Revolutionen lever : Befrielseskampen i Oman

Nixondoktrinens kriseOversigt  De udenlandske tropper

Revolutionen lever

I december 1977, besøgte repræsentanter for KROAG grænseområdet til Oman i Folkerepublikken Jemen. Dette kapitel er deres beretning.

Blandt de omanske flygtninge i Folkerepublikken Jemen

I grænseområdet i Jemen er der idag 3 – 5.000 omanske flygtninge. Nogle bor i AlGheida, den største by i 6. Govenorat (150 km fra grænsen til Oman), og resten bor tæt ved grænsen, nær byen Hauf.

Stort set er hele 6. Govenorat et goldt, tørt ørkenområde næsten uden landbrug og også med meget begrænsede muligheder for kvægbrug. Kun i den østlige del, hvor Dhofars bjerge fortsætter mere end 100 km ind i Jemen langs kysten, får man monsunregn. Dog har man langs hele kysten noget af det bedste fiskeri i verden, og for mange mennesker er fiskeriet hovedindtægtskilden.

Med hensyn til kommunikation med resten af landet: De fleste varer bliver transporteret med skib til AlGheida eller Hauf, større udstyr sendes med lastbil (der er ingen veje, men det er muligt at køre i wadi’erne), da det ikke kan losses i AlGheidas lille havn. Desuden går der adskillige flyvemaskiner hver uge, både civile og militære.

AlGheida

Hovedstaden i 6. Govenorat er en stor landsby, der ligger spredt ud over et stort område. Husene synes at være helt tilfældigt fordelt, uden veje imellem. I et lavtliggende område ligger en lille sø der er fremkommet efter de kraftige regnskyl sidste år, og tæt herved er der også nogle opdyrkede områder.

Der er indlagt elektricitet i mange huse, som får strøm mellem kl. 18 og 23, men strømforsyningen er ret upålidelig.

Fornyligt er der blevet bygget et nyt jemenittisk hospital med plads til 85 patienter. Hospitalet er betalt af Kuwait, men er endnu ikke taget i brug, da man afventer ankomsten af et østtysk lægehold.

I 1977 blev den første Secondary School i 6. Govenorat åbnet, betalt af Libyen.

Der er ca. 10.000 indbyggere, og heraf er 1 – 2.000 omanitter.

Vi taler med en af PFLO’s ledere Mohammed Ahmed, medlem af den Centrale Eksekutiv Kommitte. Han siger at revolutionen befinder sig i en vanskelig fase, specielt er dens militære styrke i sammenligning med fjendens blevet reduceret. Siden november 1975 har PFLO været igang med at genopbygge deres organisation på alle niveauer: Militært, politisk og økonomisk. Militært ved at indføre mere avancerede våben og bedre træning, og politisk ved diskussion og studier af fortidens erfaringer samt af fremtidens strategi og organisationsformer. Specielt vigtigt er det at uddanne nye kadrer til at erstatte de forfærdelige tab. Desuden søger de at forklare folket hvilke fejl PFLO tidligere har begået og forklare dem den nuværende situation.

Revolutionens Skole

En dag besøger vi Revolutionens Skole, der ligger 5 – 8 km fra AlGheida. Der går ikke nogen vej derud, kun et hullet spor
Skolen er meget større end vi havde regnet med, og består af grupper af lave bygninger spredt ud over et stort område, med fodboldbaner imellem.

For kort tid siden har man genfundet en gammel brønd med godt drikkevand tæt ved skolen. Nu er de ved at bygge et lille vandbassin i klipperne, ovenfor skolen. Ved hjælp af en motorpumpe vil de så pumpe vand fra brønden op i bassinet, og derfra kan det via et rørsystem flyde ud til alle skolens afdelinger.

Alt virker meget rent, og der har da også i de sidste år været et betragteligt fald i antallet af børn, der bliver syge. Elevernes liv er enkelt, de bor ca. 7 elever i et 20 kvadratmeter stort rum. Det eneste ‘møblement’ er de sammenrullede skumgummimadresser og en lille kasse eller kuffert for hver elev med deres personlige ejendele. Det er lidt af et problem, at eleverne bliver bidt af alle mulige insekter om natten.

Maden er ensformig: Ris med løg og tomatsovs og sommetider fisk, sjældent kød, og grøntsager endnu mere sjældent. Maden bliver lavet i store gryder over åbne ildsteder og spises med hånden fra bliktallerkener.

Der er et dejligt bibliotek/læserum, hvor 30-40 børn sidder og læser det netop udkomne nummer af Saut Al Thawra (Revolu-tionens Stemme – PFLO’s blad) og andet litteratur.

Skolen er delt i 2 sektioner: Folkets Skole, der er en Primary School og 9. Juni Skolen, der er en Intermediary School. Fysisk og administrativt fungerer de dog som en helhed.

Der bor 550 elever på skolen, hvoraf de 60 er piger. 47 af eleverne følger undervisningen i den nye jemenittiske Secondary School i AlGheida. Udover eleverne som bor på skolen, bor ca. 100 elever i andre Govenorater og følger Secondary School undervisningen der, og der er også elever på High School i Aden og på universiteter i udlandet.

Det er et problem, at der i de sidste 2 år har været en begrænset tilgang af nye elever efter tabet af de befriede områder. Specielt er det et stort problem, at en af de øjeblikkelige virkninger af det militære tilbageslag, har været en demobilisering af mange kvinder/piger, som faldt tilbage i deres traditionelle rolle som hustruer. Denne demobilisering er ikke bare et problem i skolen, men også i hæren. Nu har fronten imidlertid påbegyndt en indsats for at modvirke det, dels ved at styrke kvindeorganisationen, og dels ved at indføre en lov, der forbyder piger at gifte sig, før de er færdige med Secondary School.

Undervisningsplanen er i et vist omfang tilpasset den jemenittiske undervisningsplan, fordi det jeminittiske skolesystem fungerer som overbygning til Revolutionens Skole. Desuden er der 1-2 timers politisk undervisning og 3 timer til politiske møder hver uge, og i sommerferien får eleverne militær træning i militærlejren.

PFLO har udarbejdet en historiebog om Oman og Golf-området, og resten af skolebøgerne kommer fra de progressive arabiske lande.

Af skolens 14 lærere er 4 omanitter, 9 kommer fra Palæstina (fra Fatah og PFLP) og 1 fra Bahrain, et levende eksempel på international solidaritet. Der skulle være kommet flere lærere fra Bahrain, men de blev forhindret i at rejse ud af myndighederne, og derfor mangler der lærere i år. Fra næste år vil det ikke være nødvendigt med så mange udenlandske lærere, fordi PFLO har besluttet at alle omanske studenter, der er færdige med High School i Aden, skal undervise et år på Revolutionens Skole før de fortsætter deres studier.

De fleste elever er sønner eller døtre af revolutionens martyrer, og der er næppe en eneste der ikke har mistet medlemmer af sin familie i kampen. De har et stærkt bånd til revolutionen, og der er eksempler på børn, der nægter at forlade revolutionen, selvom f.eks. deres familie slutter sig til regimet.

Udsnit af Revolutionens Skole
Udsnit af Revolutionens Skole

Om aftenen giver skolens sangkor en forestilling med revolutionære omanske sange og musik. Sangkoret er et vigtigt led i arbejdet med at videreføre og videreudvikle en national omansk kultur.

De Omanske Kvinders Organisation

Ved adskillige lejligheder mødes vi med de Omanske Kvinders Organisation(OWO). Organisationen blev oprettet i slutningen af 1975, efter beslutning fra PFLO’s 4. kongres i 1974, men har naturligvis haft en række problemer under opbygningen.

Fra et tidligt tidspunkt har kvinderne spillet en meget vigtig rolle i revolutionen. Hundredvis af unge kvinder har modtaget militær træning og har kæmpet mod englænderne og iranerne på lige fod med deres mandlige kammerater. Nogle kvinder har spillet ledende roller i den militære kamp, og mange er blevet dræbt og fængslet. På trods heraf, er der dog endnu ingen kvinder der har været ledende kadrer i PFLO, eller har været i Centralkommitteen. Dette skyldes især kvindernes manglende uddannelse og manglende politiske erfaring. Mens tusinder af mandlige dhofarianere i 50’erne og 60’erne emigrerede til Golf-staterne for at få arbejde, og her fik forskellig uddannelse og politisk erfaring, fik revolutionære kvinder deres første politiske erfaringer, da de sluttede sig til revolutionen og deres første uddannelse i folkehæren.

Fra flygtningelejren ved AlGheida. Teltet i baggrunden bruges af den Omanske Kvindeorganisations alfabetiseringsklasser
Fra flygtningelejren ved AlGheida. Teltet i baggrunden bruges af den Omanske Kvindeorganisations alfabetiseringsklasser

Kvindeorganisationen blev oprettet for at ændre denne situation, for at fremme uddannelse og politisering af de omanske kvinder. Kvindens frigørelse ses som en nødvendig forudsætning, for deres deltagelse i befrielseskampen på alle niveauer (og Omans befrielse er igen en betingelse for en sand og fuldstændig befrielse af kvinderne). Oprettelsen af OWO faldt sammen med en meget kritisk periode for revolutionen, det militære tilbageslag i slutningen af 1975 forvirrede mange mennesker og demobiliserede mange kvinder som forlod hæren og skolen og giftede sig, nu da den daglige militære trussel var væk (dette gælder situationen i grænseområdet – i det østlige Dhofar spiller mange kvinder stadig en vigtig rolle i folkehæren). Derfor er kvindeorganisationen stadig kun i sin begyndelsesfase og har stor mangel på uddannede kadrer.

OWO’s arbejde kan opdeles i 2 hovedkategorier: 1) Arbejde i grænseområdet, og 2) Eksternt arbejde.

1) Organisationen arrangerer politiske og kulturelle møder for at mobilisere kvinderne og er ansvarlig for alfabetiseringsklasserne (p.t. undervises ca. 60 kvinder 2 timer om dagen), hvor omanske elever fra den jemenittiske Secondary School underviser.

OWO har også hjulpet familier i flygtningelejren ved AlGheida med at rejse telte og skure, og de har arrangeret børnepasning for enker efter revolutionens martyrer.

Gennem alt dette forsøger de at nå ud til så mange familier som muligt, besøger dem, taler med dem. Dette kan være meget vanskeligt, da befolkningen bor så spredt.

I løbet af de kommende år vil der ske et vigtigt gennembrud i OWO’s arbejde med etableringen af et Kulturelt Center for Kvinder. I dette center skal de fleste af OWO’s aktiviteter koncentreres, gamle såvel som helt nye, såsom en børnehave og vuggestue og en systue. Det er meningen, at de 20 symaskiner Emmaus Fnysinge har sendt, skal stilles op her.

2) En vigtig opgave for kvindeorganisationen er at skabe og opretholde forbindelser med andre kvindeorganisationer, på arabisk og internationalt niveau, som en betydningsfuld måde at fremme den omanske sag (se nedenfor nærmere om denne strategi).

Flygtningelejren

Nogle få km fra AlGheida ligger resterne af den omanske flygtningelejr. Efter de kraftige imperialistiske luftangreb i slutningen af 1975 mod Hauf-området flygtede mange omanitter til AlGheida, og af disse slog ca. 100 familier sig ned i denne lejr. Nu er de fleste familier vandret tilbage til Hauf-området, og under de sidste kraftige regnskyl blev det meste af lejren skyllet væk. I dag er der kun ca. 60 mennesker tilbage i lejren, hvor de bor i små skure, bygget af trækasser og dækket med teltdug eller lignende. I lejren har OWO rejst et stort telt, hvor der er elementær læse- og skriveundervisning for de kvinder, der ikke kan følge undervisningen i AlGheida, fordi de har mange børn.

Martyr Fatimah Ghananah hospitalet

I AlGheida ligger centret i det omanske sundhedssystem, Fatimah Ghananah hospitalet, opkaldt efter en berømt kvindelig martyr.

Martyr Fatimah Ghananah hospitalet
Martyr Fatimah Ghananah hospitalet

Hospitalet er indrettet i en gruppe lave bygninger, der tidligere har været brugt af englænderene til militære formål. Hospitalet har egen strømforsyning og alt virker rent og velfungerende.

Hospitalet administreres af Omans Røde Halvmåne (ORC) med hjælp fra et cubansk lægehold bestående af 5 speciallæger, laboratoriepersonel og teknikere. Cubanerne gør et stort arbejde med at uddanne de omanske sygeplejersker, røntgenteknikere etc.

Bortset fra hjerteoperationer kan enhver form for operation udføres på hospitalet, og standarden er så høj, at det jemenittiske hospital (det gamle) overfører alle alvorlige operationer hertil. (For nærmere detaljer om hospitalets arbejde, se den rapport KROAG udgav i juli 1977, eller Nyt fra Oman (Dhofar Brev), nr. 28, 1977).

Den Omanske Ungdomsorganisation

Mens vi er i AlGheida afholder den Omanske Ungdomsorganisation sin første kongres med delegerede fra Folkerepublikken Jemen, Libyen, Irak, Sovjet, Vietnam, POLESARIO. Det er karakteristisk at ungdomsorganisationen, lige som kvindeorganisationen og studenterorganisationen, lægger stor vægt på deres eksterne relationer, på at oprette forbindelser med beslægtede organisationer i andre lande, især i de arabiske lande og i de socialistiske lande. Målet med denne politik er dels at manifestere revolutionens eksistens og dels at opretholde relationer, der er vigtige for den fremtidige moralske og materielle støtte. Et bemærkelsesværdigt eksempel på succes i denne strategi er det, at OWO er medlem af de Arabiske Kvinders Union, mens Qaboos’ kvindeorganisation er blevet nægtet optagelse.

Et andet vigtigt aspekt ved arbejdet i disse masseorganisationer er det uddannelsesmæssige aspekt: Mange unge Omanitter får kontakt med og viden om verden, og gør deres egne politiske og organisatoriske erfaringer.

Hauf

Efter kun ca. 1 times kørsel fra AlGheida når vi udkanten af den bjergkæde, der strækker sig fra Dhofar ind i Jemen. Bjergkæden følger kysten og de sidste 4-5 timer af vejen til Hauf kører vi på kanten af bjergene tæt ved havet. Vejen er utrolig elendig, blot et spor med store huller, og slynger sig stejlt op og ned af bjergsiderne. Mange gange tror vi, at Toyota Landcruiseren må give op, men overraskende nok klarer den det.

Det er en fantastisk tur, det er sardin-sæson, og vi ser hele tiden store hajer og delfiner, der svømmer rundt nær kysten og fylder sig med sardiner. Engang ser vi snesevis af store hajer, der slår i overfladen præcis som ringende ørreder en sommeraften.

Vi passerer adskillige små fiskerbyer ved kysten og endelig når vi Hauf. Den er større end de andre fiskerlandsbyer, med måske et par tusinde indbyggere. Hauf ligger direkte på stranden og synes med et par enkelte undtagelser ikke at have ændret sig i århundreder. Undtagelserne er en lille klinik, en skole og rindende vand. Vandet kommer fra en underjordisk kilde langt væk i bjergene, og bliver af kildens eget tryk presset gennem et 5-10 km langt rørsystem som fordeler det rundt i husene.

Mange huse i byen ligger stadig i ruiner efter de kraftige bombardementer i 1972 og 1975. Blandt ruinerne er PFLO’s to tidligere kontorer.

Tidligere slave fra fiskerbyen Rakhuyt, nu flygtet til Hauf
Tidligere slave fra fiskerbyen Rakhuyt, nu flygtet til Hauf

De fleste omanittiske familier bor i bjergene, hvor levevilkårene er næsten som i det vestlige Dhofar. Der er ikke nogen tvivl om, at der bor tusinder af omanitter her, vi mødte dem så langt som 30-40 km inde i Jemen og den beboede del af bjergkæden er ca. 10 km bred.

Der er også nogle familier, der har bygget huse i Hauf, det er negre fra kystbyen Rakhuyt, der flyttede hertil efter at fronten havde befriet Rakhuyt, og byen derfor blev et mål for engelske luftangreb.

Martyr Habkook Klinikken

Først besøger vi Martyr Habkook Klinikken, som ligger tæt ved grænsen. Den ansvarlige for klinikken hilser os velkommen med ordene: ‘Længe leve støttekomitteerne og den omanske revolution’, og han fortæller os, at klinikken får det meste af sin medicin fra komitteerne.

Besøget på klinikken blev meget inspirerende for os. Klinikken består af syv bølgeblikskure og et lerklinet køkken. Et af skurene anvendes til konsultation og apotek, et til laboratorium og de øvrige er til patienter. Normalt kommer der mellem 50 og 70 patienter pr. dag for at få behandling. De mest udbredte lidelser er TB, malaria, diarre, kighoste og anæmi. Alvorligere tilfælde overføres normalt efter nogle dages ophold her til hospitalet i AlGheida.

Der arbejder to mandlige sygeplejersker og en laboratoriemedhjælper på klinikken. Ti dage hver måned kommer der en læge fra AlGheida med et laboratorium og en transportabel operationsstue. Ved akutte tilfælde f.eks. hvor kejsersnit er nødvendigt telegraferes til AlGheida, hvorfra en læge kommer pr. landrover.

Omans Røde Halvmåne planlægger at udvide og ombygge klinikken til et hospital, hvor der skal stationeres en fast læge. Faktisk var man begyndt på en sådan opbygning, da størstedelen af klinikken blev ødelagt ved de engelske og iranske bombardementer i 1975. Dette medførte, at planerne blev udskudt, og klinikken blev genopbygget som før. Tæt ved klinikken så vi de huler, som under angreb fra luften, anvendes som beskyttelsesrum.

Martyr Habkook klinikken
Martyr Habkook klinikken
En malariapatient behandles i et af Habkook klinikkens blikskure
En malariapatient behandles i et af Habkook klinikkens blikskure

Familier i bjergene

Bagefter gik vi op i bjergene for i løbet af to dage at besøge ca. 15 familier.

Terrænet var vanskeligt tilgængelig, med stejle bjergsider, og vi måtte klatre som geder. Familierne bor i huler. Hvor vi end kom, var der sådanne beboelseshuler, som var en del af naturen og dermed godt skjulte. Hulerne er meget sparsomt indrettede, gulvene har man planeret groft, og hulens naturlige åbning har man lukket med grene og teltdug, i enkelte tilfælde har man bygget mure af sten. I en stor hule hvor der bor flere familier, har man bygget skillevægge af grene og sten. Møbleringen er simpel: en bastmåtte, et par kufferter eller trækasser med personlige ejendele.

Desuden har mange en termokande og nogle har en transistorradio. Radioen er et vigtigt kontaktled til verden udenfor på dette isolerede sted. Hver aften lytter man i 45 minuter til PFLO’s udsendelse, og man følger internationale begivenheder over den jeminittiske radio, radio Kuwait og andre arabiske radiostationer.

Det er et simpelt og på mange måder hårdt liv. De fleste familier har et par geder og måske en ko og de modtager lidt penge og forsyninger fra fronten. Så normalt har man noget at spise, omend kosten er temmelig ensidig: ris, brød, fisk og mælk. Under monsunen, hvor fiskeri er umuligt består måltiderne ofte kun af ris. Brøndene er få og mange familier må vandre i flere timer hver dag for at hente vand.

I dette område blander befolkningen, militsen og folkehæren
sig frit mellem hinanden og tit mødte vi bevæbnede mænd, mest fra militsen.

Følgende er uddrag fra vore samtaler med nogle af familierne:

‘Længe leve revolutionen’

En kvinde hilser os med ordene: ‘Vi er gamle, vi er fattige, vi er syge, men længe leve revolutionen – og velkommen.’ Hun fortæller at de lever to familier med i alt 11 medlemmer på stedet. Hun kom fra en lille landsby i det vestlige Dhofar, hvor de levede med deres dyreflokke. Hendes familie havde 25 kameler og 50 geder, men alle dyrene blev dræbt under de britiske bombardementer. Deres landsby blev ødelagt og nogle fra familien dræbt, så de besluttede at flygte i 1973. Efter ti nætters vandring kom de til dette sted. Det sidste stykke af vejen blev området beskudt med morterer fra Sarfeet ca. hver femte minut hele natten.

Nu ejer de ingenting, men de modtager mad, lidt penge og lægehjælp ved sygdom fra fronten.

Inden hun blev gift, blev hun uddannet af befrielseshæren og kæmpede sammen med den, mens hendes mand ikke har været i hæren.

‘Til slut vil revolutionen sejre’

I en anden hule fortæller en mand, at her bor seks personer, han, hans kone og deres to små børn samt hans søster og dennes søn. De kom fra den centrale del af Dhofar. Før ejede han sammen med sin bror 200 køer og 300 geder. Mange af dyrene blev dræbt og resten var de tvunget til at efterlade i Dhofar. Han var i befrielseshæren, og efter at familien p.g.a. bombardementerne var bragt hertil i 1973, vendte han igen tilbage til de befriede områder.

Familie i bjergene ved Hauf. Omtalt i afsnittet 'Til slut vil revolutionen sejre'
Familie i bjergene ved Hauf. Omtalt i afsnittet ‘Til slut vil revolutionen sejre’

De forsøgte at tage nogle dyr med sig over grænsen, men under flugten blev de bombet i to dage og mistede alle dyrene. Han blev såret da han trådte på en mine, dog ikke alvorligt.

Nu er han i militsen og arbejder for fronten. Hans kone og hans søster er også i militsen, og søsteren var tidligere i hæren. Begge kvinder er medlemmer af OWO og går til møde to gange om måneden. Søsteren deltager desuden i alfabetiseringsklassen. Selv lærte han at læse i hæren – han kan læse Saut Al-Thawra, men er ikke i stand til at skrive meget.

Den dag vi besøgte ham, var det ham der passede børnene. Hans søster og hendes søn var på hospitalet i AlGheida, mens hans kone var ude med deres ko og deres to geder.

Han siger at Qaboos er lænket til den internationale imperialisme, mens PFLO er med folket og hjælper dem når de har problemer. Til slut vil fronten sejre!

‘Det er revolutionen som skaber heltene’

Vi overnattede hos 3 familier som bor tæt ved hinanden.
Der er 18 personer i familierne og alle tre mænd har været med fra revolutionens start. De kom fra Nhiez i Dhofars centrale del, på den Røde Linie, et vigtigt strategisk og politisk område i den omanske revolution. Det var i Nhiez fronten i 1965 afholdt sin 1. kongres.

Familierne er meget politisk bevidste, og alle voksne kan læse og skrive arabisk. Alle mændene og to af kvinderne har kæmpet i befrielseshæren. I dag er alle mændene i militsen, og en af de gifte kvinder er stadig i hæren.

Før revolutionen havde hver familie ca. 100 køer og kameler, men de gik alle tabt. Her i Jemen er de med tiden blevet i stand til at købe nogle geder, og i dag har hver familie 10-20 geder. De får lidt hjælp fra PFLO, ikke meget, men så meget fronten har mulighed for at give dem. PFLO føler det som sin pligt at hjælpe flygtningene, eftersom det er de samme mennesker, som har stået vagt om revolutionen.

En af mændene fortæller, at hans familie i 1972 kom fra det centrale Dhofar til det vestlige Dhofar, og at de i 1973 flygtede videre til området ved Hauf. De vandrede mod grænsen i en større gruppe, som samtidig med at de måtte bære en såret kvinde og fire børn, blev udsat for vedvarende bombardementer i 5 timer i træk.

Hule i Bjergene ved Hauf, hvor den ene af de 3 familier fra Nhiez bor
Hule i Bjergene ved Hauf, hvor den ene af de 3 familier fra Nhiez bor
Familiens geder malkes tidligt om morgenen
Familiens geder malkes tidligt om morgenen

En anden af mændene fortæller, at han blev gift i 1969. I 1970 begyndte hans kone på Revolutionens skole for senere at slutte sig til hæren, hvilket medførte at de ikke så hinanden i tre år. I 1974 flygtede de hertil og fik deres første barn. Nu er de begge i folkemilitsen.

Han siger, at det er en vanskelig ting at lave revolution, den falder ikke ned fra himmelen, men er folkets værk og revolutionen vil sejre i det lange løb. Det er revolutionen ikke det enkelte menneske som er vigtig. Under revolutionen ser man folk udføre store bedrifter og heltemodige handlinger, men det er revolutionen som skaber sådanne mennesker.

Revolutionen fortsætter

Der er ingen tvivl om at det militære tilbageslag medførte en betydelig forvirring i PFLO’s rækker og også fik visse vaklende elementer til at forlade revolutionen. Men nu er fronten kommet over disse problemer, og det er vort indtryk, at PFLO idag er en stærk, veldisciplineret bevægelse. Overalt hvor vi kom blev vi mødt med en beslutsom holdning til at fortsætte kampen, og hvad der er vigtigt er, at denne vilje til at fortsætte kampen er kombineret med en realistisk vurdering af situationen i hele området, og med en erkendelse af at den omanske revolution er afhængig af udviklingen på det internationale plan.

 Nixondoktrinens krise Oversigt De udenlandske tropper
Print Friendly, PDF & Email

You May Also Like

Skriv en kommentar / Write a comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
Only Creative Commons


WARNING: All images from Google Images (http://www.google.com/images) have reserved rights, so don't use images without license! Author of plugin are not liable for any damages arising from its use.
Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow