Revolutionen lever : Befrielseskampen i Oman

 Befrielseskampens baggrund og udvikling Oversigt Revolutionen lever

Nixondoktrinens krise

1978 blev et år, hvor USAs globale strategi, hvis kendetegn er den såkaldte Nixondoktrin, kom ind i en alvorlig krise i Golfområdet: Den voldsomme udvikling i Iran og Jemen truer med at glide udenfor den imperialistiske kontrol og udgør dermed en alvorlig trussel mod den vestlige verdens magt i området.

Krisen i Iran

For USA, der er den egentlige bygmester af shahens Iran, må det være historiens blodige ironi der gør sig gældende, når denne kolossale militærstat, der er opbygget til at sikre en hel region mod sociale omvæltninger, nu trues af Irans eget folk i oprør. Under de store anti-shah demonstrationer, følte shahen sig så alvorligt truet, at han fandt det nødvendigt at gribe til blodige massakrer på befolkningen. Resultatet blev, at kampen mod shahen intensiveredes og at muligheden for at indgå et kompromis med oppositionen på det nærmeste blev elimineret.

USA har, så længe der var det mindste håb om, at shahen selv kunne redde sig gennem krisen, givet ham sin fulde og hele støtte. Støtten indskrænkede sig ikke blot til en strøm af officielle erklæringer, der gav shahen fuld opbakning for hans drab på demonstranterne eller til forsendelser af udstyr til bekæmpelse af uroligheder, men indbefattede frem for alt, at USA udnyttede sin store indflydelse i den iranske hær til at støtte shahen. Det er kun med støtte fra hæren at shahen så længe har kunnet blive ved magten. Og det er stadig en mulighed, at shahen med støtte fra USA vil udnytte en kaotisk situation til at gennemføre et militærkup.

Man kan undre sig over, at USA ikke tidligere har satset på en mindre bloddryppende kandidat fra oppositionens rækker til at varetage sine interesser. Men shahen har haft en særlig vigtig betydning for USA, idet han har været USAs ideelle udenrigspolitiske instrument i regionen. Uden shahen frygter USA derfor et totalt sammenbrud i sin udenrigspolitiske strategi for området.

Golfsikkerhedspagten

Krisen i Iran, der er en krise i den imperialistiske strategi for Golfen påvirker derfor også udviklingen i Golfsikkerhedspagten, som er midlet til at realisere denne strategi. Initiativerne omkring GSP er lagt i bero så længe krisen i Iran er så voldsom, men krisen har påvirket holdninger hos parterne, som ellers var låst fast. Inden krisen i Iran for alvor tog fat var situationen den, at Iran pressede på for at få oprettet en formel militær pagt i henhold til Irans rolle i imperialismens strategi, mens Saudi Arabien var ganske godt tilfreds med det officielle og uofficielle sikkerhedssamarbejde, der omfatter udveksling af information og koordination, som var blevet etableret mellem de reaktionære arabstater og Iran (se herom Nyt Fra Oman nr. 30). Saudi Arabien var bange for Irans direkte tilstedeværelse på arabisk territorium med militær og efterretningsvæsen. Som eksempel på Saudi Arabiens afvisende holdning kan nævnes en udtalelse af Saudi Arabiens indenrigsminister om at “venskabelige og historiske relationer baseret på Islam er af meget større vigtighed end sikkerhedsaftaler” (Arabia & The Gulf 24 juli 78). Allerede i august viser Saudi Arabien, at de er dybt bekymret over udviklingen i Iran, hvilket viser hvor relativt modsætningsforholdet mellem Saudi Arabien og Iran skal opfattes. Saudi Arabiens forsvarsminister prins Sultan understreger i et interview med det kuwaitiske dagblad al-Siyassah vigtigheden af stabilitet i Iran og opfordrer alle arabiske stater til at støtte shahen mod bølgen af uroligheder. For som han sagde, enhver afbrydelse af Irans stabilitet vil påvirke sikkerhedssituationen i hele området (A&G 11 sept./SWB 26 aug.).

Samarbejdet mellem Iran og Oman

Krisen i Iran kan blive alvorlig for sultan Qaboos i Oman. Irans støtte med militær og efterretningsvæsen er en afgørende hjælp for Qaboos, til at undertrykke den folkelige 30 modstand i landet. Ophører denne støtte, har Qaboos grund til at føle sig alvorligt truet af PFLO, der i dag er styrket på alle niveauer i sammenligning med situationen umiddelbart efter det militære tilbageslag i slutningen af 1975. – Et eksempel på PFLOs fornyede styrke er den forøgede kampaktivitet i Dhofar (se Nyt fra Oman nr. 30 og 31 1978). Dertil kommer de spændinger, der er opstået omkring Qaboos’ forsøg på at etablere stammeråd i landet (se kapitlet, Befrielseskampens baggrund og udvikling). En repræsentant for PFLO har oplyst til KROAG, at stammerådene er blevet mødt med demonstrationer i Dhofar og i byen Sohar i det nordlige Oman er 30 mennesker blevet dræbt under lignende demonstrationer. – Man kan dog vente at andre af regionens reaktionære regimer vil stå parat til at hjælpe med til at undertrykke det omanske folk, hvis Iran ikke længere sørger for dette.

Også eksternt kan situationen blive problematisk for Qaboos. Som bekendt er Oman Irans hovedallierede og redskab i området. Med Iran i ryggen har Qaboos gået temmelig vidt og i visse tilfælde har han ikke undladt at provokere sin store nabo Saudi Arabien. Som f.eks. da Oman gjorde krav på dele af Ras al-Khaimas territorium (se NFO nr. 30). Der har været en del forhandlinger om området mellem Oman og de Forenede Arabiske Emirater, men de har trukket i langdrag især pga. modstand fra sheik Saqr af Ras al-Khaima. F.eks. sagde han lige ud i et interview at “der var en sammensværgelse i gang, der skal sikre iransk overvågning over indsejlingen til Golfen i samarbejde med sultanatet” (A&G 17 april 78). Ifølge “Al-Mustaqbel” d. 8 juli skulle Ras al-Khaima i al hemmelighed alligevel have givet Oman ret til at overvåge 10 mil af den omdiskuterede kyststrækning. Oman skulle have oprettet kontrolposter og forberedt etablering af artilleripositioner på visse dele af strækningen (Saut al-Thawra nr. 20 aug. 78). Ifølge det Libyske nyhedsbureau skulle situationen være yderligere kompliceret, fordi Qaboos skulle have provokeret Ras al-Khaima ved at koncentrere militærstyrker ved grænsen, som trussel om en besættelse af området. (citeret i Summary of World Broadcasts 13 november 78).

Imperialistiske komplotter i Jemen

I verdenspressen har der været udbredt enighed om, hvor ansvaret for de voldsomme begivenheder i Syd- og Nordjemen sidst i juni i år skulle placeres. Da Nordjemens præsident al-Ghasmi blev myrdet d. 24 juni i år blev det meddelt, at han blev dræbt, da en mappe med sprængstof, som en udsending fra Sydjemens præsident Salem, Rubai Ali medbragte, eksploderede. To dage senere blev Rubai Ali henrettet og det blev nu den almindelige opfattelse, at det i virkeligheden var generalsekretæren i den Forenede Politiske Organisation National Fronten (nu ét parti: Jemens Socialistiske Parti, dannet 11 okt. 78) Abdul Fattah Ismail, der stod bag mordet på al-Ghasmi, for på denne måde at få anledning til at skaffe sin rival, Rubai Ali, af vejen.

Umiddelbart undrer man sig over, at et lille socialistiskt land, der er omringet af stærke fjendtligsindede naboer ligefrem selv skulle skabe så alvorlige problemer for landet. En mere sandsynlig forklaring når man til på baggrund af en historisk og generel vurdering af de to Jemeners betydning på Halvøen og for imperialismen. Her er det vigtigt at gøre sig klart, at Nordjemen med sine 6,5 mill. indbyggere udgør Halvøens befolkningsmæssige tyngdepunkt. (Saudi Arabiens indbyggertal anslåes til sammenligning til 4,5 mill., hvoraf omkring 1,5 mill. er emigrantarbejdere. Af emigrantarbejderne er over 1 mill. jeminitter, først og fremmest fra Nordjemen. De arbejder som ufaglærte og udgør Saudi Arabiens manuelle arbejdsstyrke (Merip Reports nr. 59 august 77)) Derfor er det forståeligt, at hvis der er noget man er bange for i imperialistiske cirkler, så er det, at Nordjemens folkemasser skal slutte sig sammen med det progressive Sydjemen (1,7 mill. indb.) i et forenet Jemen. I en sådan stat vil der utvivlsomt opstå stærke antifeudale, antisaudiarabiske og antiimperialistiske fronter, som kan udvikle sig til en virkelig trussel mod imperialismen. En sådan forskrækkelse fik imperialisterne sig i 1972, saudierne havde netop organiseret reaktionære i eksil i Nordjemen til at angribe Sydjemen. Efter to ugers krig standsede kampene og de to jeminittiske regeringer enedes overraskende om at danne én jeminittisk stat. Det lykkedes dog Saudi Arabien i samarbejde med reaktionære sheiker i Nord, at få præsidenten afsat og dermed planen kuldkastet. Foreningsbestræbelserne fik nyt liv under al-Ghasmis forgænger Ibrahim al-Hamdi (juni 74 – okt. 77), betragtet af mange jeminitter som “den bedste præsident Nordjemen nogensinde har haft” (The Middle East aug. 78). Men denne gang var Saudi Arabien på pletten. Aftenen før en planlagt afrejse til Aden blev han myrdet. På en pressekonference i Beirut blev der
kastet lys over mordet på al-Hamdi. Abdul Alem tidligere medlem af Nordjemens regerende Command Council, udstødt af al-Ghasmi i april 78 (A&G 5 juni), fortalte at præsidenten blev likvideret som følge af uoverensstemmelser med Saudi Arabien bl.a. over det planlagte besøg til Aden og afvisningen af et ønske fra Saudi Arabien, om at bygge en base ved Bab al-Mandeb strædet. Præsidenten blev dræbt i al-Ghasmis hus, hvorefter der blev fabrikeret beviser på, at han var blevet dræbt sammen med to franske piger, men pigerne var blevet dræbt et andet sted og bragt til gerningsstedet. (A&G 24 juli 78). Major Abdul Alem ledede efter sin udstødelse et oprør i maj i den sydlige del af Nordjemen mod al-Ghasmi, men oprøret blev slået ned (A&G 5 juni).

En progressiv udvikling i Jemen hindres altså ved, at Saudi Arabien – gerne med de værste gangstermetoder – sikrer sig kontrol over Nordjemens politiske forhold. Grundlaget for saudiernes kontrol er deres store indflydelse i hæren, financieringen af ca. l/3 af landets budget og alliancen med reaktionære stammesheiker i landets nordlige del (A&G 20 marts/10 juli 1978). Samtidig vil Saudi Arabien naturligvis gøre alt for at svække og isolere Sydjemen.

Efter mordet på den populære al-Hamdi, der havde ført en uafhængig og selvstændig politik, stod Saudi Arabien overfor at skulle føre Nordjemen tilbage til deres fuldstændige kontrol igen. Til det formål anvendte de hærkommandør al-Ghasmi. Ifølge “The Middle East” august 1978, var al-Ghasmi kun den nominelle leder og en “midlertidig løsning”, der skulle tage ansvaret for de upopulære forholdsregler det blev nødvendigt at træffe, for at bringe Nordjemen ind under saudirabisk dominans igen. Han havde åbenbare mangler som permanent leder og ifølge bladet var al-Ghasmi selv udmærket klar over, at hans position og liv var alvorligt truet.

Saudi Arabien og deres agenter vil naturligvis prøve at få mest muligt ud af en løsning på problemet. Det egyptiske blad “al-Aha-li” finder historien om bomben i sydjeminittens dokumentmappe usandsynlig og angiver som alternativ forklaring, at en bombe var anbragt i præsidentens kontor, indstillet til at eksplodere samtidig med ankomsten af den sydjeminittiske udsending (A&G 24 juli 78). På den måde skaffer man sig af med en udtjent hjælper og får bragt Sydjemen i miskredit. På et hastemøde i den Arabiske Liga blev det besluttet at nedfryse politiske og diplomatiske relationer med Sydjemen og at standse al teknisk hjælp samt afbryde økonomiske og kulturelle relationer. (SWB 4 juli 78). Syrien, Iraq, Libyen, Algeriet, Djibouti og PLO var dog ikke repræsenteret på mødet. På den arabiske topkonference i Baghdad, blev det besluttet at annullere alle boykotbeslutninger, der blev truffet af den Arabiske Liga imod Sydjemen (Aden home service i SWB 7 nov./The Middle East dec. 78). (Se også NFO nr. 31).

Begivenhederne i Nord blev den gnist, der fik interne uoverensstemmelser indenfor den sydjeminittiske regering til at blusse op. Det er svært at danne sig et præcist billede af hvori uenigheden bestod. Sydjemen har altid, som forholdsregel overfor imperialistiske infiltrationsforsøg, været tilbageholdende med at give oplysninger om interne forhold. Ifølge “The Middle East” aug. 78, stod uenigheden om, hvordan socialismen skulle opbygges i Sydjemen, bl.a. omkring dannelsen af et avangarde parti og dets beføjelser og om Sydjemens placering i forhold til de socialistiske lande og den arabiske verden.

Nixondoktrinens krise

USAimperialismens politiske strategi i Golfen og på Den arabiske Halvø er ikke blot ramt af krisen i Iran, men også af kriser i imperialismens mindre satellitter. Imperialismens forsøg på at skabe stærke reaktionære militærregimer til at forsvare sine interesser blev for Nordjemens vedkommende fuldbyrdet, da hærkommandør Ali Abdullah Saleh blev præsident i juli 78 efter al-Ghasmi. Ali Abdullah menes dybt indvolveret både i mordet på al-Hamdi (A&G 5 juni) og på al-Ghasmi (The Middle East aug. 78). Med sådan en repræsentant skulle man tro, at imperialismens kontrol nu var fuldbyrdet i Nordjemen, men landet er i stigende indre uro. Den 15. okt. blev der forsøgt et militærkup, som varede i over en uge (The Middle East dec. 78). Den folkelige modstand tager organiserede former, under ledelse af den Demokratiske Nationale Front (dannet i 1976). Over Aden radio har Fronten udsendt beretninger om succesfulde kampe mellem de bevæbnede revolutionære folkelige styrker og Sanaregimets lejesoldater. Under en aktion er en mængde våben blevet erobret. Fronten beretter om stigende tilslutning i kampen mod det reaktionære regime og om regimets vanvittige terror mod befolkningen i området. Det oplyses at over 5000 personer er fængslet og underkastes den værste form for tortur (citeret i SWB 13, 14, 23 og 30 november 78). Også foreningsbestræbelserne får nyt liv, over 2000 stammefolk, der repræsenterede forskellige nationalistiske stammer i Nordjemen, krydsede grænsen og ankom den 23 okt. til Aden for at fejre 15 årsdagen for den fælles jeminittiske 14. oktober revolution. Der blev bragt lykønskninger med dannelsen af Jemens Socialistiske Parti og udtrykt vilje til at kæmpe under DNF’s ledelse for et forenet demokratisk Jemen (Aden home service i SWB 25 okt./ The Middle East dec. 78).

Om situationen i Nordjemen og om imperialismens krise i området siger PFLO i en udsendelse over Aden radio:

“Brødre: For flere uger siden underskrev regimet i Sana en aftale med USAimperialismen, hvori regimet garanterede USA retten til at benytte Kathibflådebasen nær Hudaydah havn, til amerikanske krigsskibe. Aftalen indbefatter også opbygning af en flybase ved Matrah mellem de to byer Hudaydah og Taiz. Aftalen fulgte et besøg, som en amerikansk militærkommision fornylig aflagde, for
at studere Sanaregimets militære behov. Denne skumle aftale kommer på et tidspunkt, hvor der har været en stigning i den folkelige modstandskamp ledet af den Demokratiske Nationale Front, mod regimet i Sana. Aftalen blev ikke udtænkt på stående fod, men planlagt for længe siden. Mange grupper deltog i udklækningen af denne sammensværgelse – alle sammen fjendtlige overfor det jeminittiske folks aspirationer. Sanaregimets undertegning af denne aftale er et levende bevis på det tætte bånd, der binder regimet i Sana til USAimperialismen, der stræber efter at oprette støtter på forskellige dele af Halvøen og i Golfen for på den måde at blive i stand til at holde kontrol over denne vigtige region, som er rig på umådelige olieressourcer. USAimperialismen, lederen af verdensimperialismen, ser magtens tøjler næsten glide sig af hænde i denne region. Den prøver derfor hurtigt, at justere betingelserne i regionen ved at afstive sine reaktionære satelitregimer. Udviklingen i Iran kastede lys over flere kendsgerninger og først og fremmest dette, at den slags regimer er ude af stand til at forsvare systemerne i deres eget land, uanset hvor meget krigsmateriel de måtte have. USA finder derfor, at det ikke kun må forsyne disse regimer med moderne våben, men også må have militære baser i nærheden, så det kan afstive sine håndlangere i dette eller hint land. Den militære aftale mellem Sana og Washington er et klart bevis på den nye imperialistiske strategi i Den arabiske Golf og på Den arabiske Halvø. Amerikansk militær tilstedeværelse i regionen er ikke den første af sin slags. Siden 1968, da England udarbejdede den hvidbog, der trak dets militære politik op øst for Suez, nemlig planen om at trække sig militært tilbage fra Østasien og Den arabiske Golf, begyndte USA at erstatte England i disse områder. USA justerede betingelserne i områderne, svarende til sin verdensstrategi. M.h.t. Den arabiske Golf manifesterede denne politik sig i USAs erhvervelse af de to flådebaser i Bikhaq og på Masirah og m.h.t. Den arabiske Halvø og Rødehavsområdet, i dets erhvervelse af en flådebase i Kathib i den nordlige del af Jemen” (Aden voice of Oman Revolution citeret i SWB 25 nov 78).

 Befrielseskampens baggrund og udviklingOversigt Revolutionen lever
Print Friendly, PDF & Email

You May Also Like

Skriv en kommentar / Write a comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
Only Creative Commons


WARNING: All images from Google Images (http://www.google.com/images) have reserved rights, so don't use images without license! Author of plugin are not liable for any damages arising from its use.
Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow