Kvinden og revolutionen i Oman

Den omanske revolutions baggrund og udviklingOversigtKvindens rolle i revolutionens 1. Fase 1968-74

Den omanske kvindes traditionelle rolle i samfundet

Analyser udført af Den omanske Kvindeorganisation viser, at kvindens placering i den samfundsmæssige produktion er bestemmende for karakteren af kvindeundertrykkelsen. I det følgende beskrives kvindens placering i de forskellige sektorer i det omanske samfund og arten af kvindeundertrykkelsen indenfor de enkelte sektorer. (Fremstillingen bygger på kilde 1 og 12  – se litteraturlisten).

Med undtagelse af kvinder fra handelsstanden, rige bondefamilier og de herskende familier deltager alle omanske kvinder i den samfundsmæssige produktion udover deres varetagelse af husarbejde og børnepasning. Det sker dels som ikkeejere, dels som ejere.

Indenfor landbrug og fiskeri deltager kvinderne i den samfundsmæssige produktion, men det er kun mændene, der har ejendomsret. Undertrykkelsen af kvinden indenfor landbrug, fiskeri og handel er i store træk ens, og da den absolutte majoritet af den omanske befolkning ernærer sig indenfor disse sektorer (over 80% alene i landbruget) dækker følgende beskrivelse derfor situationen for langt de fleste omanske kvinder: Indenfor de nævnte sektorer kontrolleres kvinden af en række strenge love, der viser, at kvinden ikke anses for at have nogen værdi overhovedet eller i bedste fald anses for meget lidt. Hun skal adlyde manden og er fuldstændig under hans kontrol, hvad enten det er faderen, broderen, onklen eller ægtemanden. Hvis sådanne ikke haves, skal kvinden adlyde en hvilken som helst mandlig slægtning i stammen. Selv mænd, der er yngre end dem selv, skal kvinderne adlyde. Det er forbudt kvinder at opholde sig sammen med mænd eller blot tale til dem med undtagelse af meget nære slægtninge. Det er påbudt kvinden at bære slør. Hun har ingen ret til frit at vælge ægtemand eller til at udtrykke sin mening om ham, fordi alene det at kvinden udtrykker sin mening anses for at skade mandens og hendes families ære og prestige. Kvinden kan ikke forlange skilsmisse. Hvis hun bliver slået eller mishandlet af ægtemanden, kan hun ikke engang klage over ham. Begår en kvinde et i samfundets øjne moralsk fejltrin, rammes hun af samfundets fordømmelse og vil uvægerligt blive dræbt, fordi hendes død betragtes som en renselse af familiens ære. Mændene derimod kan gifte sig med hvem de vil og lade sig skille. De kan begå umoralske handlinger og endda prale heraf, uden at hverken samfundets eller familiens ære og prestige synes at blive krænket deraf.

Anderledes er det i hyrdesamfundet, som først og fremmest findes i Dhofars bjerge. (Kun ca. 30% af Dhofars kvinder lever indenfor sektorerne landbrug, fiskeri og handel og for dem er forholdene som ovenfor beskrevet, mens 70% lever som hyrder i bjergene). For hyrdebefolkningen i Dhofar er dyrene – mest geder, men også kameler og køer – det vigtigste produktionsmiddel, og så godt som alle familier ejer dyr. Selv om flokkenes størrelse kan variere, er forskellene aldrig større, end at hver enkelt familie selv kan passe sine dyr, uden at det er nødvendigt at ansætte fremmed arbejdskraft. I dette samfund kan såvel mænd som kvinder eje dyr. I visse tilfælde ejer kvinden endog flere dyr end manden og er dermed det familiemedlem, den øvrige familie er økonomisk afhængig af. Kvinderne deltager i pasningen af dyreflokken og kommer på denne måde udenfor hjemmet og i kontakt med både kvinder og mænd fra andre familier og stammer. I det hele taget er kønsopdelingen i arbejdet ikke særligt udviklet hverken i produktionen eller i familien. – Udover at være hyrder ernærer befolkningen i bjergene sig ved primitivt landbrug, der er begrænset til monsunperioden i juli, august og september. Privat ejendomsret findes ikke i landbruget. Her praktiseres en form for fælles ejendomsret centreret omkring stammen. I monsunperioden slutter familierne indenfor en stammesektion sig sammen, og mænd og kvinder sår og høster i fællesskab, afgrøderne fordeles ligeligt, og når regntiden er forbi, drager familierne hver til sit med deres dyreflokke. – Samfundet i bjergene indeholder således visse elementer fra tidligere klasseløse samfund.

I dette samfund nyder kvinden en vis frihed. Hun er frigjort fra nogle af de traditioner, der passiviserer kvinden og gør hende til fange i hjemmet. Kvinden går uden slør og kan opholde sig, hvor der også er mænd. Hun kan tale med hvem, hun vil, mand som kvinde, og kan tage på besøg uden først at skulle have tilladelse fra ægtemanden eller faderen. Under pasningen af dyreflokkene kan hun være hjemmefra i mange timer, nogen gange hele dagen. Mishandler ægtemanden kvinden, er det accepteret, at hun forlader ham og søger beskyttelse hos forældrene. En fraskilt kvinde bliver også accepteret. Kvinderne betragtes ikke som blotte fornøjelsesobjekter, og nogle der “blot” føder børn, men respekteres i samfundet af mændene.

Hyrdekvindens frihed er imidlertid kun relativ. Også her anses kvinden for at have mindre værdi som menneske end manden og skal adlyde ham. Selv om skilsmisse accepteres, er det manden og ikke kvinden, der har retten til skilsmisse. Forlader hun manden i tilfælde af mishandling, kan hendes far tvinge hende tilbage, hvis han ikke anser familiens ære krænket af ægtemanden. Kvinden må heller ikke tage længevarende ophold udenfor hjemmet. En af hjørnestenene i samfundet er systemet med brudepris, d.v.s. det beløb manden betaler sin kones far ved ægteskabets indgåelse. Systemet, der er almindeligt i den arabiske verden, er meget undertrykkende for kvinderne, der står uden indflydelse på valget af ægtefælle og på det nærmeste reduceres til kvæg, idet de bortgiftes til den højestbydende – ofte ældre mænd med en vis formue. (I hyrdesamfundet opgøres brudeprisen i antal kvæg). Desuden er brudeprissystemet, hvor manden køber hustruen, med til at retfærdiggøre, at kvinden udnyttes og undertrykkes i ægteskabet. Endvidere er flerkoneri vidt udbredt blandt stammelederne.

Undertrykkelsen af de omanske kvinder bliver i høj grad forstærket af den politik, landets herskende familie fører i forbund med udenlandske imperialistiske magter. Politikken under Said bin Taimur (1932-70) er her af særlig betydning, fordi hans regime var udgangspunktet for revolutionen. Det var forbudt kvinderne at udvandre eller endog at forlade landet sammen med deres mænd, når disse søgte arbejde i de rigere oliestater langs Golfen. Det betød, at majoriteten af indbyggerne i mange landsbyer var kvinder, og at nogle byer var helt uden mænd. Kvinderne var også udelukket fra enhver uddannelse, hvilket fastholdt dem i analfabetisme og tilbageståenhed.

En militant omansk kvinde har sammenfattet kvindens situation således:

 “Vi led under fire sultaner: Vi havde den politiske sultan –  sultanen af Muscat, stammesultanen – sheiken, den religiøse sultan – imamen, og familiesultanen – faderen, broderen og ægtemanden”. (14, s. 376).

Den dhofarianske hyrdekvindes livsbetingelser var altså karakteriseret af på den ene side undertrykkelse og på den anden side relativ frihed. Det var denne relative frihed, der blev afgørende for kvindens tidlige engagement i befrielseskampen, der brød ud i Dhofar i 1965.

Omansk kvinde med våben

Den omanske revolutions baggrund og udviklingOversigtKvindens rolle i revolutionens 1. Fase 1965-68
Print Friendly, PDF & Email

You May Also Like

Skriv en kommentar / Write a comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
Only Creative Commons


WARNING: All images from Google Images (http://www.google.com/images) have reserved rights, so don't use images without license! Author of plugin are not liable for any damages arising from its use.
Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow