserner, fængsler m.m., på den anden side er der også blevet opført skoler, hospitaler og veje, som har hævet befolkningens sociale standard. Denne dobbelthed i projekterne afspejler en strategi, der ofte anvendes under neokolonialismen: “true- og lokkemetoden”. (Se nærmere i pjecen: “Revolutionen lever”, KROAG, 1979). Hvilket aspekt hovedvægten er lagt på, er der ingen tvivl om: Befolkningen har ingen politiske rettigheder, hæren lægger beslag på næsten halvdelen af statsbudgettet, politistyrkerne er i stadig ekspansion og der er oprettet et hemmeligt politi med hjælp fra SAVAK (den afsatte shahs berygtede efterretningsvæsen).

Udviklingen indenfor bygge- og anlægssektoren, hvor arbejdet ofte er af kort varighed, har medført en tilvandring til byerne, hvor manglen på boliger og arbejde har skabt store slumkvarterer i udkanten af dem med arbejdsløshed, fattigdom og elendighed. Tilvandringen har forværret situationen i landbruget, som hovedparten af befolkningen er afhængig af – utilfredsheden vokser her, og landets fødevareimport har efterhånden nået en anseelig størrelse og er blevet et økonomisk problem. De store udgifter til hær og politi har betydet et permanent underskud på statsbudgettet. Dertil kommer, at olieproduktionen i de seneste år har været stærkt faldende, hvilket har givet Qaboos-regeringen store financielle problemer. Dog vil nye lovende oliefund i Dhofar måske kunne afhjælpe nogle af disse financielle problemer om nogle år.

Qaboos har altid søgt at “løse” landets interne problemer med assistance udefra, specielt ved udstationering af udenlandske tropper. P.g.a. hans manglende folkelige opbakning er de udenlandske tropper en nødvendighed for at holde ham ved magten, men deres tilstedeværelse øger samtidig spændingerne i samfundet. De seneste års udvikling har imidlertid totalt ændret de regionale forhold og karakteren af Qaboos’ udenlandske militærbeskyttelse.

Revolutionen i Iran har slået et stort hul i det imperialistiske kontrolsystem for Golfområdet. USA har mistet sin politimand i Golfen, men har delvist kunnet erstatte Iran med Egypten. Egypten er med sin store befolkning, sin industrielle basis og militære tradition en på mange måder ideel sub-imperialistisk magt og har allerede længe været under opbygning som et alternativ til Iran. Siden oktoberkrigen i 1973 er der for saudipenge – og i overensstemmelse med Egyptens nære alliance med USA – sket en kraftig opbygning af Egyptens hær med henblik på at gøre den til en effektiv interventionsstyrke til brug andetsteds i den arabiske verden eller Afrika. Det kom for Oman til at betyde, at samtidig med, at de iranske tropper blev trukket tilbage i foråret 1979, blev tusinder af egyptiske soldater sendt til landet (ifølge PFLO ca. 7.000).

Udover denne ommøblering indenfor Nixon-doktrinens rammer vil USA i fremtiden spille en mere åben og direkte militær rolle i regionen for hurtigere at kunne komme sine kriseramte allierede til undsætning. Det er naturligvis eksemplet fra Iran, der har skræmt USA til at tage dette skridt. USA har foretaget en kraftig flådeopbygning i Golfen og Det indiske Ocean samt forøget antallet af flådebaser og base-faciliteter og iværksat et kraftigt udbygningsprogram for disse. I Golfområdet drejer det sig om Bahrain, De forenede Emirater og Oman. USA har desuden iværksat opbygningen af en “Rapid Deployment Force”, en hurtig interventionsstyrke på o. 100.000 mand, der skal kunne indsættes overalt i Golfregionen. Endvidere skal nævnes USAs kraftigt ekspanderende efterretningsvirksomhed i området. – I verdenspressen er hele denne opbygning fremstillet som en modreaktion på Sovjetunionens invasion af Afghanistan, men den har altså i virkeligheden været i gang længe før.

Oman er i ganske særlig grad blevet centrum for den imperialistiske militære opbygning, idet sultan Qaboos, der kun kan bevare magten ved støtte udefra, er den mest åbenlyse pro-imperialistiske regent i området. En talsmand for USAs regering har i begyndelsen af april 1980 bekræftet at USA vil financiere udbygningen af en række militære faciliteter i Oman til brug for USA’s styrker. Disse faciliteter, der ifølge talsmanden fast skal bemandes med amerikansk personel, er luftbaserne ved Thamrit (i Dhofar), Sib og på Masirahøen, samt flådebaserne ved Matrah (nær Muscat) og Mina Raysut (i Dhofar). (International Herald Tribune, 4th April 1980). Den 1. februar deltog o. 2.000 egyptiske og amerikanske tropper sammen med 6.400 omanske tropper for første gang i en stor militærmanøvre på Mirbatsletten, 60 km øst for Salala. (Kommunique fra Folkets Befrielseshær i det østlige område af Dhofar, udateret).

For befolkningen i Golfområdet har revolutionen i Iran imidlertid betydet en forhåbning om og tro på, at tingenes tilstand kan ændres til trods for de reaktionæres store militære styrke. I perioden efter den iranske revolution har der fundet en genopblussen af politisk aktivitet sted. Der har været spontane demonstrationer til fordel for den iranske revolution, demokratisk-religiøse strømninger opstår og organiseret kamp mod regimerne i området er under udvikling.

Også Camp David-aftalen synes at styrke den revolutionære bevægelse i området. Aftalen har ført til stridigheder mellem de pro-imperialistiske regimer med en temmelig uafklaret situation til følge, hvilket har givet de folkelige kræfter et større spillerum. F.eks. er Oman og Sudan de eneste arabiske lande, der har bakket op om Sadats initiativer, og det har ført til, at Oaboos’ styre i dag står isoleret i den arabiske verden, og at PFLO har styrket sin position.

Fremtiden er uvis, og ændringer i situationen det ene sted i Golfområdet vil påvirke udviklingen de andre steder. Oman er kun et lille led i den udvikling, der finder sted, men det er en kendsgerning, at PFLO i dag står styrket på alle niveauer: militært, politisk og organisatorisk, og dermed har forbedrede forudsætninger for at udnytte fremtidige brister i det imperialistiske kontrolsystem.

Den omanske revolutions baggrund og udviklingOversigtDen omanske kvindes traditionelle rolle i samfundet
Print Friendly, PDF & Email

You May Also Like

Skriv en kommentar / Write a comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
Only Creative Commons


WARNING: All images from Google Images (http://www.google.com/images) have reserved rights, so don't use images without license! Author of plugin are not liable for any damages arising from its use.
Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow