Kvinden og revolutionen i Oman

Kvindens rolle i revolutionens 1. Fase 1965-68OversigtKvindens rolle i revolutionens 3. Fase 1974-

Kvindens rolle i revolutionens 2. Fase 1968-74

På Frontens 2. kongres i 1968 var spørgsmålet om kvindens rolle i revolutionen og samfundet et centralt emne. Fronten beskrev i 1970 udviklingen således:

“Siden sin 2.kongres (Hamrin 1968) har Fronten betragtet kvindens indsats i kampen som en af forudsætningerne for en succesrig revolutionær forandring af den sociale virkelighed. Fronten behandlede emnet på det ideologiske og konkrete niveau i 1968 som følge af praktiske forslag. Dette skete ud fra den logik, der forbinder den ideologiske og intellektuelle kamp med praktisk revolutionær kamp. Fronten er fast besluttet på, at kvinden skal deltage og gøre en indsats i revolutionen. Dette er et af de konkrete spørgsmål, revolutionen må diskutere og løse.

Den nationale befrielseskamp udgør rammen, indenfor hvilken vi mobiliserer og rekrutterer kvinder og fører kampen mod kvindeundertrykkelsen. Kvinderne har vist, at de kan udføre alle revolutionens opgaver lige så godt som mænd, og dette har placeret kampen mod undertrykkelsen af kvinder i centrum for revolutionens strategi på alle niveauer – det militære, politiske, organisatoriske og ideologiske…

Kvindens rolle og deltagelse i den revolutionære bevægelse er den sande målestok for en revolutions engagement og kreative evner.” (1, s. 35).

Det er betegnende for de socialistiske kræfters styrke og fremsynethed, at resultatet ikke blev, at kvinder kunne deltage på begrænset niveau i kampen, mens deres traditionelle rolle i øvrigt skulle bevares – enten ud fra en direkte modstand mod kvindens ligestilling, eller ud fra det kortsigtede og fejlagtige synspunkt, at det ville svække kampen, hvis man samtidig skulle ændre på de kæmpendes holdning til kvinden, og at det kunne provokere folk, der ellers ville være positive over for befrielseskampen – men at Fronten istedet går ind for kvindens deltagelse i befrielseskampen på alle niveauer og hendes frigørelse i øvrigt. Dels fordi kvindens frigørelse i sig selv er en del af kampens mål, og det hører til revolutionens dialektik, at mens man kæmper mod det gamle samfund, bygger man samtidig forudsætningerne for det nye socialistiske samfund op. Og dels fordi det er mest effektivt: befrielseskampen kan blive mere effektiv, når kvinderne, som er halvdelen af befolkningen, deltager på alle områder. Befrielseskampen kan blive mere effektiv, hvis kvinderne får mulighed for at udvikle og bruge alle deres evner, og deres deltagelse ikke begrænses af fordomsfulde forestillinger. Befrielseskampen kan blive mere effektiv, når man løser modsætningerne mellem mænd og kvinder på en korrekt måde, fordi det ikke er antagonistiske modsætninger, men modsætninger nedarvet fra det gamle samfund og i virkeligheden noget negativt for både mænd og kvinder. Helt generelt kan befrielseskampen blive mere effektiv, når man kæmper på alle fronter foruden den militære: mod kvindeundertrykkelse, mod fordomme og overtro, mod analfabetisme og uvidenhed, mod dårlig hygiejne og dårlige sundhedsforhold – fordi hvert resultat, der opnås på ét område, giver bedre betingelser for kampen på andre områder.

Kvindens rolle i revolutionens 2. fase var altså karakteriseret af kvindens deltagelse på alle områder og Frontens kamp mod kvindeundertrykkelsen på alle områder. I det følgende beskrives udviklingen på det militære, uddannelsesmæssige, politiske og sociale niveau.

Det militære niveau

Som konsekvens af Hamrin-kongressens beslutninger om kvindens integration i revolutionen blev de første kvinder uddannet i militærlejren i 1969. Herefter kunne de gå ind i hæren eller Folkemilitsen. Stadigt flere kvinder sluttede sig til militærlejren, og i 1973 udgjorde kvinderne ca. 30% af Folkehæren. Kvinderne har spillet en fremtrædende militær rolle i kampen mod sultanens hær og de udenlandske tropper, og mange er blevet dræbt, fængslet og tortureret. Beretningerne om kvindernes mod og snarrådighed er talrige. En af dem er følgende:

“En enhed af Folkehæren bevægede sig rundt ved kamplinjen. To kammerater fra enheden, en mand og en kvinde, opholdt sig bag fjendens linjer med en radio. De havde taget ophold i en hule, der lå i en dal, og de bemærkede ikke, at fjenden omringede dem. Fjenden beskød hulen fra bjergtoppene fra klokken 6 om morgenen til klokken 12 middag, men var ikke i stand til at gå ned i dalen og fik derfor helikoptere til at bombe hulen. De bombede i 1½ time og troede så, de havde ødelagt alt, men de to kammerater kom frem i hulen og begyndte at skyde igen. Den kvindelige kammerat overvejede situationen, indså at det var umuligt at gøre noget og besluttede sig til at kæmpe til døden. Hun bad sin mandlige kammerat ødelægge radioen, mens hun selv ville foretage en selvmordsoperation. Hun ville kæmpe, indtil hun blev dræbt, mens han ødelagde radioen, og bagefter skulle han gøre det samme. Hun gik ud af hulen med sit gevær, ignorerede fjenden og gik op mod deres stilling. Da fjendens styrke så hende, begyndte de at le, da de ikke respekterede kvinder. De troede, hun ville overgive sig og holdt inde med skydningen. Da hun så, hun var i en god position, begyndte hun at skyde og dræbte eller sårede hele den fjendtlige styrke. Derefter kaldte hun på sin mandlige kammerat, og de sluttede sig til de andre medlemmer af deres gruppe.”
(citat fra upubliceret KROAG-interview med et mandligt medlem af Folkehæren, 1976).

Mange kvinder har haft ledende poster i den militære kamp. En af de mest berømte er Fatma Ghanana, som spillede en ledende rolle i angrebet på byen Mirbat. Hun var i spidsen for angrebet og dræbte mange fjendtlige soldater. Hun blev senere dræbt i en træfning ved byen Sadh. Det fortællles, at hendes 6 kammerater blev dræbt, og at hun selv blev såret i arme og ben, men inden hun døde, krøb hun hen og ødelagde sine kammeraters våben, for at de ikke skulle falde i fjendens hænder. I dag er PFLOs hospital i Al-Gheida i Sydjemen opkaldt efter Fatma Ghanana.

Uddannelse og politisk undervisning

Uddannelse, ikke kun for børnene, men også for voksne analfabeter, var noget Fronten prioriterede højt i Folkehæren og blandt civilbefolkningen i de befriede områder. Fronten havde en klar forståelse for, hvilken stor betydning læse- og skriveundervisning har for revolutionens videre udvikling: At det er begyndelsen til en erkendelsesproces, der gør mennesket i stand til at forstå sin egen virkelighed og til at deltage bevidst i samfundets historiske udvikling. Uddannelse, generel og politisk, var således også særlig vigtigt for kvindernes muligheder for at påtage sig større opgaver og mere overordnet ansvar i befrielseskampen.

Kvinder og mænd, der undervises

I Frontens grund- og mellemskole var der stor tilslutning af piger. De lærte at læse og skrive og fik en generel politisk uddannelse. I begyndelsen var det svært at overtale forældrene til at frigive deres døtre fra pligterne med at passe dyrene og tillade dem at forlade hjemmet i lange perioder. Sultanregimets propaganda gjorde også sit ved at fortælle, at børnene blev holdt fangne i skolerne, så Fronten senere kunne misbruge dem som kanonføde, at eleverne blev kommunistisk og ateistisk indoktrineret, at der fandt seksuelle udskejelser sted o.s.v. – Dette problem blev imidlertid mindre, efterhånden som revolutionen vandt frem. I 1973 var der således omkring 300 piger ud af ca. 1000 elever i Frontens skoler. De modtog samme undervisning som drengene, og der var elever af begge køn i hver klasse.

Fronten startede også alfabetiseringsklasser for både mænd og kvinder, hvor det især var kvinderne, der tilsluttede sig. Hver klasse bestod af såvel mænd som kvinder. Dette var udtryk for en bevidst holdning om ikke at holde kønnene isolerede fra hinanden og dermed bevare de gamle skel.

I militærlejren fik kvinderne foruden den militære træning en politisk uddannelse, som var længere end de mandlige kammeraters. Det skyldtes, at mens tusinder af dhofarianske mænd i 50’erne og 60’erne havde emigreret til andre Golfstater for at få arbejde, og her havde fået forskellig uddannelse og politisk erfaring, fik kvinderne deres første politiske erfaringer, da de sluttede sig til revolutionen. Kvinderne havde således et særligt behov for uddannelse og politisk undervisning.

Det var en bevidst politik fra Frontens side, at kvindelige kadrer skulle indgå som grundlæggende elementer i Frontens organisation, og at disse kvindelige kadrer skulle have fuld ansvarlighed på alle niveauer. Det var ligeledes Frontens politik konstant at tilskynde de kvindelige kadrer til at bruge al deres energi på at udvikle deres evner generelt og specielt at udvikle deres evne til videnskabelig analyse af samfundet. Kvinderne blev da også i denne periode aktive på alle niveauer i Fronten med undtagelse af det højeste plan: centralkomiteen, som endnu ikke har haft kvindelige medlemmer. Kvinderne ønsker imidlertid ikke blot en formel ligestilling på dette område, hvis der ikke er basis for den. Som en repræsentant for OWO har udtrykt det:

“Kvindernes fravær i centralkomiteen skyldes mangel på udviklede evner til at besidde sådanne poster – indtil der er kvinder rede til at beklæde disse højere ledelsesposter, vil vi ikke opsætte topfigurer bare for syns skyld.” (6, s. 34).

Kvinderne udmærkede sig ved deres rodfæstede, revolutionære holdning – således også i begyndelsen af 70’erne, hvor fjenden forsøgte at lokke befolkningen fra de befriede områder ind til de byer, som var under regimets kontrol.

“Kvinden modstod hårdnakket denne nederdrægtige sammensværgelse. Hun afviste at fortsætte de ægteskabelige relationer, hvis hendes mand gik over til fjenden. På trods af at mange familiemedlemmer i nogle områder gik over til regimet, viste kvinden sin urokkelighed. Hun nægtede at forlade revolutionen, i hvilken hun for første gang i sit liv følte menneskeværd.”    (7)

Den kontrarevolutionære propagandamaskine prøvede også forgæves at lokke hustruer i den østlige region, hvis mænd kæmpede i Folkehæren i andre regioner, ind til byerne ved løgnagtigt at fortælle dem, at deres mand havde overgivet sig, og at de kunne møde ham i byen.

Ældre kvinde

Det sociale område

Et af resultaterne af Hamrin-kongressens beslutning om at gøre kampen mod kvindeundertrykkelse til et centralt element i Frontens politik blev de nye love om ægteskab og skilsmisse.
Det brudeprissystem, der var almindeligt i det traditionelle dhofarianske samfund, var dels kvindeundertrykkende, idet det reducerede kvinder til varer, der blev solgt til den højestbydende, og dels garanterede det de ældre mænds (kvindernes fædre) magt over de yngre mænd (de kommende ægtemænd) og var med til at fastholde skellene mellem “højere” og “lavere” stammer. I 1970 foreslog en afdeling kvinder fra Fronten derfor, at man afskaffede brudeprisen, og senere på året besluttede Fronten at reducere brudeprisen til et symbolsk beløb som overgang til dens fuldstændige afskaffelse. Formålet var at tillade mænd og kvinder frit at vælge partner uden indblanding fra tredje part. Efter de nye love kunne et par gifte sig uden hensyntagen til familiens mening. Desuden blev flerkoneriet forbudt, og mænd kunne ikke længere lade sig skille fra deres koner efter forgodtbefindende. Skilsmisse blev afhængig af, om årsagen kunne accepteres af de lokale folkeråd, og også kvinder kunne nu lade sig skille.

Mange gamle fordomme og tabuer blandt folk om kvinder, såsom at kvinder ikke måtte bære våben, ikke foretage sygepleje, ikke malke køer o.s.v. blev overvundet af befrielseskampens krav. Eksistensen af tabuer, der kunne nedbrydes, gjorde det ligefrem lettere at ændre folks bevidsthed. Når man gennem praksis kunne bevise, at kvinderne f.eks. kunne malke køer uden katastrofale konsekvenser. sandsynliggjorde det, at andre begrænsninger af kvindens adfærd var lige så grundløse.

Frontens generelle indsats for at hæve den politiske bevidsthed hos folket, og det eksempel Frontens kadrer viste, var også med til gradvist at ændre folkets holdning til kvindens stilling i samfundet. Helt afgørende blev dog mændenes direkte oplevelser af kvindens indsats i Folkehæren, i militærlejrene, i alfabetiseringsklasserne, i skolerne og på det ideologiske felt. Som en OWO-repræsentant udtrykker det:

“Der er sket en radikal ændring i tankegangen hos både mænd og kvinder. Kvinder er ikke længere afhængige af mænd som i kapitalistiske samfund, idet både mænd og kvinder er afhængige af revolutionen. Resultatet er, at der udvikler sig nye relationer mellem mænd og kvinder.” (5, s. 25).

Kvindens rolle i revolutionens 1. Fase 1965-68OversigtKvindens rolle i revolutionens 3. Fase 1974-
Print Friendly, PDF & Email

You May Also Like

Skriv en kommentar / Write a comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
Only Creative Commons


WARNING: All images from Google Images (http://www.google.com/images) have reserved rights, so don't use images without license! Author of plugin are not liable for any damages arising from its use.
Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow