Kvinden og revolutionen i Oman

Kvindens rolle i revolutionens 2. Fase 1968-74OversigtInterviews

Kvindens rolle i revolutionens 3. Fase 1974 –

Som følge af kvindernes omfattende engagement i revolutionen havde der længe været behov for en egentlig kvindeorganisation, der kunne sætte nye mål og finde veje til at nå disse mål, samt til at fastholde de resultater, der blev nået. En kvindeorganisation blev anset for vigtig i mobiliseringen af den kvindelige del af befolkningen af flere grunde:

Dels var der som nævnt særlige forhindringer for kvindens integrering i revolutionen i form af traditionelle fordomsfulde forestillinger om kvindens underlegenhed i forhold til manden, manglende værdi som menneske, manglende evner og begrænsede plads i samfundslivet i det hele taget. Disse fordomme var udbredt blandt både mænd og kvinder. Dels er graviditeter og fødsler livsvilkår, der sætter kvinden i en særlig situation og indebærer særlige problemer, og eftersom det er en realitet, at børnepasning og husligt arbejde stadig almindeligvis udføres af kvinden, bliver tyngden fra dette arbejdsfelt også et specielt kvindeproblem. Kvinderne i de befriede områder havde allerede spontant søgt at løse et af disse problemer ved at lave en ordning, hvor kvinderne skiftedes til at passe børnene kollektivt. Det var nærliggende bevidst at søge at udbrede sådanne ideer – som det kunne gøres via en kvindeorganisation. Samtidig var det også en vigtig politisk opgave at sørge for, at de landvindinger, som kvinderne havde opnået, blev fastholdt, at der stadig blev ført kamp for at øge disse landvindinger og at sørge for, at omfanget af kvindernes deltagelse i revolutionen aldrig begrænses hverken i niveau eller tid. Det var vigtigt at lære af erfaringerne fra oprøret i “De grønne Bjerge” 1957-59, hvor mændene kun tvunget af omstændighederne tillod kvinderne at bringe sig mad og efterretninger, men hvor det ikke fik yderligere konsekvenser for synet på kvinden – hun blev stadig betragtet som et laverestående individ.

På Frontens kongres i 1974 blev det derfor besluttet at danne Den omanske Kvindeorganisation, OWO. Forud for stiftelsen af OWO gik 6 måneder med politiske diskussioner. Der blev oprettet en forberedende komite med underkomiteer, der arrangerede politiske møder med kvinder og besøgte dem i deres hjem for at forklare betydningen af OWO: nødvendigheden af at kvinderne spiller en vital rolle i revolutionen, nødvendigheden af at kvinderne deltager aktivt i kvindeorganisationens arbejde for at blive bevidste om den undertrykkelse, de udsættes for, så de kan kæmpe imod den. Underkomitéerne oprettede nye klasser med læse/skrive- og politisk undervisning og opfordrede kvinderne til at deltage i andre aktiviteter udenfor hjemmet. Den forberedende komité holdt også adskillige møder for at evaluere sit eget og underkomitéernes arbejde. Der blev udarbejdet analyser og resolutioner, som blev lagt ud til diskussion, inden de skulle forelægges på den stiftende kongres.

OWO blev stiftet i juni 1975, hvor organisationen afholdte sin første kongres, der vedtog et handlingsprogram, som skulle imødekomme de konstaterede behov. Kongressens analyse og handlingsprogram illustreres af følgende citater fra et af de dokumenter, der blev vedtaget på kongressen (3):

“Kvindens frigørelse realiseres ikke ved, at mænd gør indrømmelser til kvinder, men gennem kvindernes vedvarende organiserede kamp på det økonomiske, sociale og politiske niveau. Kvindens frigørelse kommer ikke til udtryk gennem antallet af kvindelige arbejdere og ansatte i statslige selskaber og kontorer, antallet af ansatte og sekretærer i ministerierne eller antallet af universitetsuddannede kvinder. Kvindens frigørelse realiseres gennem kvindernes aktive deltagelse på de produktive, sociale og politiske områder….

Det er klart, at en forståelse for betydningen af kvindespørgsmålet kombineret med en forståelse for nødvendigheden af kvindens deltagelse i den nationale kamp er det første og afgørende skridt frem mod kvindens frigørelse. De vigtigste opgaver for kvindeorganisationen og andre organisationer er at lære alle kvinder om deres fundamentale rettigheder, hvordan de kan kæmpe for disse rettigheder og hvilken væsentlig rolle, kvinden vil have i genopbygningen af samfundet….”

OWOs arbejdsopgaver sammenfattes således:

  1. at oplyse og mobilisere kvinderne omkring kvindespørgsmålet og deres frigørelse, der kun kan opnås gennem hele samfundets befrielse fra kolonialismen og dens marionetter i området.
  2. at uddanne de brede masser af kvinder i en patriotisk ånd og at inkludere disse masser i den omanske revolutions rækker under ledelse af PFLO.
  3. at uddanne kvinder og udrydde analfabetisme ved at åbne alfabetiseringsklasser i områder, hvor der bor kvindlige analfabeter.
  4. at organisere ugentlige møder om sociale og politiske emner.
  5. at ændre kvinders situation ved at mobilisere dem til at deltage i masseaktiviteter og i kampen mod den engelske og iranske tilstedeværelse i Oman.
  6. at bekæmpe den fejlagtige opfattelse, at kvindens eneste opgaver er ægteskab og børnefødsler….

Vi arbejder på at etablere en særlig agitationsafdeling for kvinder. Dens første opgave bliver at beskæftige sig med de dårligt uddannede kvinders problemer, at højne deres bevidsthed og at lede dem frem mod deltagelse i den revolutionære kamp. En anden opgave er at mobilisere kvinden til at rejse egne krav i hendes egenskab af kvinde og at forsvare krav om f.eks. barsels- og børnetilskud, reducering af husarbejdet m.m. Vi har lagt grunden til dette arbejde og håber at udvikle det i den kommende tid….

Den omanske Kvindeorganisation arbejder i øjeblikket på at uddanne kvindelige kadrer, som kan lede den omanske kvindebevægelse og udgøre kvindernes fortrop. Vi vil på ingen måde gå på kompromis med kvindens krav om ligeberettigelse med manden. Vi vil heller ikke tillade nogen at passivisere kvinden eller standse hende efter befrielseskampens ophør. Vi er udmærket klar over, at traditionelle ideer forbliver i mange menneskers hoveder i lang tid – selv efter en ændring af der; sociale system. Vi vil derfor opbygge en kadrestyrke til av lede kvinderne i kampen for deres frigørelse, så de vil kunne nå målet og ikke stoppe på halvvejen.

Kvindens stilling i dag

Den generelle demobilisering i PFLOs rækker efter det militære tilbageslag i slutningen af 1975/begyndelsen af 1976 ramte i særlig høj grad kvinderne. Det skyldtes, at kvinderne havde gjort sig mest gældende på det militære område i befrielseskampen, da de på de ideologiske og organisatoriske områder led under et efterslæb i forhold til mændene. Mange mænd havde nemlig som tidligere nævnt fået uddannelse og politisk erfaring, da de arbejdede i Golfstaterne, altså inden de gik ind i Fronten, mens kvinderne fik deres første uddannelse og politiske erfaring, da de som ganske unge piger sluttede sig til revolutionen. Det militære tilbageslag fjernede derfor det væsentligste grundlag for kvindernes hidtidige position og mobilisering. Samtidig var kvindernes muligheder for at gøre sig gældende på andre områder yderst begrænsede p.g.a. manglende læse- og skrivefærdigheder, politisk viden og erfaring, og det førte til demobilisering blandt kvinderne. Mange kvinder i grænseregionen forlod Folkehæren og Revolutionens Skoler, giftede sig og faldt dermed tilbage i deres traditionelle rolle.

På denne baggrund har OWOs eksistens været af fundamental betydning siden evakueringen af de befriede områder. Handlingsprogrammet fra den første kongres er forsøgt realiseret i grænseregionen som en vigtig del af det generelle genopbygningsprogram, og OWOs arbejde er blevet givet topprioritet af PFLO. Siden tilbageslaget har OWO arbejdet hårdt på at integrere kvinderne i grænseområdet i organisationens aktiviteter. Udgangspunktet for disse aktiviteter har været, at kvinderne må gøre sig gældende på de områder, Frontens praksis i dag er centreret om: det ideologiske og organisatoriske. En forudsætning for, at dette kan lade sig gøre, er at kvinderne engagerer sig i uddannelsesmæssige og politiske aktiviteter, så deres evner udvikles og deres bevidsthed på kvindepolitiske og generelt politiske områder højnes. Den største forhindring for et sådant engagement er kvindernes traditionelle rolle, hvor de er lænket af huslige pligter og børnepasning. For at overvinde dette problem har OWO arrangeret børnepasning i tilknytning til de forskellige uddannelsesmæssige aktiviteter. Endvidere har der været arrangeret undervisning for de kvinder, der har boet i flygtningelejren i Al-Gheida, og som p.g.a. en stor børneflok ikke har kunnet tage ind til OWOs almindelige undervisning i selve byen. PFLO har desuden forsøgt at sikre pigerne en bedre uddannelsesmæssig basis ved at indføre en lov, der forbyder dem at gifte sig, før de har afsluttet Secondary School.

OWO har fortsat det arbejde, man påbegyndte i de befriede områder, men som p.g.a. de iranske invasionsstyrkers offensiv ikke nåede at blive konsolideret: nemlig alfabetiseringsklasserne og afholdelsen af politiske og kulturelle møder. Som et vigtigt led i det kontinuerlige mobiliseringsarbejde gør OWO også meget ud af at besøge kvinderne i deres hjem og diskutere deres særlige problemer. Dette arbejde har dog været kompliceret af, at familierne i grænseområdet bor meget spredt, og at OWO indtil for nylig ikke har haft nogle transportmidler til rådighed.

OWO har også taget initiativ til opbygningen af et kvindecenter i Al-Gheida med tilknyttede transportmidler, fordi man mente, det ville være et stort spring fremad i mobiliseringen af kvinderne. Kvinderne, som bor isoleret, ville kunne samles om uddannelsesmæssige, kulturelle og politiske aktiviteter, samtidig med at børnene blev passet samme sted. Udbuddet af aktiviteter ville kunne øges med f.eks. systue, undervisning i maskinskrivning, mor/barn-klinik m.m., hvilket alt i alt ville gøre det attraktivt for kvinderne at komme i centret.

OWOs 2.kongres

Under parolen: “Kamp for befrielse, demokrati og sociale fremskridt”, afholdte OWO sin 2. kongres i juni 1979, hvor organisationens arbejde siden stiftelsen i 1975 blev opsummeret, og retningslinjerne for organisationens fremtidige virke blev udstukket. Desuden diskuterede man den omanske revolutions generelle situation og perspektiverne for den progressive bevægelse i Oman og hele Golfområdet. I det følgende redegøres for de vigtigste af kongressens beslutninger, men først lidt om OWOs organisatoriske opbygning:

OWOs struktur

Enhver omansk kvinde over 15 år, der anerkender OWOs program og love, kan blive medlem af organisationen. Medlemmerne er forpligtet til at deltage aktivt i organisationens aktiviteter og arbejde på at forbedre og udvikle organisationens praksis. Medlemmerne er organiseret i lokalafdelinger, som selv vælger sin ledelse.

OWOs højeste myndighed er kongressen, som afholdes hvert 3. år. Her mødes delegerede fra alle lokalafdelinger og diskuterer organisationens politiske linje og praksis og udstikker de overordnede retningslinjer for de næste års arbejde. Kongressen vælger organisationens præsident og 14 andre medlemmer til centralkomiteen, som er OWOs højeste myndighed mellem kongresserne. Centralkomiteen mødes hvert halve år. Den vælger medlemmerne til executivkomitéen, som mødes hver 3. måned. Det er executivkomitéen, der leder OWOs daglige arbejde og i øvrigt sørger for, at kongressens og centralkomiteens beslutninger føres ud i livet. Executiv-komitéen består af 7 faste medlemmer, heriblandt OWOs præsident.

OWO repræsentanter til møde i General Union of Arab Women

OWO repræsentanter til møde i General Union of Arab Women

OWOs mål og opgaver

På OWOs 2.kongres vedtog organisationen en række beslutninger og resolutioner om dens mål og opgaver fremover. Det følgende er et sammendrag af disse (8, 9, 10, 11):

OWO opdeler sine mål og opgaver i tre niveauer: det lokale, arabiske og internationale niveau.

På det lokale plan kan OWOs overordnede mål sammenfattes i følgende punkter:

  • at kæmpe for et frit Oman uden udenlandske militærbaser og styrker.
  • at kæmpe for det omanske folks demokratiske rettigheder indbefattende: retten til at organisere sig i fagforeninger, retten til at strejke, retten til frit at udtrykke sin mening og kritik, retten til fredelige demonstrationer og retten til frit at bevæge sig rundt i hele Oman.
  • at kæmpe for et retssystem baseret på internationalt anerkendte retsregler indbefattende: retten til et forsvar, retten til appelering og forbud mod enhver form for tortur, tilfældige arrestationer, husransagelser og overgreb på personer og deres ejendom.
  • at kæmpe for kvindens ligestilling med manden på alle områder: det politiske, økonomiske, sociale og ægteskabelige område indbefattende: retten til deltagelse i politiske, kulturelle og sociale aktiviteter, retten til arbejde og uddannelse og retten til frit at vælge ægtefælle og forlange skilsmisse. Desuden en nedsættelse af brudeprisen og forbud mod ydmygelse af og fysisk vold mod kvinder.
  • at kæmpe for særlige rettigheder i forbindelse med graviditet og fødsler og for oprettelse af vuggestuer og børnehaver over hele Oman.
  • at bekæmpe analfabetismen og udbrede uddannelse og den nationale kultur blandt de omanske kvinder.
  • at uddanne kvindelige kadrer til at lede kvindernes kamp.

Konkret vil OWO fortsætte sit arbejde for at sikre fastholdelsen af de progressive sociallove, som de omanske kvinder har opnået under revolutionen gennem deres omfattende kampe og ofre. OWO vil fortsætte arbejdet for at udrydde analfabetismen blandt kvinder og tage nye skridt til at udvikle deres evner gennem tekniske og politiske kurser. OWO vil ligeledes fortsætte de politiske og kulturelle møder for at højne kvindernes politiske bevidsthed og sikre videreførelsen af den nationale kultur. Organisationen vil forøge sin publikationsvirksomhed ved at videreudvikle sit månedlige blad og forberede udgivelser af studier om den omanske kvindes kamp og hendes rolle i samfundet. Desuden vil OWO gå videre med arbejdet for at opbygge det omtalte kulturcenter for kvinder.

På det arabiske plan ser OWO det som sin overordnede opgave at styrke den arabiske nations kamp mod imperialisme og zionisme og alle sammensværgelser, der har til formål at likvidere den arabiske revolution og den palæstinensiske kamp. Konkret ønsker OWO at styrke relationerne til andre arabiske kvindeorganisationer og at deltage i arabiske kvindekonferencer både for at sprede kendskabet til den omanske revolution og for at udveksle viden og erfaringer og derved fremme den arabiske kvindes og den arabiske nations sag. OWO ønsker at styrke “General Union of Arab Women” som den eneste legitime repræsentant for de arabiske kvinder. – Det skal her nævnes, at Qaboos har oprettet diverse kvindeorganisationer, men det er ikke massebevægelser, da det hovedsalig er ministerfruer o.lign., der er aktive i disse. Qaboos forsøger ihærdigt at modarbejde OWO bl.a. ved at prøve at få dem ekskluderet af “General Union of Arab Women”. Dette er imidlertid mislykkedes, idet de fleste andre kvindeorganisationer støtter OWO.

På det internationale plan ser OWO sit arbejde som et bidrag til menneskehedens kamp mod imperialisme, facisme og racisme og som et bidrag til kampen for kvindesagens fremgang på globalt plan. OWO ønsker derfor at udvikle og konsolidere relationerne til alle demokratiske organisationer i verden, særligt til alle internationale demokratiske kvindeorganisationer, deriblandt “Womens International Democratic Federation”.

Kongressen sender desuden særlige hilsner til de jeminittiske kvinder, de palæstinensiske kvinder, de iranske kvinder, Bahrains kvinder, de eritreanske kvinder og Saharas kvinder.

Kvindens rolle i revolutionens 2. Fase 1968-74OversigtInterviews
Print Friendly, PDF & Email

You May Also Like

Skriv en kommentar / Write a comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
Only Creative Commons


WARNING: All images from Google Images (http://www.google.com/images) have reserved rights, so don't use images without license! Author of plugin are not liable for any damages arising from its use.
Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow