Revolutionen lever : Befrielseskampen i Oman

 Revolutionen leverOversigt Erklæring fra PFLO

De udenlandske tropper

En stabsofficer fra sultanens Dhofar Brigade (også kaldet Salalah Brigaden), kaptajn Rabia Awadh Marzooq, sluttede sig fornylig til revolutionen. Han tog denne beslutning efter at han var blevet overbevist om, at Qaboos’ regimet blot er en tom facade, der dækker over, at landet i virkeligheden bliver styret af englænderne og deres udenlandske allierede.

Det interview, som vi bringer nedenfor, blev oprindeligt publiceret i Saut Al Thawra nr. 5:5, november 1977, men vi har uddybet det med nye oplysninger, som blev givet i et interview til repræsentanter for KROAG i december 1977.

Rabia Awadh sagde:

Jeg gik ind i sultanens hær ugen efter at Qaboos blev sultan. Min indtræden i hæren betød ikke, at jeg var loyal over for Qaboos eller englænderne, men skyldtes andre grunde, nemlig følgende:

  1. at behovet for at have et job at leve af var specielt presserende i den periode.
  2. at jeg var ude af stand til at gennemskue magtskiftets sande natur.

Jeg begyndte min tjeneste i Dhofar Gendarmeriet, som er en slags vagtkorps. Da korpset blev opløst i første halvdel af 1973, blev jeg overført til Dhofar Brigadens hovedkvarter som officerselev. I 1975 blev jeg sendt til England på et 7 måneders kursus, og da jeg vendte tilbage til Oman, blev jeg udnævnt til General Staff Officer af 3. grad (GSO 3) og fortsatte min tjeneste i Dhofar Brigadens hovedkvarter. Her blev jeg, ind til jeg stak af og sluttede mig til revolutionen i midten af 1977.

Som følge af min udnævnelse til officer og min tætte kontakt med engelske og andre udenlandske officerer, opdagede jeg mange ting om Qaboos regimet, og fandt ud af hvem, der virkelig har magten i Oman. Min modstand mod regimet voksede, da Iran besatte de omanske øer, efter den skændige iranske invasion af Oman, og efter at Masirah øen blev overgivet til amerikanerne.

Alt dette fik mig til at slutte mig til den omanske revolution. Jeg vil deltage i den væbnede kamp for at kaste imperialismens og kolonialismens tropper ud af Oman, og befri mit land for alle former for kolonialisme og indsætte en retfærdig og progressiv national regering i landet.

Jeg er lykkelig nu, over at leve et simpelt liv blandt mine kammerater, endelig fri for fremmedgørelse.

Rabia Awadh
Rabia Awadh

Strukturen i sultanens hær

Sultanens hær består af tre hovedstyrker: Landstyrkerne, luftvåbenet (SOAF) og flåden (SON). Omanitterne udgør omkring 50% af hærens personel, ca. 40% er baluchier (heri ikke medregnet de omanske baluchier, dvs. de baluchier der har fået omansk statsborgerskab). De sidste 10% er af forskellig nationalitet, flest er englændere, pakistanere og indere.

På trods af det faktur at næsten halvdelen af hæren er omanitter, indtager de ingen nøglepositioner i hæren og har ingen indflydelse i ledelsen. F.eks. er hærkommandanten englænder og udnævnt af det engelske forsvarsministerium. Flådens, luftvåbenets og Dhofar Brigadens øverste kommandanter er ligeledes englændere, og stabsofficererne i de tre nævnte styrker er så godt som alle englændere, pakistanere og indere. I nogle enkelte infanterienheder er kommandoen overgivet til omanske officerer, ikke p.g.a. deres militære uddannelse og færdigheder, men fordi de er halvvejs analfabeter og kendt for deres lydighed overfor englænderne.

Med hensyn til de oplyste og uddannede omanske officerer så er de fordelt i enhederne på underordnede positioner, og de har overhovedet ingen indflydelse i hærledelsen. Enhver omansk officer, som har kommando over en enhed f.eks. i infanteriet, har en englænder som sin overordnede. Englænderen er bemyndiget fra overkommandoen til at give ordre til den omanske kommandør, fordi de omanske officerer bliver betragtet som værende under uddannelse.

Det er svært at vurdere størrelsen af sultanens hær, men hvad angår landstyrkerne opererer der alene i Dhofar 4 infanteri divisioner (Dhofar Brigaden), hvoraf næsten 2 divisioner opererer i den vestlige region. Yderligere er der forskellige mindre enheder som f.eks. vagtenheder, Den Kongelige Livgarde, firqats etc. Der anslås at være flere end 600 firqats, der opererer i smågrupper på 30-50 mænd. Ialt udgør alle disse styrker, der opererer i Dhofar ikke mindre end 5.000 mand, formentlig flere.

De engelske styrker i Oman

I Oman og i særdeleshed i Dhofar er der engelske luft-, flåde- og landstyrker, der opererer på Masirah øen, Salalah luftbasen og sammen med Qaboos hær.

På Masirah ligger en luftbase, der er lige så betydningsfuld for englænderne som deres andre baser i Det Indiske Ocean og i Middelhavet. I begyndelser af 1977 kom det frem, at englænderne havde trukket noget af deres udstyr tilbage herfra før de overgav den til amerikanerne, med hvem de i fremtiden vil dele basen.

Oberst Cooper, en af de talrige engelske officerer, der leder sultanens hær
Oberst Cooper, en af de talrige engelske officerer, der leder sultanens hær

På Salalah luftbasen er alle plakater og skilte med Royal Air Force’s navn blevet lavet om til plakater og skilte påtrykt ‘Sultan’s Air Forces’ i stedet, men englænderne er stadig på basen, og de styrer den fuldstændigt.

Foruden Salalah basen, som er under direkte kontrol af Royal Air Force, er der nærved 150 piloter og administrative officerer af forskellig nationalitet, som arbejder i det såkaldte Sultanens luftvåben. De fleste af disse er englændere og af resten er flertallet fra Ceylon og Australien.

Endvidere er der næsten 50 engelske officerer og underofficerer, som driver et nyt kommunikationsnet til dirigering af de engelsk-fransk producerede Jaguar-fly og det nye Rapier antiluftskyts raketsystem (disse moderne fly og raketter kræver deres eget specielle radarsystem etc.).

I flåden er der omkring 200 engelske, pakistanske og indiske officerer og underofficerer. De fleste er indere og pakistanere og nogle af dem er udstationeret direkte fra de pågældende landes flåde, mens andre er der på kontrakt. Selvom englændernes antal i flåden er faldende har de stadigvæk kommandoen og indtager nøglepositionerne.

Hvad de resterende engelske styrker angår, er den vigtigste styrke British Array Training Team (BATT), som i virkelighe­  den er en Special Air Service (SAS) kommando enhed. Denne enhed, ialt ca. 500 mand, giver avanceret træning til sultanens hær og til stamme-delingerne (firqats), og virker desuden som fortrop for sultanens hær.

SAS består af højt uddannede kommandoenheder, med antiguerilla erfaringer fra Grækenland, Malaya, Kenya, Cypern, Sydjemen og Irland. I alle infanterioperationer som sultanens hær udfører, går nogle af disse enheder i spidsen og danner fortrop sammen med en enhed firgats. Det kan tilføjes at hver firgat enhed har to officerer: En engelsk og en lokal, og det er den engelske som har den højeste kommando.

Under BATT’s kommando opererer ‘Second Information Team’ (2IT) som også bliver kaldt ‘Psychological Operation’ (Psyops) med hovedkvarter i Um al-Ghawaref ved Salalah. De har til opgave at udføre den psykologiske krigsførelse, som f.eks. ‘the hearts and minds campaign’. Dette arbejde består af fremstilling af pamfletter og andre propaganda aktiviteter, som f.eks. da ‘Psyops’ for nogle år siden oprettede en lokal radiostation i Salalah og uddelte små radioer til befolkningen. Radioerne var så svage, at man kun kunne modtage denne lokale radiostations udsendelser.

I forbindelse med Salalah basen, som RAF kontrollerer er der flere felt artilleri batterier og et specielt batteri, der bliver kaldt ‘Sound Ranging Battery’. Dette sidste batteri er forsynet med et specielt udstyr, som sætter det i stand til at lokalisere de steder, hvorfra morterer og artilleri bliver affyret. Det blev etableret for nogle år siden, da PFLO-angreb på Salalah-basen hørte til dagens orden.

Der er også en engelsk ingeniørbataljon, som opererer uafhængigt, dog i nogen grad under BATT, men med eget hovedkvarter. Denne bataljon er under kommando af en major eller en oberstløjtnant.
Foruden disse regulære engelske styrker er der de englændere i sultanens hær, som enten er udstationeret fra den engelske hær eller direkte har skrevet kontrakt med sultanen, i alt omkring 800 officerer og underofficerer, som tager sig af uddannelse og administration af sultanens hær. Derudover er der officerer og underofficerer af forskellig nationalitet, flest fra Australien, Indien, Pakistan og Ceylon – deres antal anslås til omkring 500.

De iranske styrker i Oman

Iranske land-, luft- og flådestyrker er til stede i flere områder i Oman og specielt i det sydlige område, Dhofar.

Der er en blanding af infanteri- og specialenheder stationeret i den vestlige del af Dhofar, tæt ved grænsen til Folkerepublikken Jemen. Denne styrke er kendt som the Imperial Iranian Task Force (IITF), med kommando i Hairoon, til tider kaldet ‘Manston’, der ligger nord for Rakhyut. Disse enheder danner den kendte Demavand Linie, som strækker sig fra Rakhyut i syd til Hairoon i nord.

I januar 1977 da tilbagetrækningen af nogle iranske styrker fra den vestlige del af Dhofar blev bekendtgjort, viste det sig faktisk, at dele af denne styrke blev trukket tilbage. Men jeg kender ikke til arten af denne tilbagetrækning og ved ikke, om disse enheder blev trukket tilbage til Iran, eller om de stadig er i andre dele af Oman. Dette er en sag, som kan diskuteres, men det er sikkert, at der stadig er tusinder af iranere langs Demavand Linien.

Der er også adskillige luftforsvarsbatterier i Salalah, Thamreet, Sarfeet, Makinat Shahn og Hebroot, d.v.s. langs grænsen til Folkerepublikken Jemen og omkring vigtige positioner.

Endvidere opererer iranerne med radarsystemer på flyvebasen i Thamreet og med en radarstation nord for Qairoon Hariti (ved det højeste punkt på den Røde Linie) halvvejs mellem Salalah og Thamreet. Fra denne base dirigeres flyvemaskiner fra luftbaserne i Thamreet og Salalah.

På luftbasen i Thamreet er der militærfly af typen Phantom. Disse fly bliver dog ikke i længere perioder på basen, men vender af og til tilbage til Teheran via Masirah efter at have rekognoseret over grænsen til Folkerepublikken Jemen. De nuværende iranske angreb og angrebene før i tiden mod befolkningen, PFLO og over grænsen til Folkerepublikken Jemen blev også udført af Phantomfly stationeret i Teheran, idet man kun anvendte baserne på Masirah og i Thamreet i korte perioder.

Endvidere er der i Thamreet iranske transportmaskiner af typen C-130 og helikoptere, som opererer side om side med Qaboos’ flyvevåben. De iranske styrker opererer selvstændigt under deres egen kommando og der er meget begrænset daglig kontakt mellem sultanens hær og iranerne, selv om der selvfølgelig er samarbejde og koordinering på højt plan.

Med hensyn til tilstedeværelse af iranske tropper i det Nordlige Oman kender jeg ingen detaljer, men jeg opdagede gennem officielle og uofficielle kilder, at iranerne har land- og luftstyrker på Ras Massendum ved Hormuz strædet, hvor der ikke findes omanske styrker, og også på Um al-Ghanam øen.

Jordanske styrker i Oman

Der er et stort antal jordanske officerer og underofficerer over hele Oman. De fleste er efterretningsofficerer, og varetager uddannelsen af sultanens civile og militære efterretningsvæsen. Disse jordanske officerer er ansvarlige for torturen, som bruges overfor de politiske fanger i Jallali-fængslet. Et antal jordanere forestår træningen af sultanens hær efter forbillede af ‘The Royal Jordanian Army’. F.eks. er nogle jordanere instruktører i Qaboos’ livgarde ‘The Royal Guards’.

Der er også jordanske officerer og underofficerer i sultanens artilleri og i overkommandoen.

I Dhofar er der en ingeniørbataljon, hvis opgave det er at anbringe miner og at rense fremskudte positioner for miner. Endvidere har de til opgave at bygge militærveje og uddanne den lokale ingeniør-bataljon.
Da iranerne gik frem fra Den Røde Linie til det vestlige Dhofar, overtog et jordansk regiment bestående af special-tropper deres positioner langs Den Røde Linie. Dette regiment er dog blevet trukket tilbage nu.

Revolutionen fortsætter

På trods af de selvmodsigende bekendtgørelser, som marionetten Qaboos og reaktionære medlemmer af hans regime har fremkommet med om revolutionens nederlag, er hele mobiliseringen af hæren baseret på det faktum, at revolutionen stadig lever, og at fuld genoptagelse af militær aktivitet fra Frontens side er en stadig trussel. Man fortæller soldaterne, at de skal være forberedt på at gå ind i en krig, og måske en krig som vil være forskellig fra den de har kæmpet før. De britiske instruktører fortæller dem, at størstedelen af folket stadig sympatiserer med revolutionen og derfor må betragtes som modstandere af regeringen.

Desuden beviste folkets befrielseshær over for både Qaboos’ hær og over for befolkningen i Oman, gennem de militære operationer man udførte i Dhofars centrale og østlige region (i juni 1977), at regeringens falske bekendtgørelser om revolutionens nederlag kun er en del af den kolonialistiske plan, som går ud på at narre Omans befolkning og at isolere revolutionen fra dens naturlige grundlag. De beviste også, at revolutionen stadig lever og vil leve videre indtil sejren, på trods af Qaboos og shahen og deres engelske og amerikanske bagmænd.

Revolutionen leverOversigt Erklæring fra PFLO
Print Friendly, PDF & Email

You May Also Like

Skriv en kommentar / Write a comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
Only Creative Commons


WARNING: All images from Google Images (http://www.google.com/images) have reserved rights, so don't use images without license! Author of plugin are not liable for any damages arising from its use.
Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow