Revolutionen lever : Befrielseskampen i Oman

 Oversigt Nixondoktrinens krise

Befrielseskampens baggrund og udvikling

Omans geografi

Sultanatet Oman ligger i det sydøstlige hjørne af den Arabiske Halvø. Det samlede areal anslås at være omkring 310.000 km (over 7 gange så stort som Danmark), hvoraf det dyrkede areal kun udgør ca. 0,15 %. Befolkningstallet udgør officielt 1.500.000 mens en uofficiel undersøgelse fra 1975 sætter tallet så lavt som 766.000. Herudover er der o. 65.000 udlændinge.

Oman er inddelt i forskellige områder:

Ras Massendum Halvøen, som ligger ud til Hormuz strædet, adskilt fra det øvrige Oman af De Forenede Arabiske Emirater.

Batinah sletten, et smalt frugtbart kystområde, der ligger ud til Omans Golf. En stor del af befolkningen bor i dette område. De ernærer sig hovedsageligt ved fiskeri og landbrug. I området findes store mekaniserede brug, som bl.a. dyrker dadler, citroner og tobak til eksport.

Kystområdet ved hovedstaden Muscat og havnebyen Matrah er center for den økonomiske udvikling, som er foregået inden for byggeri og industri siden 1970. Denne har medført tilvandring fra det indre Oman og fra udlandet. Der bor o. 80.000 i Muscat/Matrah området.

Vest for kystområdet i det indre Oman, ligger Hajar bjergene, som når højder af 1200 m.o.h. Befolkningen er samlet i de dale, hvor opdyrkning er mulig. Landbruget er primitivt og størstedelen af produkterne forbruges lokalt. I området lever en del nomadestammer. Det vigtigste område er omkring byerne Fahud og Natih, hvor der findes olie, der er Omans vigtigste eksportvare, og som giver regeringen ca. 90% af dens indtægter. I de vestlige Hajar-bjerge nær byen Sohar er der fundet kobberforekomster. Produktionen forventes påbegyndt i 1980.

Provinsen Dhofar ligger i det sydligste område af Oman. Den er adskilt fra resten af Oman af en 800 km bred ørken. Langs Dhofars kyst ligger sletter af varierende bredder. Den vigtigste er sletten omkring hovedstaden Salala (ca. 60 km lang og 15 km bred). Kystsletterne mødes med Qara bjergkæden et stykke inde i landet. I bjergene er der en frodig vegetation, og Dhofars indbyggere (ca. 150.000) bor hovedsageligt i dette grønne bælte i bjergene og ved kysten. Befolkningen langs kysten ernærer sig ved fiskeri, landbrug og handel. I bjergene lever befolkningen som nomader, hovedsageligt af at holde geder, kvæg, får og kameler, men dyrker desuden i visse områder jorden i monsunperioden.

Oman ligger i det tropiske bælte. Nedbøren er kommer tit tørke i op til 2 år. Dhofar er dog resten af Oman, idet området drager fordel af i juli, august og september.

Udviklingen i Oman i international belysning op til befrielseskampens udbrud i 65

Oman i kolonitiden

For at forstå baggrunden for befrielseskampen i Oman er det nødvendigt at følge Omans historiske udvikling. Omans historie viser, at forholdene og kampene i Oman ikke er resultat af en lokal, isoleret udvikling, men af landets konfrontation med den europæiske kolonialisme. Den internationale begivenhed, der skulle blive afgørende for Omans videre skæbne, var englændernes indtrængen i Den Arabisk/Persiske Golf omkring midten af 1800-tallet. På den tid var Oman et blomstrende handelscenter, og en stor kolonimagt med kolonier langs Afrikas og Pakistans kyster. Den omanske flåde var den største i Det Indiske Ocean. Det varede ikke mange år før engelske dampskibe med billige industrivarer havde udkonkurreret Omans handelsflåde og nedbrudt det omanske håndværk. Økonomien gik totalt i opløsning og blev reduceret til et eksistensminimum – et niveau Oman skulle komme til at befinde sig på de næste 100 år. Det økonomiske sammenbrud førte til, at stammer i det indre Oman gjorde oprør mod sultanen, der residerede i kystbyen Muscat og afsatte ham. Englænderne benyttede denne anledning til at få fodfæste i området. De var specielt interesserede i at sikre sig søvejen til Indien. Derfor fordrev de oprørerne fra Muscat og genindsatte sultanen i 1871. Oman har siden i realiteten været en engelsk koloni, hvilket englænderne altid har prøvet at skjule. De skiftende sultaner har alle holdt sig ved magten v.hj.a. massiv engelsk økonomisk og militær hjælp, og deres politik har været bestemt af engelske rådgivere. Det lykkedes englænderne, dels ved at gøre deres indflydelse gældende gennem sultanen, dels ved at bestikke ledende stammesheiker, at opretholde en slags status quo i Oman. De stammer, der var blevet privilegeret af englænderne, opretholdt og forsvarede de tilbagestående forhold, og sikrede samtidig englænderne kontrollen over området.

To ting karakteriserer den beskrevne periode:

  1. Nedbrydningen af Omans økonomi
  2. Indførelsen af “del og hersk” strategien, der virker som en bremse på al økonomisk, social og politisk udvikling.

Grunden til, at englænderne med del og hersk strategien skabte og opretholdt en så barbarisk situation i Oman, skal søges i situationen i imperialismens center på den tid. Forholdet mellem de imperialistiske magter var kendetegnet af en stærk rivalisering om opdelingen af verden mellem sig. Ved at indføre del og hersk strategien sikrede englænderne sig kontrollen over området. Del og hersk strategien hindrede lokale magtgrupper i at vokse sig stærke, fordi den lokale sociale og økonomiske udvikling, der skulle danne basis for gruppernes vækst og magt, blev bremset. Englænderne fik derfor ingen lokale konkurrenter, der kunne true deres herredømme, ligesom englændernes europæiske konkurrenter heller ikke fik mulighed for at indgå alliance med lokale magtgrupper imod englændernes herredømme.

En undtagelse udgjorde stammerne i det indre Oman, der blev ledet af Imamen, den religiøse leder. I 1920 blev der udarbejdet en pagt, der gav det indre Oman selvstyre. Grunden hertil var, dels at englænderne havde svært ved at knægte stammerne militært, dels at det indre Oman var uden større interesse for imperialismen på den tid – det gjaldt jo om at sikre søvejen til Indien. Imamatet kunne heller ikke udgøre nogen trussel mod englænderne, fordi englændernes kontrol over kystområdet holdt det indre Oman isoleret fra omverdenen. En isolation der hindrede økonomisk udvikling og kontakt med englændernes europæiske konkurrenter.

Det lykkedes faktisk englænderne v.hj.a. del og hersk strategien at holde Oman på et middelalderstade i næsten 100 år. Som en konsekvens opstod i sidste del af Omans “stilstandsperiode” et af verdens mest barbariske styrer. Sultan Said bin Taimur var englændernes mand i perioden 1932-70, og han gennemførte med brutalitet deres politik. Helt op til 1970 var der næsten ingen skoler, ingen veje, ikke noget hospitalsvæsen og medicin, bøger, briller og radioer var forbudt. En situation, der holdt befolkningen i sygdom og analfabetisme.

Det skulle blive befolkningen i den fattige Dhofarprovins, der kom til at udløse en afgørende ændring af dette system. Befrielseskampen, der startede i 1965 i Dhofar, og kuppet, som kampene tvang englænderne til at iscenesætte i 1970, hvor Qaboos, sultanens søn, overtog magten, var afgørende brud med fortiden, og blev indledningen til udviklingen af en helt ny situation i Oman. Begge hændelser har deres rødder i internationale forhold.

Den neokoloniale verdensorden

Efter 2. verdenskrig var England ikke længere den dominerende militære og økonomiske magt i den vestlige verden. Krigen havde ruineret England. På spring til at erobre verdensherredømmet lå USA med et uhyre hidtil uset militært og økonomisk potentiel. Situationen var uholdbar – England ejede de fleste af verdens kolonier, uafhængighedsbevægelserne i kolonierne pressede på for at opnå selvstændighed og USA var parat til at overtage Englands gamle rolle.

Den nykoloniale verdensorden, der blev løsningen på problemet, blev paradoksalt nok etableret i afkolonialiseringens navn. Den nye strategi var dels en videreførelse af den gamle del og hersk strategi med favorisering af venligsindede lokale overklasser, der af de imperialistiske magter, blev udstyret med et effektivt militær og politi til at knægte oppositionen, dels en nyskabelse, idet kolonierne fik deres formelle selvstændighed, blev oversvømmet af især amerikanske varer og investeringer for at koloniernes menneskelige og naturlige ressourcer skulle blive udnyttet effektivt, og begrænsede reformer blev indført for at dæmme op for den værste folkelige utilfredshed. Den gamle strategi med at bremse udviklingen er opgivet, i stedet indføres reformer og kolonierne integreres i den nye imperialistiske verdensøkonomi.

Den anden begivenhed, der er vigtig for forståelsen af udviklingen i Oman er olieboomet i Golfen, der begynder efter 2. verdenskrig, og som gør hele Golfområdet til et økonomisk og strategisk meget vigtigt område for imperialismen. De store olieindtægter gør det særlig aktuelt for de herskende klasser i Golfen at indføre det neokoloniale mønster, men pacificeringen af de nationalistiske og progressive strømninger i den arabiske verden går alligevel ikke helt glat, hvilket bl.a. skyldes oprettelsen af den koloniale settlerstat Israel, midt i en afkolonialiseringstid.

Det koloniale Oman konfronteres med den neokoloniale verden

Disse to store ændringer i det imperialistiske system: USAs overtagelse af ledelsen af den imperialistiske verden og imperialismens stigende behov for olie, indvirker umiddelbart på situationen i Oman og i perioden 1954-59 opstår det første alvorlige forsøg på at vælte den gamle form for imperialisme i Oman. Nu er det ikke længere kun Omans kystområder, der er vigtige, men hele landet. Hungeren efter olie driver det engelske olieselskab PDO (Petroleum Development Oman) ind i det indre Oman, hvor det finder olie i 1954. Selvstyreaftalen af 1920 krænkes, og englænderne besætter området. Men imamen finder nu pludselig stærke forbundsfæller. USA er mere end villig til at støtte ham og gør det gennem deres lokale allierede, Saudi Arabien og olieselskabet ARAMCO i håb om at få koncessionsrettighederne for det indre Oman og vinde kontrol over området. I 1957 bryder opstanden i De grønne Bjerge ud, men det lykkes englænderne efter to års heftige kampe, v.hj.a. Royal Air Forces terrorbombardementer af landsbyer og indsættelsen af erfarne anti-oprørsenheder fra deres andre kolonier, at knuse oprøret
i 1959.

Helt modsat udviklingen i verden i øvrigt holdt England og den gamle form for imperialisme skansen i Oman, men som det skulle vise sig dog kun for en kort tid. Selv om opstanden i De grønne Bjerge blev udnyttet af fraktionerne inden for den imperialistiske lejr til at udkæmpe deres kamp, havde den stor folkelig opbakning p.g.a. den udbredte modstand mod englændernes okkupation. Opstanden blev da også en erfaring og inspiration for den senere befrielseskamp. I en ægte national befrielseskamp er det imidlertid folket selv, der – som et resultat af egne modnede erfaringer – tager ledelsen af kampen. Imperialismens videre udvikling i Golfen bringer en sådan modning med sig.

Olieindustrien, der vokser op i Golfen, trækker arbejdere fra Oman til oliefelterne. Det er især de fattige dhofarianere fra Omans sydlige provins, der udvandrer i tusindvis i 50’erne og begyndelsen af 60’erne. Dhofar var en særlig fattig provins, fordi den blev holdt som koloni af sultanen i det nordlige Oman, der brandskattede befolkningen i Dhofar. Under deres ophold i Golfen kom dhofarianerne i kontakt med en helt ny verden, der var vidt forskellig fra de middelalderlige forhold, de var vant til at leve under. De blev inspireret af de progressive og nationalistiske strømninger, der gik gennem den arabiske verden, og da de senere vender tilbage til Dhofar er de fast besluttet på at bringe udvikling og fremskridt til Oman. I Oman herskede den gamle form for imperialisme, hvor tilbageståenheden var et led i englændernes og de lokale reaktionæres strategi overfor befolkningen. Derfor blev dhofarianerne tvunget til at indlede et væbnet oprør. D. 9. juni 65 brød kampen ud.

Befrielseskampens udvikling

Befrielseskamp er ikke kun et spørgsmål om befrielseshærens militære positioner, kampen føres på mange af samfundslivets niveauer i en dialektisk proces mellem de to kæmpende parter. I det følgende redegøres der for, hvordan kampen mellem folket og dets organisation på den ene side og de lokale reaktionære og imperialisterne på den anden side bølger frem og tilbage på de politiske, militære og økonomiske fronter.

1.fase 65-68

Den 9. juni indleder Dhofars Befrielsesfront, DLF, den væbnede kamp i Dhofar. Kernen i fronten består af hjemvendte oliearbejdere og utilfredse stammefolk fra området. Det er den separatistiske fløj, der dominerer. Kampen bliver betragtet som den sidste i en lang række opgør med den omanske kolonialisme, og målet er et frit og uafhængigt Dhofar. Sultanens og englændernes forenede styrker – sultanens hær er på 10.000 mand, der fortrinsvis er lejesoldater fra Pakistans fattige provins Baluchistan, alle officerer er englændere og det lige fra sergent-niveau op til forsvarsministeren – prøver at dæmme op for oprøret med imperialismens traditionelle metoder: afbrænding af landsbyer og marker, økonomisk blokade af oprørerne og offentlig udstilling af henrettede oprørere på torvet i provinshovedstaden Salala til skræk og advarsel. Det lykkedes dog ikke at hindre befrielsesfronten i at opnå kontrol over vest-Dhofar.

2.fase 68-74

Fasen er for Frontens vedkommende kendetegnet ved det ideologiske skift i 68, der medfører, at revolutionen vinder frem og slår rødder. I imperialismens og sultanens lejr spirer en ny omfattende antirevolutionsstrategi frem, og fornyede angreb på revolutionen påbegyndes. På Frontens kongres i Hamrin i 68 overtager venstrefløjen ledelsen. Nederlaget i Sinai i 67, der førte til en radikalisering af den arabiske nationalistbevægelse, og NLFs sejr i Sydjemen samme år var ydre årsager til det ideologiske skifte. Fronten skifter navn til Folkefronten til Befrielse af den Okkuperede Arabiske Golf, PFLOAG, og antager den videnskabelige socialisme som officiel ideologi. Fronten går nu imod den separatistiske linje og lægger en generel antiimperialistisk/antireaktionær strategi frem for hele Golfen. Hovedmodsigelsen var mellem den undertrykte befolkning i Golfområdet på den ene side og de lokale reaktionære og deres imperialistiske allierede på den anden side. Den militære træning foregår nu sideløbende med politisk skoling og kvinder deltager på lige fod med mændene i kampen.

I 1971 sker der en justering og realisering af de revolutionære paroler. Revolutionen slår rødder og PFLOAG gennemfører en revolutionær omformning af de befriede områder: Jorden kollektiviseres, og nomaderne får mulighed for at slå sig ned og dyrke jorden. Et forsøgslandbrug oprettes. Brøndene kollektiviseres, hvorved årsagen til Dhofars utallige stammefejder forsvinder. Før ejede hver stamme sine brønde, som kun de måtte benytte. Demokratiske folkeråd, der består af valgte repræsentanter fra lokalbefolkningen, militsen og befrielseshæren, organiserer samarbejdet om løsningen af befolkningens daglige problemer. Alfabetiseringskampagner gennemføres, så 70% af Folkefronten og 50% af lokalbefolkningen lærer at læse og skrive. Der oprettes to skoler med plads til 2000 elever. Sundhedscentre oprettes, barfodslæger uddannes. Der oprettes en enhedsfront mellem alle progressive kræfter i Golfen. PFLOAG slutter sig i 71 sammen med NDFLOAG, der kæmper i det indre Oman. Militært har Fronten også stor fremgang. I juni 70 er hele Dhofar befriet med undtagelse af provinshovedstaden Salala, og kampene breder sig til det nordlige og indre Oman. Oman står over for sin totale befrielse.

Elever fra PFLO's skole
Elever fra PFLO’s skole

Succesen for den omanske befolknings forsøg på at ændre sultanatet Oman til et folkets Oman gør det strengt nødvendigt for de kontrarevolutionære, som for alt i verden ikke ønsker at folkelige magtovertagelser skal brede sig langs Golfen, at iværksætte en antirevolutionsstrategi, der bedre er i overensstemmelse med den lokale og internationale situation. Det var blevet åbenbart selv for englænderne, at den gamle form for imperialisme ikke længere slog til. I overensstemmelse med forandringerne i styrkeforholdet mellem England og USA, som er endt med USAs ubestridte lederskab af den imperialistiske verden, må England erkende at det ikke længere har den fornødne militære, økonomiske og politiske styrke til alene at undertrykke og kontrollere befolkningen i Oman – der må nye, stærkere kræfter og nye, mere tidssvarende metoder til, d.v.s. Oman må underkastes imperialismens fælles kontrol og udbytning – neokolonialismen skal indføres i Oman. Fremprovokeret af spredningen af befrielseskampen til det indre og nordlige Oman bliver englænderne derfor i juli 70 nødt til at iscenesætte et kup, der afsætter den gamle sultan og indsætter hans søn, Qaboos, som er uddannet fra det engelske militærakademi, Sandhurst. Qaboos kan nemlig bruges som en marionet til at indføre neokolonialismen i Oman. På det økonomiske område åbner Qaboos landet for udenlandske investeringer og japanske, amerikanske, vesttyske, engelske, svenske og danske firmaer holder deres indtog. V.hj.a. indtægter fra nogle mindre oliekilder begynder Qaboos at anlægge veje, og et første sundheds- og uddannelsessystem begynder at spire frem. Parallelt med denne tilsyneladende progressive udvikling sker der en modernisering og mangedobling af hær- og politistyrkerne. Der bliver organiseret et hemmeligt politi under vejledning af SAVAK, Irans berygtede hemmelige politi. Hvor det før var bestukne stammesheiker, der kontrollerede folk i deres område, overtager det ny statsapparat nu den direkte kontrol over befolkningen v.hj.a. hær og politi.

Denne umiddelbart paradoksale opbygning af landet er karakteristisk for neokolonial udvikling. Med den ene hånd prøver man at indsmigre sig hos befolkningen ved begrænsede reformer, opbygning af et uddannelses- og sundhedsvæsen og høje lønninger til statsansatte, mens man med den anden hånd knægter enhver form for opposition, forbyder de mest elementære politiske rettigheder og opererer med et hemmeligt politi, der er specialiseret i tortur og drab. Denne nye strategi har fået navnet gulerods og stokkestrategien. Imperialisterne bruger strategien til at pacificere befolkningen i “den 3. verden” og til at så splittelse i de revolutionæres rækker. Denne strategi led i første omgang nederlag i Oman, revolutionen havde vundet fodfæste i befolkningen og stod på kanten til at brede sig til hele Oman. Der skulle virkelig nyskabelse til på undertrykkelsessiden for at dæmme op for revolutionen. Denne nyskabelse kom på det militære område: Indtil 1970 var England den eneste udenlandske magt, der havde militært personel i Oman, men englænderne kunne ikke dæmme op for revolutionen alene. Konflikten internationaliseres. Internationaliseringen finder sted i overensstemmelse med Nixondoktrinens principper, der er udviklet på grundlag af USAs nederlag i Vietnamkrigen. Amerikanernes direkte deltagelse med egne tropper i krigen vakte opposition på hjemmefronten og forstærkede den vietnamesiske nationalisme. For at undgå disse vanskeligheder i fremtiden skal det ifølge Nixondoktrinen være de lokale regimer, der selv skal bekæmpe de folkelige opstande i deres egen region. USA/England skal ikke længere være synligt til stede på slagmarken, men fungere i baggrunden som instruktører. USA har netop opbygget Iran militært med det formål at fungere som politimand i Golfen.

Familie i Dhofar under et kort hvil på flugten fra de engelske og iranske terrorbombardementer
Familie i Dhofar under et kort hvil på flugten fra de engelske og iranske terrorbombardementer

I december 73 landsattes 3.000 iranske specialtropper i Dhofar-provinsen. Flere tusinde jordanske tropper var allerede inddraget i kampene mod Folkefronten. Særlig afgørende blev samarbejdet mellem Irans luftvåben og flåde og det engelske Royal Air Force med baser ved Salala og på Masiraøen om bombardementer af de befriede områder. Foruden befolkningen blev bygninger, brønde, veje, dæmninger, marker og kvæg systematisk bombarderet. Ved at fuldstændiggøre “den brændte jords taktik” hindrede imperialisterne befolkningen i at opbygge området. Folkerådene i de befriede områder måtte nu koncentrere sig om selvforsvar, og dyrkning af små godt skjulte marker.

Trods iranernes, sultanens og englændernes intensive angreb på de befriede områder lykkedes det Folkefronten at bevare kontrollen over området i perioden 70-75. I samme periode gør Fronten flere forsøg på at sprede kampen til det indre og nordlige Oman, men uden held. Senest i 1974, hvor en af Frontens ledende kadrer bliver dræbt under en træfning med iranerne ved byen Rustaq i det indre Oman. 4 dage efter går byens indbyggere til angreb på en iransk militærforlægning uden for byen, mange iranske soldater bliver dræbt og militær udrustning ødelægges. Episoden følges op af Qaboos-regeringen med arrestationskampagner i hele det indre Oman.

I et forsøg på at isolere Folkefronten udskilles Qatar og De Forenede Arabiske Emirater fra Oman i en afkolonialiseringsproces, og sammen med Bahrain tildeles de i 71 deres selvstændighed. Det er tre små og politisk svage stater, men med store olierigdomme, der i varierende omfang gør det muligt at købe sig fra folkets utilfredshed, og de udvikler deres egne betingelser, der er forskellige fra det øvrige Omans.

3.fase 74-

Efter 74 mangedoblede iranerne deres troppestyrker, og i 75 var hele ni nationer involveret med militært personel på sultanens side. Internationaliseringen var fuldbyrdet.

Stillet over for disse alvorlige anslag mod revolutionen holder Folkefronten kongres i 74. Efter iranernes besættelse af Oman anser man den nationale modsigelse for hovedmodsigelsen. Fronten vil føre en defensiv nationalistisk politik, hvor man vil prøve at forene alle Omans nationale grupper imod iranerne og forræderne i Muscat i forsvaret for et arabisk Oman. P.g.a. iranernes tilstedeværelse i selve Oman og dannelsen af tre små nye stater med deres specielle betingelser deles Folkefronten i selvstændige organisationer, der får til opgave at skabe et
22 program, der svarer til betingelserne i deres område. Folkefronten i Oman, PFLO (Folkefronten til Befrielse af Oman), kalder i 74 til forsvar af de befriede områder i et forsøg på nok engang at standse imperialisterne.

Efter lang tids heroisk modstand, der koster iranerne og englænderne hårde tab, står PFLO i slutningen af 75 i en situation, hvor de overvældende fjendestyrker tvinger dem til at evakuere de befriede områder, hvis de vil undgå fysisk udslettelse. Det ville være at kæmpe på fjendens betingelser at fortsætte kampen på den gamle måde, idet det ikke betyder noget for iranerne at erstatte 1000 mand, mens hver eneste martyr er et stort tab for Folkefronten.

Udviklingsperspektiver

Folkehærens hovedstyrker samt 3-5.000 omanske flygtninge befinder sig derfor nu i grænseregionen i Folkerepublikken Jemen, og Fronten har her en væsentlig opgave med at organisere livet for flygtningene. Dette organisationsarbejde har både materielle og politiske aspekter, som når alt kommer til alt blot er forskellige sider af samme sag. PFLO har en skole i Al-Gheida med o. 550 elever: Revolutionens Skole, PFLOs sundhedsorganisation Omans Røde Halvmåne driver et hospital i Al-Gheida (150 km fra grænsen): Fatma Ghananah hospitalet, en klinik i Hauf (få km fra grænsen): Martyr Habkook klinikken, og for at varetage de behov, der er særlige for kvinderne og de unge, har man dannet De Omanske Kvinders Organisation (OWO) og Den Omanske Ungdomsorganisationen (læs mere om situationen i grænseområdet i kapitlet, Revolutionen Lever). Dette organisations- og mobiliseringsarbejde er en forudsætning for at flygtningene, når tiden er inde kan genoptage den direkte kamp for at befri deres land.

Dhofar er besat af overvældende fjendestyrker, og der er ikke længere befriede områder. Da man evakuerede de befriede områder udskiltes der mindre grupper fra Folkehæren, som nu opererer selvstændigt i den centrale og den østlige del af Dhofar, hvor de udfører mindre operationer, mest baghold og minelægninger. F.eks. angreb en enhed fra Folkets Befrielseshær d. 1. juni 78 en bus fra Sultanens luftvåben ved byen Tagah, der ligger øst for Salala. Seks engelske officerer, som arbejdede for Qaboos på Thamrit og Salala baserne, blev dræbt. Sultanen og
hans udenlandske allierede fortsætter deres forsøg på at pacificere befolkningen i Dhofar ved at lokke og true (d.v.s. fortsætter gulerods- og stokkestrategien), men tror ikke rigtigt selv på, at de kan købe dhofariernes tillid. Vi ved fx. fra en officer i sultanens hær, som nu har sluttet sig til PFLO, at soldaterne af deres trænere får at vide, at folk i Dhofar stadig sympatiserer med revolutionen og PFLO, og må betragtes som modstandere af regeringen. Sultanens og imperialisternes frygt er heller ikke ubegrundet. Livet i de befriede områder er i frisk erindring hos dhofarierne, ligesom visse organisationsstrukturer fra tiden i de befriede områder har været så grundfæstede, at de overlevede besættelsen. Derfor forsøger man på forskellig vis at få kontrol med befolkningen i Dhofar: ved at koncentrere dem i strategiske bosætninger, jagte, arrestere, forhøre og tortere folk, der mistænkes for at samarbejde med revolutionen.

Desuden søges problemerne i Dhofar løst med nye metoder. I et nyt komplot mod revolutionen blev Qaboos, ifølge Saut al-Thawra no. 10 jan 78, holdt i baggrunden af taktiske grunde p.g.a. hans åbenlyse alliance med shahen, der netop havde været på besøg. I stedet trådte hans mor Maizon, der selv er dhofarianer og tilhører Beit al-Maashani stammen frem på scenen. Hun sammenkaldte lederne af sin stamme og foreslog dem at danne et stammeråd, der skulle bestå af sheiker. Det var så meningen at de andre stammer i Dhofar skulle danne lignende råd efter dette forbillede og på et senere udviklingstrin skulle der dannes et overordnet sheikråd med delegerede fra alle stammerådene.

I et opråb fra Folkets befrielseshær i Dhofars østlige region beskrives formålet med stammerådene som følgende:

  1. at skjule den nuværende nationale konflikt ved at give folket indtryk af at de deltager i landets udvikling og kan få deres krav opfyldt gennem dette råd,
  2. at købe sig fra vort folks lidelser og vore martyrers blod ved bestikkelser af utilfredse, hvilket skal gøres gennem sheikerne i dette råd.
  3. at jage og likvidere de revolutionære, idet hver stamme får til opgave at organisere sig og benytte de undertrykkelsesmidler som er nødvendige til at gennemføre dette i område.
  4. at ødelægge den nationale og patriotiske ånd hos stammerne ved at gøre dem ydmyge overfor kolonialisterne og lokale marionetter, som er forbundet med det forræderiske Muskatregime.
  5. at sheikrådene på den ene side skal skabe modsætninger mellem stammerne og på den anden side mellem de revolutionære og befolkningen.
  6. at opløse firgats enhederne gradvist og hverve de unge mænd til hæren for at blive trænet og hjernevasket af englænderne, hvorefter de kommer ind under sheikrådets myndighed og får tildelt opgaver. Dette for bedre at kontrollere firgats enhederne og sætte dem op mod de revolutionære.

Skønt der blev givet dyre gaver og rede penge til nogle af sheikerne afviste mange at skrive under på planen. Folkets befrielseshær advarer alle mod at deltage i dette råd og opfordrer folket til at afvise sådanne planer der bryder folkets enhed. (Saut al-Thawra no. 10 jan 78).

Den neokoloniale udvikling, som indledtes i hele Oman med Qaboos magtovertagelse, fortsætter og betyder på den ene side, at regeringen får mulighed for at udvide sit klassegrundlag ved at købe sig tilhængere fra det nyskabte småborgerskab, men på den anden side vil en fortsat neokolonial udvikling føre til en skærpet situation i Oman, idet denne kapitalistiske udvikling ikke forløber særlig harmonisk, men skaber modsætninger og spændinger i samfundet. Da Qaboos introducerede den neokoloniale æra, og udenlandsk kapital begyndte at strømme ind i landet, ambitiøse udviklingsprojekter blev sat i gang osv., fik mange på grund af dette tiltro til Qaboos løfter. Denne mindskes dog som tiden går, og der opstår konflikter overalt i samfundet:

Den udvikling der foregår, sker mere inden for anlægs- og bygningssektoren end i industrien, og det arbejde der skabes i bygningssektoren er ofte af kort varighed. Desuden består en væsentlig del af bygge- og anlægsvirksomheden af prestige- og luksusbyggeri: hoteller, paladser osv og af byggeri, der skal bruges i undertrykkelsesøjemed: politistationer, kaserner, fængsler osv. Den industrialisering, der foregår, er desuden meget snævert afgrænset geografisk, nemlig til Muscat-Matrah området. Af politiske og økonomiske grunde importeres udenlandske arbejdere i stort tal – samtidig medfører den neokoloniale udvikling tilvandring til byerne, hvor der bliver stor mangel på boliger og arbejde, således at der opstår store slumkvarterer med arbejdsløshed, fattigdom og elendighed.

Inflationen er tårnhøj, landbrugsimporten stiger, militæret sluger næsten halvdelen af statsbudgettet og Omans nuværende store aktiv nemlig olieindtægterne forventes at falde drastisk om få år, når de nukendte oliefelter er tømte.

D.v.s. der skabes ikke noget sammenhængende økonomisk system, som kan fungere efter olien slipper op. Sultanens økonomiske rådgiver i perioden 72-75, John Townsend, beskriver situationen således: “der er ingen anden kontrol, end den der består af en, impulsiv mands vilje og et par upålidelige ministre, som først og fremmest varetager egne interesser” (John Townsend: Oman, The Making of a Modern State. London, Croom Helm, 1977, s.151).

De gamle stammeledere føler sig udfordrede og krænkede af den nye udenlandsk influerede og dominerede udvikling. Det nyskabte småborgerskab vil efterhånden, som det bliver mere veluddannet osv., få behov for politiske rettigheder og vil ikke længere være interesseret i at støtte en enevældig sultan, ligesom det kan komme til at føle sig trængt af de mange udlændinge, som Qaboos har tilkaldt. Korruptionen florerer. Desuden vokser undertrykkelsesapparatet og antallet af politi og politiske fanger er mangedoblet siden den gamle sultans tid.

Andre Golflande har kunnet afbøde de farligste tilsvarende virkninger med oliepengene. Oman har ikke i længden denne mulighed, men andre rige reaktionære regimer i regionen vil antagelig være ivrige efter at subsidiere sultanen, for at forsøge at holde et reaktionært styre ved magten i Oman (Oman modtager allerede nu økonomiske midler bl.a. fra Saudi Arabien).

Disse spændinger, som er resultater af den neokoloniale udvikling, forstærkes ved den åbne udenlandske militære tilstedeværelse, og dette kan fremme udbruddet af en åben konfrontation.

I årene siden 1974 har den iranske besættelse af Oman været den altoverskyggende hindring for revolutionens fremgang. Den iranske besættelse er sket for at varetage imperialismens vitale interesse: at sikre kontrollen over olieleverancerne til Vesten, som er afhængig af at Golfområdet forbliver under reaktionært herredømme. Men ved at udstyre de lokale reaktionære regimer, specielt Iran og Saudi Arabien, med militært udstyr og know-how inden for militær, politi og efterretningsvæsen, ved træning lokalt og i USA, var det meningen at disse reaktionære magter selv skulle blive i stand til at bekæmpe folkelige opstande i regionen, og USA således slippe for alt for stort direkte engagement, og deraf flg. problemer. Oman er således i dag som en strategisk vigtig del af Golfområdet både politisk og økonomisk amerikansk interessesfære, og USAs militær har da også sørget for at sætte sig fast på Masirah-basen, som de deler med englænderne. Det er således en stærk fjende det omanske folk står over for: ikke blot sultanen og hans engelske allierede, men alle reaktionære kræfter i regionen og hele det imperialistiske system anført af USA, og det bliver klart, hvorfor man ikke kan forudsige snarlige sejre, men kun kan pege på de perspektiver, der ligger i nogle brister, der er indbygget i det imperialistiske komplot.

Opstandene i Iran har vist en sådan brist i det imperialistiske kontrolsystem. Et vitalt led i imperialismens regionale magtstruktur er brudt sammen, hvilket betyder alvorlige svækkelser i den imperialistiske kontrol over området i øjeblikket, men der er ingen tvivl om at USA og England arbejder energisk på at finde på nye løsninger.

For Qaboos kan den videre udvikling i Iran komme til at betyde afslutningen på beskyttelsesaftalerne med Iran. En forøgelse af PFLO’s kampaktivitet vil i sådan en situation betyde en alvorlig belastning for sultanens tropper. I tilfælde af at Qaboos ikke kan holde stand må man imidlertid regne med at man fra imperialistisk hold vil iværksætte midlertidige løsningsforsøg i form af et bredt anlagt samarbejde mellem regionens reaktionære. Imperialistiske analytikere mener f.eks., at de iranske besættelsestropper vil kunne erstattes af jordanske, pakistanske og marokkanske specialtropper (A&G 20 november 78).

Et mere langsigtet alternativ til Iran har imidlertid allerede længe været under opbygning i Ægypten. Ægypten har den fornødne store befolkning, industrielle basis og militære tradition, der hvis det kombineres med massiv financiel støtte fra Saudi Arabien, gør landet til en på mange måder ideel sub-imperialistisk magt. Siden oktober krigen i 1973, er der (for Saudi penge) – og i overensstemmelse med Ægyptens nære alliance med USA – sket en kraftig opbygning af Ægyptens hær med henblik på at gøre den til en effektiv interventionsstyrke til brug andetsteds i den arabiske verden eller Afrika. Samtidig er den ægyptiske hærs evne til at udkæmpe en krig med Israel (der kræver en helt anden type supermoderne våben) blevet kraftigt reduceret (se en interessant artikel i the Middle East, August 1978: Egypts ‘other’ armed forces).

USA har således muligheden for i fremtiden i højere og højere grad at benytte Ægypten som sit redskab. Men samtidig med at USA uden tvivl vil gøre dette, er der heller ingen tvivl om at tanken om en fremtidig folkelig opstand i Ægypten, nu efter det der er sket i Iran, må give de imperialistiske strateger natlige mareridt. P.g.a. Ægyptens helt centrale rolle i den arabiske verden, vil en folkelig opstand her uden tvivl få stor spredningseffekt.

Folkenes skæbne i de enkelte lande i regionen kædes således stadig mere sammen, og for at føre den enkelte nationale kamp til sejr bliver det derfor stadig vigtigere for de folkelige bevægelser i de enkelte lande at samarbejde om kampen mod den fælles fjende: de lokale reaktionære og det verdensomspændende imperialistiske system med USAimperialismen i spidsen.

PFLO arbejder fortsat på at mobilisere befolkningen i Oman. Der er to hovedlinier i deres propaganda:

  1. At mobilisere folket til fordel for det politiske mål, dvs at fordrive de udenlandske besættelsesstyrker og omstyrte det regime, som har tilkaldt dem.
  2. At afsløre regimets natur: korruptionen, undertrykkelsen, mangelen på demokratiske rettigheder – og gå ind for massernes kamp for bedre leveforhold, og ret til at organisere sig. Det pointeres, at den daglige kamp for bedre leveforhold er nødvendig for at skabe bevidsthed om det nationale spørgsmål, og at de daglige kampe må tjene den nationale kamp. Uden den nationale kamp, ville de daglige kampe være perspektivløs økonomisne (Interview med PFLO repræsentant i Gulf Solidarity, no. 2, 1977).

For PFLO er det en væsentlig opgave i kampens nuværende fase at opsamle vundne erfaringer og formulere en ny strategi, der tager højde for den nye situation samt at styrke Fontens organisation. I en situation hvor modsigelserne i det omanske samfund er skærpede, og hvor der er svækkelser i det imperialistiske jerngreb, kan eksistensen af en revolutionær organisation, der har en korrekt analyse og de fornødne politiske og militære erfaringer, blive skæbnesvanger for Qaboos regimet.

Oversigt Nixondoktrinens krise
Print Friendly, PDF & Email

You May Also Like

Skriv en kommentar / Write a comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
Only Creative Commons


WARNING: All images from Google Images (http://www.google.com/images) have reserved rights, so don't use images without license! Author of plugin are not liable for any damages arising from its use.
Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow