Revolutionen lever : Befrielseskampen i Oman

 De udenlandske tropperOversigt Litteraturliste

Erklæring fra PFLO

PFLO: Arabisk forsoning er i dag et 100% reaktionært slogan

Efter at den omanske revolution i en længere periode “har helet sine sår i revolutionær stilhed”, har PFLOs centrale eksekutivkommite, i anledning af 13 årsdagen for 9.juni revolutionen, udsendt en vigtig erklæring.

Det er en omfattende redegørelse for revolutionens stilling i dag, herunder analyser af Oman’s nationale problem, revolutionens midlertidige militære tilbageslag, dens genopbygning, fremtidens kampmetoder og perspektiverne for revolutionen, samt en vurdering af situationen i Golfen og fremlægning af retningslinjerne for den revolutionære kamp i området som helhed.

Nedenfor har vi søgt at gengive hovedtrækkene i erklæringen. Problemstillingerne søges først og fremmest belyst ved uddrag citeret fra dokumentet, i mindre grad ved resume.

PFLO beskriver først situationen i Oman – om det nationale problem hedder det :

“Revolutionen går nu ind i sit 14. år, mens sultanatet Oman stadig er okkuperet og underlagt en række engelske, iranske og amerikanske baser, shahens interventionsstyrker holder stadig områderne okkuperet og underordningstraktaterne og de beske aftaler, som marionetregimet i Muscat har indgået med England, Iran og USA, gælder stadig. De engelske kommandører og rådgivere indtager stadig vigtige positioner i landet såvel militære som civile og den engelske ambassadør i Muscat er stadigvæk den egentlige sultan og reelle hersker og ikke Qaboos, som blot er facaden og redskabet.”

Qaboos’ reformer vurderes således:

“Englænderne og deres marionet Qaboos har lige siden 1970 og op til i dag gennemført en række administrative, økonomiske og sociale reformer med det formål at vinde det omanske folk over på deres side og blokere revolutionens videre udvikling, men de har overhovedet intet gjort for at løse Omans nationale problem og realisere landets uafhængighed og frihed. Samtidig med de begrænsede reformer har de gjort det nationale problem dybere og dybere og tilføjet nye lænker og påført landet nye katastrofer, som rammer Omans frihed, uafhængighed og territoriale sikkerhed.”

Herefter nævnes som eksempler Irans annektering af tre strategisk vigtige omanske øer i Hormuz strædet, invitationen af den iranske invasionshær og udlejningen af den vigtige Masirahbase til USA, som vil benytte øen til at bygge enorme baser, der vil true hele områdets sikkerhed.

Det hedder videre om reformerne:

“I dag, otte år efter igangsætningen af englændernes og Qaboos’ reformprogrammer, er det tydeligt og klart, hvor stor en illusion englænderne, Qaboos og deres allierede har levet i med deres planer og programmer for Oman. Jo mere tiden går desto tydeligere afsløres udstrækningen af reformprogrammernes svaghed og deres uegnethed til at løse de virkelige problemer, som den store majoritet af det omanske folks fattige og arbejdende lider under, dvs arbejdere, bønder, fiskere og hyrder såvel som studenter, kvinder og ungdom. Med undtagelse af skoler og hospitaler er det kun udlændingene, marionetfamilien al-Bu Said og de største købmænd og jordbesiddere, der har egentlig fordel af de øvrige reformer.”

På det økonomiske område vurderes situationen således :

“Åbningen af Omans døre for verdensmonopolerne, de amerikanske, engelske, franske, japanske, sydkoreanske og iranske multinationale selskaber indenfor områderne landbrug, fiskeri, kvægavl og olie, kobber og andre mineraler har udsat landets rigdomme for koncentreret imperialistisk røveri og plyndring og har tilføjet nye problemer og katastrofer til de omanske bønders, arbejderes, fiskeres og hyrders liv. Katastroferne er et resultat af den dødelige konkurrence, som selskaberne udøver og af deres konfiskation og udplyndring af frugtbar landbrugsjord og af de rige fiskeressourcer, samt udbytning på alle måder. I tilgift stiger undertrykkelsen og terroren i styrke sammen med knægtelsen af de simpleste offentlige og individuelle friheder. Regimets spionerende og fascistiske natur tager til i styrke og udvides.”

Om englændernes og Qaboos’ strategi hedder det:

“De har bildt sig selv ind, at vort omanske folk vil opgive sin ret til uafhængighed og frihed til gengæld for at opnå administrative, økonomiske og sociale reformer … De har fuldstændig ignoreret, at det omanske folk har udført revolutionen først og fremmest for frihed og uafhængighed, at folket ikke kan acceptere andet end frihed og uafhængighed og at frihed er det dyrebareste, første og basale krav blandt alle krav, som dette folk kæmpede og stadig kæmper for og det har det gjort lige siden 1965 og op til denne dag.”

Hovedårsagerne til revolutionens komme eksisterer således stadig og derfor må revolutionen fortsætte. I det følgende analyserer PFLO revolutionens udvikling i alle dens mange aspekter. Først omtales folkets evne og vilje til at føre revolutionen videre:

“Vort militante folk og dets væbnede revolution under ledelse af Folkefronten til befrielse af Oman har i de sidste tretten år mistet tusinder af martyrer og folk, som er blevet arresteret. Indtil nu er de fleste af fangerne stadig i fængslerne, men mange er blevet martyrer under turturen eller ved henrettelser. Landsbyer, landområder, huse, græsningsområder specielt i den sydlige region var mål for samlede udryddelses- og tilintetgørelsesraids, afbrænding og udbredt ødelæggelse. Vort folk har nu vist, at det kan klare sådanne prøvelser for at føre revolutionær krig. Det har modstået imperialisternes, iranernes og sultanens højt udviklede destruktionsvåben og det har båret mange ofre og ydet store anstrengelser på de forskellige konfrontationsområder under skehelsen af det vældige revolutionære eksperiment, som har betydning for hele den nationale bevægelse i Den Arabiske Golf og på Halvøen. Vort folk marcherer stadig på den kampfyldte vej og er fuldt og helt indstillet på at udvikle det revolutionære eksperiment indtil det er kronet med endelig sejr.”

Herefter redegøres der for baggrunden for det militære tilbageslag i 75/76:

“Omans strategiske position, hvorfra indsejlingen til Den Arabiske Golf kan kontrolleres og den fare, som den omanske revolution udgør mod alle imperialismens store olieinteresser i dette område, tvang de amerikanske og engelske imperialister og deres lokale marionetter til at mobilisere enorme ressourcer af våben og tropper til krigen imod den omanske revolution. De begyndte en omfattende og voldsom ødelæggelseskrig mod vort fredelige og militante folk, der kæmper for sine legitime rettigheder. Disse handlinger, i forbindelse med en række fejltagelser og mangler fra Frontens side både på det politiske, militære, organisatoriske og taktiske plan, førte til en betragtelig fremgang for fjenden og til realisering af vigtige militære landvindinger til deres fordel, hvilket blev fastslået ved den omfattende militære kampagne i Dhofarregionens vestlige område i slutningen af 1975 og begyndelsen af 1976.”

Tilbageslaget udnyttes naturligvis af Qaboos, der fremstiller det som den endelige sejr over revolutionen og indleder en diplomatisk offensiv for at bryde Omans isolation, men han har alligevel følere ude til revolutionen. Det hedder herom:

“Marionetregimet i Muscat og dets herrer er meget vel klar over, at revolutionen stadig fortsætter og stadig udgør en fare for deres tilstedeværelse. Derfor standser deres forhåbninger og anstrengelser ikke før, de har opnået en politisk løsning med revolutionen, som vil fjerne revolutionen fra dens fundament. De havde forestillet sig, specielt efter at den Arabiske Ligas og den Arabiske Mæglingskommites anstrengelser i årene 1974-75 var slået fejl, at de ved at svække revolutionen militært, kunne opnå deres hensigt – en politisk aftale med revolutionen ved til gengæld at give den nogle ministerielle poster. De fik og får mtadig deres allierede fra olielandene til at forsøge sig i denne retning (politisk mægling – red.), hvilket på bemærkelsesværdig måde beviser deres faste overbevisning om og klare forståelse af, at revolutionen stadig udgør og fortsætter med at vore en reel fare for dem og deres interesser.”

Qaboos er således indirekte enig med PFLO om, at det militære tilbageslag kun er af midlertidig karakter. For at PFLO kan genoptage kampene, er det nødvendigt at uddrage læren af tilbageslaget og genopbygge organisationen. Det oplyses:

“Det midlertidige militære tilbageslag, i slutningen af 1975 og i begyndelsen af 1976, har foruden dets klare midlertidige negative effekter også haft positive effekter, når man tager i betragtning, at det virkede som en alarm for os og var en værdifuld lejlighed til at studere årene for det kampfulde eksperiment og uddrage den værdifulde lære fra det, positivt såvel som negativt, v.hj.a. revolutionær videnskabelig kritik…”

Resultatet af genopbygningen beskrives således:

“I de sidste 1½ år, der er blevet anvendt til genopbygning af Vore revolutionære betingelser, er der opnået bemærkelsesværdige ouccesser med at forbedre og fuldføre Frontens politiske, militære, organisatoriske og ideologiske betingelser.”

Om kampmetoderne siger PFLO :

“Vi er kommet langt med at tilvejebringe de væsentligste betingelser for at kunne eskalere konfrontationen mellem os og folkets fjender på ny på alle niveauer og områder og med alle kampformer.” og “… kampens udvikling vil denne gang blive mere omfattende, varieret, organiseret, bestemt og voldsom.” samt
“… mens vi heler vore sår i revolutionær stilhed, fortsætter vi samtidig med at udføre kampen i alle dens former incl. den væbnede kamp og vi er stadig overbevidst om og føler stærkt, at organiseret revolutionær vold på trods af alle dens enorme prøvelser er vores basale, korrekte og effektive middel til at realisere vores ambitioner og sætte vort folk i stand til at slippe af med dets fjender og fordrive englænderne, iranerne og amerika nerne fra Oman. Vi er fast besluttet på, som vi altid har været det, nu blot endnu mere, at føre kampen på alle måder, hvoraf den væbnede kamp er den vigtigste, for etablering af et frit uafhængigt og demokratiskt Oman.”

PFLO vurderer perspektiverne for kampen på baggrund af områdets komplicerede og følsomme forhold. Områdets store betydning skyldes ikke kun selve Oman, men dets placering i forbindelse med Golfen, hedder det. Jo mere energikrisen eskalerer desto mere stiger betydningen af Golfen og Oman for imperialisterne, siger PFLO. Det er netop baggrunden for USAs åbne og hyppige udtalelser om Golfens indlemmelse i USAs forsvarsstrategi, hvilket PFLO betragter som åbenlys indblanding i områdets interne anliggender. På denne baggrund hedder det om perspektiverne for kampen:

“Vi forventer ikke, at imperialisterne og deres allierede Shah-regimet vil forlade Oman efter kortvarige kampe. For at opnå dette må vi have truffet vore forberedelser og være parate til, på et vist niveau, at udkæmpe en varieret og langvarig konfrontation som vil blive af en voldsom og sej karakter. En konfrontation af denne type vil blive påtvunget os med sikkerhed af imperialisterne og de reaktionære og vi må være fuldt beredt til at udkæmpe konfrontationen med tapperhed og beslutsomhed. Dette afhænger for det første af den skabende kraft og uhyre energi i vort folk med alle dets klasser, nationale og demokratiske grupper, men også af den værdifulde lære vi har opnået fra de sidste års eksperiment og af revolutionens sunde og faste linje samt af støtten, opbakningen og solidariteten fra revolutionære grupper på arabisk og internationalt niveau og fra tilhængere af frihed, uafhængighed, demokrati og fred i verden. I overensstemmelse med kamp ad denne linje er vor tillid og vort folks tillid høj m.h.t. fremtiden og sejrens sikkerhed – en tillid som er mere fast og konsolideret i dag end nogensinde tidligere, uanset hvor store ofrerne og vanskelighederne bliver, som venter os på vejen.”

Kampformerne og perspektiverne for kampen skal ses i sammenhæng med den forestående offensiv fra imperialisternes side. PFLO redegør i det følgende for de første tegn på denne offensiv:

“Den omanske revolution står i dag overfor vanskelige politiske forhold, som den ikke har kendt til før. For det første er kravene, kontakterne og aktiviteterne for at sikre det såkaldte Golf sikkerheds projekt blevet genoptaget med større styrke. Projektet er planlagt af USA og kravet om dets realisering tages op af USAs marionetter og største allierede i området, i et forsøg på at indkredse og likvidere den nationale bevægelse i hele det område der udgøres af Oman, Golfen, Halvøen og Iran for at forsvare imperialismens store olieinteresser. Den nationale bevægelse incl. vort folks revolution står i dag overfor koordination m.h.t. intern sikkerhed mellem alle reaktionære lande der overvåger Golfen, som det første praktiske skridt på vejen til at udføre det imperialistiske Golf sikkerheds projekt. Det omanske folks revolution under ledelse af PFLO kommer utvivlsomt i tørste række i den nationale bevægelse, der skal være mål for gendanne suspekte manøvrer og koordinationer. Endvidere tiltager i denne periode de politiske manøvrer for at bryde isolationen omkring marionet regimet i Muscat, hvilket vil give det yderligere international legitimitet og legitimere den iranske invasion og den engelske og amerikanske tilstedeværelse. Hvis disse konspiratoriske manøvrer, som er talrige og kraftige, får held til at indvirke på den omanske revolutions allierede i området, ville det, sætte den omanske revolution og hele den nationale bevægelse i området trin tilbage i udviklingen og være en uvurderlig tjeneste til fordel for den imperialistiske-reaktionære plan for området og shahens ekspansionistiske grådighed.”

På baggrund af beskrivelsen af situationen i dag fremlægger PFLO følgende retningslinje for den arabiske nationale bevægelse:

“Enhver form for underkastelse på nuværende tidspunkt overfor den imperialistisk-reaktionære offensiv i området vil føre til flere og fremtidige offensiver med større styrke og voldsomhed. Overfor den amerikansk-israelsk-Sadatske plan til likvidering af det palæstinensiske spørgsmål og den amerikanske plan mod revolutionere grupper og bevægelser i Golfen og på hele Den arabiske Halvø er der ikke andet at gøre for den arabiske revolutions grupper end mere end nogen sinde, at få samling på tropperne, at skabe overordnede og velegnede former for koordination, solidaritet og sammenhæng hele tiden og at etablere en progressiv national front i ethvert område på den arabiske arena, som forløber for etableringen af en progressiv national front for hele den arabiske verden. Samt at tage i betragtning specielt under disse betingelser, at det bedste forsvarsmiddel er angreb og ikke tilbagetog eller demonstration af svaghedstegn. Sloganet om arabisk solidaritet og arabisk forsoning er i dag et 100 % reaktionært slogan og tjener de reaktionære og deres imperialistiske herrers interesser og kan ikke føre til andet end comeback af reaktionært hegemoni og kontrol over alle arabiske politiske forhold.”

Som afslutning bringer PFLO sine solidariske hilsner til alle nationale og demokratiske bevægelser i Afrika, Latinamerika og Asien, samt hilsner til alle folk, lande, grupper og enkeltpersoner der går ind for frihed, uafhængighed, retfærdighed, demokrati, fremskridt og fred i verden.

PFLO bekræfter overfor det omanske folk, det kammeratlige jeminitiske folk, den arabiske nations masser og overfor venner og allierede i hele verden at revolutionen vil fortsætte indtil sejren, uanset hvor store prøvelserne end måtte blive.

PFLO giver sin fulde opbakning til det progressive styre i PDRY og erklærer sig rede til at kæmpe side om side med jeminitterne mod alle imperialistiske sammensværgelser.

PFLO benytter anledningen til at udtrykke solidaritet med den væbnede palæstinensiske revolution for dens standhaftighed mod den amerikansk-israelsk-Sadatske likvidationsplan og erklærer samtidig sin solidaritet overfor den libanesiske nationalist-bevægelse, der er tæt forbundet med den palæstinensiske revolution.

PFLO hilser den nationale og demokratiske bevægelse på Den arabiske Halvø og i Golfen og i den nordlige del af Jemen.

PFLO erklærer at de står side om side med den nationale bevægelse i Egypten i dens kamp mod marionetten Sadats reaktionære regime og med den iranske revolutionære bevægelse, hvis heroiske kamp mod shahen man er overbevist om snart vil blive kronet med held. Endvidere udtrykkes solidaritet med den Eritreanske revolution og med den Ethiopiske revolution og PFLO opfordrer til en fredelig demokratisk løsning mellem de to revolutioner på grundlag af eritreansk selvbestemmelsesret. Blodsudgydelserne mellem de to revolutioner tjener kun de to folks og de to revolutioners fælles fjende og tjener det imperialistisk-reaktionære komplot, hedder det.

Det nye progressive afghanske styre hilses velkommen.

De nationale arabiske regimer Libyen, Irak, Algier og Syrien, samt de venligsindede socialistiske lande hilses for den opbakning og solidaritet de har udvist over for det omanske folks kamp.

PFLO udtrykker sin fulde solidaritet med de demokratiske og nalionale bevægelser i Afrika, Latinamerika og Asien i deres kamp mod nye og gamle former for imperialisme og mod USA’s sammensværgelser.

“Længe leve 13 årsdagen for den ærefulde 9. juni revolution.”

“Lad kampen for et frit, uafhængigt, demokratisk og forenet Oman blive sejrrig.”

(Særligt interesserede kan rekvirere en fotokopi af den fulde erklæring på engelsk (11 s.) ved at indsætte 10 kr. på giro 4 229126, KROAGs Informationscenter, Box 86, 1003 Kbh. K.)
Guerillasoldater med æsel til transport af våben

 De udenlandske tropperOversigt Litteraturliste
Print Friendly, PDF & Email

You May Also Like

Skriv en kommentar / Write a comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
Only Creative Commons


WARNING: All images from Google Images (http://www.google.com/images) have reserved rights, so don't use images without license! Author of plugin are not liable for any damages arising from its use.
Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow