Kvinden og revolutionen i Oman

Kvindens rolle i revolutionens 3. Fase 1974-OversigtLitteraturliste og Støt den omanske kvindeorganisation

Interviews

De to følgende interviews er med tre revolutionære kvinder fra Fronten. Samtalen med Tufula og Amina foregik på Frontens militærlejr i de befriede områder i 1970 (14, s. 378), mens interviewet med Hudda, som er en af de ledende kadrer i OWO og samtidig (i 1977) gik i 6. klasse på Revolutionens Skole, blev foretaget under en KROAG-delegations rejse til grænseregionen i december 1977.

Interview med Tufula og Amina

Tufula, 15 år, og Amina, 12 år, er medlemmer af Folkehæren.

Spørgsmål: Hvorfor kæmper du og støtter revolutionen?

Tufula: Fordi den engelske imperialisme dræber vore mænd og kvinder. Vi kæmper for at smide dem ud.

Spm.: Hvad laver jeres familier?

Tufula: Min familie er hyrder i den vestlige provins, og jeg arbejdede sammen med dem. I tre af årets måneder dyrkede vi afgrøder, og resten af året var vi nomader og vogtede vore dyr. Jeg har aldrig gået i skole eller lært at læse. Jeg gik ind i Fronten for to år siden. Mine forældre forsøgte at forhindre mig i det, men jeg følte, det var min pligt at slutte mig til mine kammerater.

Amina: Jeg boede i hovedstaden Salala. Man kan ikke flygte til landsiden, da byen er omgivet af en stor indhegning. Derfor flygtede jeg over havet sammen med min bror. Det var forrige september.

Spm.: Hvorfor stak du af?

Amina: På grund af imperialismen. Min far var en fattig bonde – han fik 4-5 rupees om dagen. Vi var meget fattige, så min bror og jeg fik fat i et gammelt bildæk og svømmede i otte timer, indtil vi nåede kystlinjen, der kontrolleres af Fronten.

Spm.: Frøs I ikke og var I ikke bange? Kunne du svømme?

Amina: Jeg kunne ikke svømme så godt, og vi frøs meget og var både sultne og tørstige. Men det er bedre at dø på havet end at blive fanget af englænderne.

Spm.: Hvem fandt på at flygte, du eller din bror?

Amina: Alle tænker på at flygte.

Spm.: Hvordan er det at leve i Salala? Har du set engelske officerer eller sultanen?

Amina: Nogle gange har jeg set engelske officerer på indkøb, men for det meste bliver de på deres base. Jeg har aldrig set sultanen….

Spm.: Hvordan fik du noget at vide om Fronten i Salala?

Amina: Folk fandt løbesedler rettet mod sultanen. De sagde: “Dette er godt – og det er revolutionen også”.

Spm.: Tufula, hvad har du lavet, efter du gik ind i Fronten?

Tufula: Først var jeg i Folkemilitsen, og så var jeg med i forsvaret af Shakbout, da fjenden angreb den i sommeren 1969. Det var et slag, der varede 24 timer. Jeg bar vand til de kæmpende ved fronten. Jeg tror, jeg er den første kvinde, der gik ind i hæren i den vestlige region.

Spm.: Hvor har du lært at tale arabisk?

Tufula: Fronten har undervist mig, og jeg har lært det ved at arbejde sammen med mine kammerater i Fronten. Men det er stadig svært.

Spm.: Amina, hvad har du lært af Fronten, siden du flygtede?

Amina: Jeg har lært at læse og skrive, og jeg har lært om politik og revolution.

Spm.: Savner du nogensinde dine forældre?

Amina: Jeg tænker ikke på mine forældre. Jeg tænker på revolutionen…

Spm.: Tufula, hvad mener du om forholdet mellem mænd og kvinder og systemet med ægteskabskontrakter her?

Tufula: Det er en skam at kræve noget af en mand, hvis man vil giftes med ham. Hvis jeg vil have en mand, vil jeg gifte mig med ham, fordi jeg ønsker det, og han skal ikke købe mig. Der er ingen forskel mellem mænd og kvinder. Jeg er kvinde, og jeg har set, at jeg kan udføre det samme som mænd. Før revolutionen blev kvinder købt og solgt og behandlet som dyr. Nu kender de deres rettigheder og tager del i kampen med alle andre.

Spm.: Hvad mener du om Islam? Er du religiøs?

Tufula: Jeg lever i et samfund af mennesker, der ber bønner – og jer er en af dem.

Spm.: Mener du, at mænd er imod kvindernes ligestilling og holder fast ved deres gamle ideer? Hvordan med ægteskabet?

Tufula: Ægteskab må vente til efter revolutionen, da det kan hindre vores arbejde under kampen. Vi kæmper her i Dhofar, og Dhofar er en del af Golfen. Det er et problem med kvindernes deltagelse, da deres familier plejer at modsætte sig det. Nogle folk siger, at hvis kvinderne går med, vil englænderne komme og dræbe dem. Men folk er ved at komme over det…

Kommentar

Kort tid efter dette interview i 1971 blev Amina alvorligt såret og Tufula dræbt under et engelsk bombeangreb. Tufula var den første kvindelige soldat, der blev dræbt i den omanske revolution.

Interview med Hudda

Jeg er født i Nheiz i centralregionen i Dhofar. Vores familie var fattig og ejede kun 20 kameler, hvoraf de fleste blev dræbt under bombardementerne. Jeg havde 4 søstre og 3 brødre. En af mine brødre er blevet dræbt af fjenden.

I monsunperioden boede vi mange familier sammen i en dal, hvor det var muligt at dyrke bl.a. bønner. De familier, der var samlet ved dyrkningen, var fra samme stammesektion. Jeg er selv fra bayt Qatan, der en en sektion under Qarastammen. Hver familie havde sit eget lille stykke jord, men alle hjalp hinanden med dyrkningen. Når monsunen var overstået, drog familierne af sted hver for sig med deres dyr.

Vi børn hjalp til på forskellig måde, bl.a. ved at hente vand ved dyrkningen og ved at passe kvæget. Arbejdet var meget afhængigt af kvinderne, mens drengene og mændene mest tog på markedet i byen o.lign.

Kvinderne ejede også dyr, og det betød, at de blev respekteret af mændene. Mand og kvinde ejede hver sit og fik ligeledes hver sit ved skilsmisse. Dette sammenholdt med at kvinden kunne rejse frit rundt i området og udførte meget af det daglige arbejde, gjorde at de havde relativ stor frihed. Kvinderne kunne principielt ikke forlange skilsmisse, men det var almindeligt, at de blot tog deres ting og gik hjem til deres forældre. Ofte forsøgte manden at få sin kone tilbage, men mange gange måtte han opgive. Dette var mest almindeligt i øst Dhofar, hvor der ikke var nogen fast moral. F.eks. blev der lavet digte og sange om kvinder, der elsker andre end deres mænd og senere gifter sig med dem. Alle parter tog del i den slags sager, d.v.s. både mand, kone, elsker, brødre og den øvrige familie, og sommetider endte det endda med en regulær fejde.

Befolkningen havde hele tiden regimets undertrykkelse tæt inde på livet. Det var kun i byerne, man betalte direkte skat. I landområderne havde hver stammesektion sin leder, der stod i forbindelse med regimet og var ansvarlig for, at en del af familiernes dyr og deres mælk og gee (en slags smør) blev givet til regimet. Desuden måtte de give afkald på en del af afgrøderne fra dyrkningen i monsunperioden. Endelig var stammelederen forpligtet til at give gaver til sultanen, og disse gaver blev opkrævet hos befolkningen. – Folket var underlagt en række tåbelige restriktioner: de måtte f.eks. ikke gå med sko eller klippe håret. Regimet forsøgte også at splitte stammerne ved f.eks. at støtte én families krav om at lade deres kvæg græsse på en anden families græsningsareal

I 1968 kom jeg i kontakt med nogle kammerater fra Fronten, der rejste rundt for at mobilisere folk, og jeg sluttede mig til den illegale organisation. I 1970 gik jeg ind i Folkehæren og var da 17 år gammel. På dette tidspunkt bagvaskede regimet alle de kvinder, der gik med revolutionen, ved at sige at de kun gik med for deres fornøjelses skyld.

I begyndelsen gav min beslutning om at gå ind i hæren mig en række problemer med min familie. De var meget bange, for hvis man var med i revolutionen, blev ens familie sat i fængsel. Min familie forsøgte derfor at hindre mig i det. I nogle familier forsøgte man endda at dræbe børn, der ønskede at slutte sig til den revolutionære bevægelse. Jeg blev også udsat for trusler fra nogle nærtstående familiemedlemmer. Alligevel følte jeg, det var min pligt at slutte mig til revolutionen, og Fronten støttede mig og prøvede at få min familie til at forstå. Senere accepterede de det og opmuntrede mig endda til at fortsætte, fordi mange familiemedlemmer var blevet dræbt. Desuden mistede de de fleste af deres dyr, og jordens dyrkning blev umuliggjort af fjendens bombardementer. Det område, hvor min familie boede, var revolutionens arnested og blev derfor særlig hårdt udsat for terrorbombardementerne.

Da jeg sluttede mig til hæren, kom jeg først 1 år i militærlejr, hvor jeg lærte at læse og skrive. Desuden lærte vi om andre revolutioners erfaringer i de socialistiske og progressive arabiske lande. Det var kun kvinder, der var 1 år i lejren, da de var mest undertrykte og derfor havde brug for længere tids uddannelse. Mændene var der i kortere tid. Under mit ophold i lejren var vi 84 kvinder og 70 mænd.

Efter militærtræningen og uddannelsen var det ikke alle kvinder, der gik ind i Folkehæren, nogle gik ind i Folkemilitsen. I min gruppe i Folkehæren var vi 20-30 kvinder og 40 mænd. Vi var opdelt i mindre grupper spredt ud over et stort område. Der var både mænd og kvinder i samme gruppe. En gruppe kunne bestå af blot én kvinde og én mand eller endda kun af én kvinde.

Der var stor respekt for de kvinder, der var i hæren. Hele området var på dette tidspunkt under Frontens kontrol, og det betød, at kvinderne fik meget opmuntring fra deres brødre, mænd og øvrige familie. Sommetider spottede man de kvinder, der ikke var med revolutionen. De revolutionære principper tillod ikke chauvinisme, men selvfølgelig var der enkelte, som ikke troede, kvinderne kunne udføre det samme som mændene.

Livet i hæren var godt, og vi kvinder deltog i alt på lige fod med mændene. Det skabte en stærk fællesskabsfølelse, og jeg fik megen opmuntring. Vores gruppe bevægede sig mest rundt for at møde fjendens angreb. Livet var meget hårdt. Der kunne gå flere dage, hvor vi ikke fik mad, og nogle gange fik vi kun rådne bønner. Jeg levede sammen med mine kammerater i et meget nært forhold. Vi levede som brødre og søstre, og i næste øjeblik var mange dræbt. Alligevel fortsatte vi kampen, da vi havde mistet så meget dyrebart.

Særlig efter den iranske invasion mødte vi hård modstand og var involveret i mange slag, måske over 100. Bl.a. deltog jeg i et stort slag i Al Mummar regionen i 1973. Al Mummar betyder vej. Denne region ligger mellem det vestlige og centrale Dhofar og var meget vigtig, da Frontens forsyningslinje gik her igennem. Fjenden foretog derfor mange angreb her. De havde dengang én base i regionen, hvorfra de bevægede sig mod Frontens base, men vi havde altid spejdere ude, så vi vidste, at fjenden kom, og kunne således nå at lægge et baghold. Slaget varede fra 7 morgen til 9 aften. Fjenden brugte fly og morterer og foretog et så kraftigt bombardement, at jeg troede, jeg skulle dø. Det var et hårdt slag. Vi havde hverken mad eller drikke. Al Mummar-regionen har et meget åbent terræn uden træer, så enhver bevægelse kan ses. Til sidst trak fjenden sig tilbage, og vi fik erobret mange våben, ammunition og mad. Fjenden, der var i klart overtal, havde lidt mange tab, mens vi kun havde 2 sårede kammerater ud af 30. Sommetider kunne kun to revolutionære besejre fjenden, fordi vi kendte alle terrænnets skjulesteder.

Jeg blev gift, mens jeg var i hæren, men min mand blev dræbt
i 1975 under et slag, hvor vi kæmpede i samme enhed. Det var ikke almindeligt, at et gift par var i samme gruppe, og selv om man var, kunne man være adskilt i lange perioder.

Kort tid efter blev jeg overflyttet til grænseregionen og fik til opgave at være med til dannelsen af kvindeorganisationen OWO. I begyndelsen havde vi en del problemer. Kvinderne forstod ikke vigtigheden af organisationen, fordi det var lige efter de iranske invasionsstyrkers offensiv, hvor revolutionen led mange tab og blev tvunget til at trække sig tilbage. Dette forvirrede mange. Folk var vant til, at Fronten altid sejrede. Et andet problem, som vi stadig har, var at kvinderne boede så spredt og derfor var vanskelige at holde kontakt med.

Mit håb og mål for fremtiden er at forene alle omanske kvinder i en fælles front mod regimets undertrykkelse og vinde Omans endelige befrielse.

Omani Womens Organisation - OWO logo
Omani Womens Organisation – OWO logo
Kvindens rolle i revolutionens 3. Fase 1974-Oversigt Litteraturliste og Støt den omanske kvindeorganisation
Print Friendly, PDF & Email

You May Also Like

Skriv en kommentar / Write a comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
Only Creative Commons


WARNING: All images from Google Images (http://www.google.com/images) have reserved rights, so don't use images without license! Author of plugin are not liable for any damages arising from its use.
Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow