Sundhedsarbejde og befrielseskamp i Oman

Om artiklen
– Oprindelig bragt i et særnummer af Tidsskriftet Nyt fra Oman & Sydarabien, nr. 37, december 1980. Det blev udgivet af Komiteen for Revolutionen i Oman og den Arabiske Golf, KROAG, der koordinerede det nordiske solidaritetsarbejde med PFLO
Omans Røde Halvmåne - Omani Red Crescent - ORC
Omans Røde Halvmåne – Omani Red Crescent – ORC

Indhold

  • Imperialisme og befrielseskamp i Oman s. 3
  • Sundhedsarbejdet i befrielseskampen s. 8
    • Sundhedsarbejdets begyndelse og udvikling s. 8
    • Sundhedsarbejdets betydning i befrielseskampen s. 17
    • Omans Røde Halvmåne s. 12
  • En sundhedsarbejder fortæller s. 19
  • Støt Omans Røde Halvmåne s. 24

Imperialisme og befrielseskamp i Oman

Sultanatet Oman ligger på det sydøstlige hjørne af Den arabiske Halvø ud til Golfen. Den ca. 1,5 mill. store befolkning ernærer sig ved landbrug, fiskeri og handel.
Omkring midten af 1800-tallet trængte englænderne ind i Golfen. Konfrontationen med den engelske kolonialisme blev afgørende for udviklingen i Oman. På den tid var Oman et blomstrende handelscenter og havde den største handelsflåde i Det indiske Ocean. Landets økonomi blev imidlertid undermineret af konkurrencen fra de engelske handelsskibe. De politiske og økonomiske forhold gik i opløsning og landets regerende sultan blev styrtet ved et lokalt oprør. I 1871 blev sultanen imidlertid genindsat med våbenmagt af englænderne, og siden da har Oman været kontrolleret af England, der har holdt en række marionetfigurer af AlBuSaid-dynastiet ved magten. I en lang periode, der varede helt op til 1970, forhindrede sultanerne al udvikling af landet. Landets naturressourcer blev ikke udnyttet, produktion og handel forblev på et minimum, befolkningen kunne dårligt nok tjene til livets ophold og led under sygdomme og mangel på uddannelse. Der var ingen veje, næsten ingen skoler, ingen hospitaler, og sultanen forbød anvendelsen af moderne medicin, radioer, briller, aviser o.l.

På grund af disse ekstremt dårlige levevilkår udvandrede tusindvis af omanitter i 50’erne og 60’erne til de olierige lande langs Golfen for at søge arbejde inden for den hastigt ekspanderende olieindustri eller som politifolk, soldater o.l. Forholdsvis mange kom fra Omans sydligste provins, Dhofar, der var et særligt fattigt og udpint område. Under opholdet blev mange inspireret af tidens radikale arabiske nationalistbevægelser, og da de senere vendte hjem, var de fast besluttet på at bringe fremskridt og udvikling til deres fædreland. Det var derfor hjemvendte migrantarbejdere, der tog initiativet til den væbnede befrielseskamp, der indledtes den 9. juni i Dhofar.

Befrielsesfronten fik hurtigt tilslutning fra utilfredse stammefolk i området, og kampene, der i de første år var koncentreret til Dhofars centrale region, tog til i styrke. Målet for kampen var at løsrive Dhofar fra sultanens herredømme. Men allerede på befrielsesfrontens 2. kongres i 1968 blev perspektivet udvidet, og målet blev befrielsen af hele Oman, for det blev klart, at sultanen blot var en marionet for den egentlige fjende, den engelske og internationale imperialisme. Det blev ligeledes klart, at kampen måtte basere sig på en mobilisering af befolkningen i de befriede områder, der hurtigt voksede. Befrielsesfronten dannede derfor folkeråd og folkemilitser i lokalsamfundene, og der blev oprettet skoler og sundhedsenheder – en politik, der førte til yderligere folkelig tilslutning til befrielseskampen. I 1970 var hele Dhofar befriet, med undtagelse af sletten ved provinshovedstaden Salala, og kampene bredte sig til det nordlige Oman.

Efterhånden gik det op for englænderne, at revolutionen ville sprede sig og true sultanens regime, hvis Oman fortsat blev holdt på et så tilbagestående stade. I 1970 afsatte englænderne sultan Said bin Taimur og i stedet blev hans søn Qaboos sultan. Han introducerede en neo-kolonial udvikling i Oman: Landet blev åbnet for udenlandske kapitalinteresser, der blev inviteret til at investere i udnyttelsen af naturressourcerne og udbytningen af arbejdskraften, og Qaboos lovede at gennemføre reformer og sætte uddannelse og sundhedsarbejde i gang for at øge sin støtte i befolkningen. Mindre reformer blev gennemført, men samtidig forøgedes den politiske undertrykkelse af befolkningen. Der blev oprettet et hemmeligt politi (med assistance fra SAVAK, shahen af Irans berygtede terrorpoliti), og tusindvis blev fængslet på grund af politisk overbevisning. Derudover foretog det engelske luftvåben stadige terrorbombardementer af de befriede områder. Hverken reformerne eller undertrykkelsen kunne stoppe revolutionen, og Qaboos måtte bede shahen af. Iran om assistance. (Iran fungerede indtil shahens fald som USA-imperialismen lokale politimand i, området omkring Golfen.) Tusinder af iranske tropper indledte i 1973 en omfattende offensiv imod de befriede områder i Dhofar, bistået af det iranske og engelske luftvåben, der intensiverede bombardementerne af lokalbefolkningen.

Under påvirkning af det øgede militære pres på de befriede områder og tilstedeværelsen af iranske besættelsestropper i landet afholdt befrielsesfronten kongres i 1974. Fronten søgte nu at forene alle nationalistiske grupper, der var imod Qaboos og hans udenlandske allierede, og i den forbindelse tog fronten navnet “Folkefronten til befrielse af Oman” PFLO, og det blev besluttet fortsat at forsvare de befriede områder.

Efter lang tids heroisk modstand, der kostede iranerne og englænderne hårde tab, stod PFLO i slutningen af 1975 i en situation, hvor de overvældende fjendestyrker tvang dem til at evakuere de befriede områder, hvis de ville undgå fysisk udslettelse. Det ville være at kæmpe på fjendens betingelser at fortsatte kampen – det betød ikke noget for shahen at erstatte 1000 mand, mens hver eneste faldne var et stort tab for Fronten.

I dag befinder folkehærens hovedstyrker samt 3-5000 flygtninge sig derfor i grænseregionen i Sydjemen. Kun mindre enheder af folkehæren er blevet tilbage i den centrale og østlige del af Dhofar, hvor de opererer selvstændigt og udfører mindre operationer. Efter tilbageslaget satte PFLO imidlertid ind med et omfattende genopbygningsprogram, som fortsætter i dag. Nye kadrer er blevet uddannet, den politiske og militære uddannelse er blevet styrket indenfor fronten. En vigtig del af genopbygningsarbejdet foregår blandt flygtningene i grænseområdet. Revolutionens Skoler med o. 550 elever er videreført her, og PFLO’s sundhedsorganisation “Omans Røde Halvmåne” driver Fatima Ghanana hospitalet og arbejder på at forbedre sundhedstilstanden blandt flygtningene. Den omanske Kvindeorganisation og Den omanske Ungdomsorganisation varetager de behov, der er særlige for kvinderne og de unge.

Shahens fald i 1979 har slået et stort hul i imperialismens kontrolsystem for Golfområdet. USA søger nu at lade Egypten overtage Irans gamle rolle som politimand i Golfen. Det har for Oman betydet, at omkring 9000 egyptiske soldater er blevet overført til landet, efter at de iranske tropper blev trukket tilbage. Men USA vil også selv spille en direkte militær rolle, og i den forbindelse har USA foretaget en kraftig flådeopbygning i Golfen og Det indiske Ocean. I Golfen vil antallet af flådebaser og banefaciliteter blive kraftigt udvidet i Bahrein, De forenede Emirater og Oman. Dertil kommer opbygningen af en “Rapid Deployment Force”, en interventionsstyrke på omkr. 100.000 mand, der skal kunne sættes ind overalt i Golfregionen

Oman er i ganske særlig grad blevet centrum for den imperialistiske militære opbygning, idet sultan Qaboos, der kun kan bevare magten med støtte udefra, er den mest åbenlyse pro-imperialistiske regent i området. USA vil finansiere udbygningen af en række militære faciliteter i Oman til brug for USA’s styrker. Disse faciliteter, der fast skal bemandes med amerikansk personel, er flådebaserne ved Matrah (nær Muscat) og ved Raysut i Dhofar og luftbaserne ved Thamrit, Sib og på MasirahØen.

Med den nuværende egyptiske militære tilstedeværelse og den øgede trussel om intervention fra USA er situationen ugunstig for PFLO til en eskalering af den væbnede kamp. Men Oman er en del af et større hele. Den iranske revolution har medført øget politisk aktivitet i hele Golfområdet, og en organiseret kamp mod regimerne er under udvikling. Ændringer det ene sted vil påvirke udviklingen de andre steder, og det er en kendsgerning, at PFLO står styrket militært, politisk og organisatorisk og dermed har gode forudsætninger til at udnytte fremtidige brister i det imperialistiske kontrolsystem.

Sundhedsarbejde_Mand_Ged

Sundhedsarbejdet i befrielseskampen

Sundhedsarbejdets begyndelse og udvikling

Befolkningen i Dhofar er på ca. 150.000; de lever enten i bjergene af kvægdrift eller som bønder og fiskere på de smalle kystsletter. Under sultan Said Bin Taimurs styre var denne provins den mest tilbagestående og undertrykte i hele Oman. Da befrielsesbevægelsen satte en udvikling i gang i de befriede områder, måtte den derfor begynde helt fra bunden.

PFLO søgte at indføre nye sociale strukturer ved at bekæmpe stammementaliteten, fremme fælles projekter, udvikle et uddannelsessystem, etc., og på linje hermed fik også sundhedsspørgsmålet en høj prioritering. Indførelsen af moderne medicinske behandlingsmetoder og kampen imod de tilbagestående forhold og overtroen blev betragtet som et naturligt led i bestræbelserne på at skabe anstændige levevilkår for befolkningen.

På grund af områdets isolation og den stillestående subsistensøkonomi var fejlernæring meget udbredt i befolkningen; og ikke alene var den traditionelle overtro udbredt, men sultanen havde ligefrem udstedt forbud imod moderne medicin. Befolkningen led derfor af de fleste af de sygdomme, der er udbredt i den tredje verden:

Tuberkulose krævede mange dødsfald og utallige andre, især børn, led af kronisk hoste og feber.

Vitaminmangel. B-vitaminmangel var udbredt blandt de voksne, og mange børn led af protein-kalorie underernæring.

Malaria.

Indvoldsorm/Parasitter. Voksne og børn led af en række parasitter: spoleorm, bændelorm, hageorm etc., som yderligere forværrede ernæringsmanglerne og medførte anæmi (blodmangel).

Smitsomme sygdomme. På grund af luftbombardementernes ødelæggelser og de deraf følgende dårlige sanitære forhold samt mangelen på offentlige sundhedsforanstaltninger, var sygdomme som tyfus, plettyfus, difteri, trachoma, hudinfektioner, skoldkopper og kighoste samt luftvejsinfektioner og maveinfektioner meget udbredte og krævede mange ofre.

Akut og kronisk gigtfeber.

Spedalskhed. Der var mange tilfælde af denne forfærdelige sygdom.

Mavekatar og mavesår.

Skorpion- og slangebid.

Sultanens terror-krigsførelse mod befolkningen forårsagede atter andre lidelser: Mange blev såret under luftangrebene og i de væbnede konfrontationer; ernæringssituationen forværredes yderligere, da styret begyndte at underminere befolkningens økonomiske eksistensgrundlag og kvæget blev bombet, vandhullerne forgiftet og der blev etableret en økonomisk blokade mod de befriede områder. Befolkningen var afhængige af handelen med byerne, hvor de plejede at købe foder til kvæget i den tørre periode.

Efterhånden som befrielsesbevægelsen fik kontrollen over stadig flere områder i Dhofar, begyndte den at gøre noget ved alle disse problemer. Men da der skulle bygges op helt fra bunden, blev det en hård og langvarig proces. Da sultanen havde holdt landet helt isoleret fra omverdenen og på et meget tilbagestående stade, uden uddannelsesmuligheder overhovedet, havde PFLO til at begynde med ingen læger eller sygeplejersker, ingen medicin eller medicinsk erfaring.

I 1970 kunne PFLO sende de første tre sundhedsassistenter afsted til Dhofar. De havde gennemgået et års grundlæggende medicinsk uddannelse i Sydjemen. Antallet voksede hurtigt i de følgende år, og i 1972 var der i alt omkring 20 sundhedsassistenter i de befriede områder: 7 i vest-regionen, 2 i al Mummar, (mellem det centrale og vestlige Dhofar og af stor betydning, fordi forsyningsvejen går herigennem), 4 i det centrale Dhofar og 4-5 i østregionen. I 1974 var antallet nået op på 40. Assistenterne blev oplært i grundlæggende sundhedspleje og førstehjælp, og de lærte at introducere forebyggende foranstaltninger, først og fremmest bedre hygiejne, for befolkningen.

Befolkningen levede isoleret og spredt over hele Dhofar, og de første få sundhedsassistenter kunne ikke nå rundt til alle, der havde brug for lægehjælp. De var tilknyttet de militære enheder og behandlede befolkningen, hvor de kom frem; somme tider måtte de selv opsøge folk, der behøvede hjælp, da mange mennesker endnu ikke kendte nytten af de moderne behandlingsmetoder.

Senere da situationen blev mere sikker i de områder befrielsesbevægelsen havde kontrol over, og antallet af sundhedsassistenter voksede, blev der oprettet sundhedsenheder i mange områder. Befolkningen lærte dem at kende og begyndte nu selv at komme for at blive behandlet. I disse sundhedsenheder arbejdede der faste sundhedsassistenter, hvis arbejde dog blev afbrudt af og til, når sundhedsassistenterne p.g.a. den militære situation måtte slutte sig til de militære enheder, de samtidig var knyttet til. Der blev oprettet medicindepoter, og den enkelte assistent medbragte altid en større mængde medicin. Men stadig var der ikke nok, og folk kunne stadig dø, fordi der ikke var medicin eller tilstrækkelig kvalificeret behandling. Somme tider måtte folk bæres i flere uger for at komme frem til lægen.

I 1972 blev der åbnet en klinik i Hauf lige på den anden side af grænsen til Sydjemen. Den fik navn efter en af revolutionens helte, Habkook, og fungerede både som koordinationscenter for sundhedsarbejdet og for medicindistributionen og som hospital for liggende patienter. Her var den eneste uddannede læge, den syriske doktor Marwan, udstationeret. Som følge af disse års voldsomme udvidelse af sundhedsarbejdet øgedes behovet for planlægning og koordination, og i 1974 blev Omans Røde Halvmåne (ORC) dannet for at organisere aktiviteterne i sundhedssektoren.

Senere i 1974 oprettede ORC et hospital. Det var et stort fremskridt, fordi det tilfredsstillede behovet for mere krævende behandling samt behovet for en øget indlæggelseskapacitet efter den iranske hærs invasion i Dhofar. Endelig skulle det også fungere som uddannelsescenter for nye sundhedsassistenter. Hospitalet blev placeret i AlGheida i Sydjemen, 150 km fra grænsen til Oman, på grund af faren for bombeangreb i området omkring Hauf. På grund af den høje prioritet PFLO gav sundhedsarbejdet, blev der gjort virkelig store fremskridt på dette område i løbet af de første år. En stor del af befolkningen i de befriede områder kunne få grundlæggende medicinsk behandling, og moderne medicin og oplysning om forebyggende foranstaltninger vandt almindelig udbredelse.

Fatima Ghanana Hospitalet
Fatima Ghanana Hospitalet

Omans Røde Halvmåne

I dag lever der 3-5000 omanske flygtninge i grænseområdet i Sydjemen. En del bor i AlGheida, den største by i det 6. governorat (150 km fra grænsen til Oman), resten lever tæt ved grænsen, nær byen Hauf. Efter det militære tilbageslag i 1975/1976 foregår en stor del af ORCs arbejde i dette område. Aktiviteterne er for en stor del koncentreret to steder: Martyr Habkook klinikken i Hauf og Fatima Ghanana hospitalet i AlGheida.

ORC’s ledelse, der er en komité på fem personer, har hovedkvarter i AlGheida. Desuden er der her en række forskellige komiteer, som har ansvaret for arbejdet på hospitalet og klinikkerne. Endelig har ORC et kontor i Aden, der tager sig af relationerne til udlandet, f.eks. kontakten til solidaritetsgrupper og regeringer. Aden-kontoret modtager også solidaritetsforsendelserne, opbevarer dem i det tilstødende lager og arrangerer transporter til AlGheida.

Fatima Ghanana hospitalet

Hovedstaden i 6. guvernorat, AlGheida, er en stor landsby på o. 10.000 indbyggere, hvoraf 1-2000 er omanitter. I det store og hele er 6. guvernorat et goldt og tørt ørkenområde næsten uden landbrug og med meget begrænsede muligheder for kvægbrug. Men langs kysten findes noget af det bedste fiskeri i verden, og for mange mennesker er fiskeriet hovedindtægtskilden.

Fatima Ghanana hospitalet er opkaldt efter en af de berømte kvindelige helte i befrielseskampen. Det har til huse i nogle gamle britiske militærbygninger fra kolonitiden, som ORC har fået af folkerepublikken Sydjemen som en gave til det omanske folk. Det blev etableret fra 1974 til 76 og er alt i alt et velfungerende hospital tilpasset befolkningens mange forskellige behov. Det meste af hospitalets udstyr: Elgenerator, røntgenapparatur, senge, køleskabe, operationsudstyr, landrover-ambulancer etc., er leveret af europæiske solidaritetsgrupper, først og fremmest i Skandinavien.

Hospitalet har 48 sengepladser, fordelt på 7 rum. Der er to isolationsstuer til epidemipatienter – en til kvinder og en til mænd – to stuer til henholdsvis kvindelige og mandlige medicinske og kirurguske patienter. Der er en stue for børn, en for kvinder, der skal føde, og endelig er der en intensivafdeling med konstant overvågning til opvågnende patienter. Desuden er der operationslokale, lokaler til røntgenundersøgelse og fødsler, samt apotek, vaskeri, køkken, administrationskontor, lagre og et klas­ seværelse til undervisning af sundhedsassistenter.

Røntgenfotografering på Fatima Ghanana Hospitalet
Røntgenfotografering på Fatima Ghanana Hospitalet

Den omanske stab består af en læge og 10 sygeplejersker, hvoraf nogle har mange års erfaring, samt to mellemteknikere – en i røntgenafdelingen og en i laboratoriet. Desuden er der et hold på 7 cubanske speciallæger efter en aftale mellem PFLO og Cuba. Det er specialister i bl.a. gynækologi, knoglebrud, øre-næse-hals, kirurgi og øjensygdomme. Ved siden af arbejdet på hospitalet oplærer de en eller to omanitter indenfor hver deres specialeområde. Staben arbejder både på hospitalet, i poliklinikken (se nedenfor) og på skolen.

Hospitalet modtager patienter fra den omanske flygtningebefolkning i AlGheida-området samt de tilfælde, som er for komplicerede til at blive behandlet på klinikken i Hauf. Desuden behandles mange jemenitter, idet det jemenittiske hospital i AlGheida ikke råder over nogen speciallæger. I perioder er det nødvendigt at udskrive patienter før tiden og begrænse nyindlæggelserne, fordi kapaciteten ikke slår til. På hospitalet kan man udføre alle slags operationer bortset fra hjerteoperationer. Hospitalet har således en meget høj standard i betragtning af de vanskelige forhold, man må arbejde under.

Hver dag ser specialisterne til patienterne indenfor deres område, mens den omanske læge ser til alle patienterne. En svensk læge som arbejdede på hospitalet i 6 måneder først i 1977, skrev i sin rapport:

“Hospitalet er rent og velholdt. Det skyldes først og fremmest patriotismen og den revolutionere ånd blandt de omanske frivillige, der arbejder der.”

Tæt ved hospitalet ligger en poliklinik, der fungerer som hospitalets konsultationsafdeling. Klinikken har et laboratorium, der kan foretage de mest grundlæggende analyser, et apotek, to undersøgelseslokaler og et injektionsrum. Desuden er der en tandklinik. Hver dag er der to af lægerne fra hospitalet på klinikken. Ugen er inddelt i dage med forskellige aktiviteter:

Børnedage: To dage om ugen kommer der omkring 40 børn, dels i fortsat behandling, dels som nye patienter.

Mødrepleje: Flere og flere gravide kvinder forstår
nødvendigheden af svangerskabsundersøgelser. Efter at det er blevet muligt at behandle anæmi på et meget tidligt stade, er der sket et fald i anæmi-tilfældene blandt de gravide kvinder; det har betydet færre komplikationer for moder og barn. Ca. 20 patienter kommer en gang om ugen til mødrepleje.

Voksne i øvrigt: En dag om ugen kommer der o. 40 patienter til klinikken til forskellige former for behandling og undersøgelse. Nogle af dem går til fortsat behandling hos en af specialisterne.

Folkehæren: Militært personnel kan komme på klinikken en dag om ugen. Ligeledes får militærlejren et ugentligt besøg af en læge.

Næsten alle omanitter i AlGheida er registreret i ORC’s sundhedskartotek, der indeholder alle relevante oplysninger om patienternes helbredssituation, tidligere behandlinger, injektioner etc.. Som i Dhofar er de mest almindelige sygdomme tuberkulose, malaria, diarré og blodmangel på grund af den ensidige kost. Blodmangel er imidlertid ikke så udbredt som tidligere, og kolera er næsten helt udryddet – et resultat af de forebyggende foranstaltninger.

Revolutionens skole med dens ca. 200 elever ligger 5-6 kilometer fra AlGheida. Tre gange ugentligt er den konsultation for eleverne. Ud over de gængse sygdomme forekommer der mange benbrud, da drengene er ivrige fodboldspillere.

Et meget vigtigt led i sundhedsarbejdet er oplysning. På hospitalet afholdes der kurser for de omanske sundhedsassistenter, og ORC afholder mange møder for befolkningen om vigtigheden af mødre- og børnepleje, hygiejne osv. Folk er meget interesserede, og der er gjort store fremskridt; imidlertid sker det stadigvæk, at folk før de søger læge, prøver de gamle metoder som magi, åndemaneri og at brænde det sted, hvor det gør ondt.

Habkook klinikken

I grænseområdet mellem Oman og Sydjemen ved Hauf lever der 2-3000 omanske flygtninge. De fleste bor i huler i det bjergrige område, hvor forholdene svarer til det vestlige Dhofar. Andre er kommet fra kystbyerne i Dhofar og lever nu i fiskerbyen Hauf.

Blodtransfusion på klinikken i Hauf
Blodtransfusion på klinikken i Hauf

 

Klinikken, som blev åbnet i Hauf i 1972, blev alvorligt beskadiget af luftangreb i 1972 og 75. I de seneste år har man kunnet udvide faciliteterne, og nu er ORC i gang med at omdanne klinikken til et lille hospital omfattende:

  • konsultationsklinik, med konsultationsrum, et injektions/forbindingsrum, apotek og laboratorium.
  • afdeling til liggende patienter med 11 senge.
  • service-afdeling med køkken, spiserum m.v.

I første halvdel af 1980 har ORC opført helt nye stenbygninger til klinikken. Arbejdet blev udført af omanske flygtninge under ledelse af en gammel omansk bygningshåndværker og Den omanske Kvindeorganisation har syet lagner, tæpper m.v.

Holdet, der arbejder på klinikken, består af 1 læge, 3 mandlige sygeplejersker og 1 laboratorie-arbejder.

Der er fast konsultation hver formiddag (undtagen fredag) for udefra kommende patienter, og der kommer dagligt 50-70 patienter for at konsultere lægen – mange efter at have gået lange strækninger gennem bjergene. Desuden kommer der et endnu større antal patienter til opfølgende behandling i form af injektioner eller skift af forbinding. Disse går uden om lægen direkte til den sygeplejerske, der arbejder i injektions/forbindingsrummet. Ud over den daglige konsultation, er klinikken åben alle døgnets 24 timer for nødstilfælde.

Der er ofte problemer med at transportere alvorligt syge til klinikken; i perioder – især i monsuntiden (juni-september), hvor der bl.a. er mange alvorlige malariatilfælde – forsøger ORC at holde både klinikkens Landrover-ambulance og PFLOs biler i beredskab hele tiden. Da mange patienter bor så isoleret, at de end ikke kan nås med Landrover, må klinikkens personale ofte gå ind i bjergene og behandle folk i deres huler – dette gælder især ved fødsler og alvorlige malariatilfælde.

Til tider er der næsten lige så mange jemenitter som omanitter blandt patienterne, idet de jemenittiske faciliteter i området er yderst begrænsede, og ORC lægger vægt på ikke at gøre forskel på jemenitter og omanitter. Ligeledes sørger ORC for at deres læger behandler den overvejende jemenittiske befolkning i de små kystbyer mellem AlGheida og Hauf.

Ud over at behandle befolkningen i grænseområdet har klinikken en vigtig funktion ved at være det første sted, syge og sårede fra Dhofar kommer til.

Generelt er klinikken stadig primært indrettet til ambulant behandling og nødstilfælde. Mere komplicerede tilfælde, der kræver langvarig indlæggelse, transporteres til AlGheida.

Sundhedsarbejdets betydning i befrielseskampen

Lige fra revolutionens start har kampen for at forbedre befolkningens sundhedstilstand været en naturlig del af den revolutionære kamp, og det har den fortsat været gennem alle kampens faser. I dag efter det militære tilbageslag i 1975-76 er opbygningen af en stærk og effektiv sundhedsorganisation – Omans Røde Halvmåne – et vigtigt led i den omanske revolutions konsolideringsprogram.
Gennem de sidste fem år er sundhedsarbejdet blevet forbedret over hele linjen med mere regelmæssige medicinforsyninger, bedre uddannet personnel og gennem opbygningen af ORC. Stadig er der meget arbejde at gøre og mange problemer venter på at blive løst, især på grund af de vanskelige levevilkår. Men mange vigtige mål er allerede nået:

Bestræbelserne på at lære folk om hygiejne og grundlæggende sundhedsforanstaltninger, mødre- og børnepleje begynder at bære frugt: Det almene sundhedsniveau er blevet forbedret og især er der sket et væsentligt fald i børnedødeligheden og i antallet af patienter med blodmangel.

En sundhedsarbejder fortæller

Det følgende interview blev foretaget af en KROAG-delegation under et besøg i grænseområdet i december 1977.

Jeg blev født i 1952 i det nordlige Oman. Min familie var fattig. Jeg kom ikke i skole – på det tidspunkt var der næsten ingen skoler i Oman. Da jeg var ca. 13, fik min far arbejde i et af Golflandene, og hele familien flyttede med. Det var mens jeg boede der, at jeg lærte den revolutionære bevægelse at kende. På det tidspunkt var der mange omaniter, der rejste fra den ene stat til den anden i Golfområdet. På den måde blev de revolutionære ideer spredt. Efter at have deltaget i nogle møder, gik jeg ind i en undergrundsorganisation; jeg havde selv oplevet undertrykkelsen, og jeg blev grebet af revolutionens løfter om oplysning og fremskridt.

Det var i 1970, jeg sluttede mig til den revolutionære bevægelser. Til at begynde med gik jeg til møder og hjalp med at distribuere blade og løbesedler i området. I 1971 blev jeg sendt til Hauf via Aden. Der skulle jeg hjælpe dr. Marwan abu Hakim – en syrisk læge. Han arbejdede helt alene ved grænsen, fordi alle sundhedsassistenterne og alle, der vidste noget om medicinsk behandling var taget til de befriede områder.

I maj 1972 havde vi et voldsomt luftangreb i Haufområdet. Mange mennesker blev såret, og mange dræbt. Der var ingen andre end Marwan og mig til at tage sig af dem. Da jeg kom, havde han været alene i Haufområdet længe, og der var mange patienter, der skulle behandles på det tidspunkt, så han arbejdede alene dag og nat. Men selv om han havde så meget at gøre, blev han aldrig træt eller utålmodig, han smilede altid og var altid i gang. Han fik også tid til at lære mig en masse om sygdomme og medicin, og det var ikke bare teori, men virkelig træning i, hvordan man gør i praksis, da der var så mange sårede. På den måde fik jeg en all-round uddannelse og instruktion i grundlæggende sundhedspleje. Det er umuligt for noget menneske at udtrykke, hvad dr. Marwan gjorde for revolutionen. Alle omanitterne – lige fra børnene til de gamle folk – kunne man altid høre tale om ham. Han var en levende myte.

Undervisning
Undervisning

Før jeg tog afsted for at arbejde i Hauf, havde den revolutionære bevægelse givet mig en elementær indføring i sundhedspleje: i at lægge en bandage, hvordan forskellig medicin virker osv. Som regel fik alle, der tog til de befriede områder en sådan uddannelse. Efter at jeg var blevet oplært af Marwan, havde jeg lært at sterilisere, at lukke åbne sår, lægge bandager, give de syge medicin, behandle akutte tilfælde, hvor folk f.eks. havde brækket et ben. Jeg lærte også om årsagerne til de mest almindelige sygdomme: malaria, blodmangel, øjeninfektioner etc. og hvilken medicin, man giver. Det er hvad jeg kan huske; jeg lærte mere, men jeg kunne ikke holde det i hovedet.

I nogen tilfælde kunne jeg bistå ved en fødsel, men tit kunne jeg ikke gøre noget. På den tid skete det ikke så sjældent, at en kvinde døde, hvis der var komplikationer med fødslen og man ikke kunne få fat på en læge. Vi fik medicin fra de socialistiske lande og solidaritetskomiteerne. Fra de socialistiske lande fik vi som regel store mængder af medicin sendende, men tit kun af en slags. Somme tider var det noget, vi slet ikke havde brug for, hjertemedicin f.eks. Forsendelserne fra solidaritetsgrupperne var altid meget blandede og på mange forskellige sprog, og meget af det kunne vi ikke bruge. Derfor havde vi i perioder alvorlig mangel på medicin, og det var nødvendigt at købe det vigtigste i Aden for Frontens penge.

Jeg hjalp dr. Marwan i Hauf i fem måneder. Så ankom der et hold, som havde fået nogen medicinsk uddannelse i Aden, og jeg blev sendt til de befriede områder for at arbejde som sundhedsassistent. I Hauf havde jeg også fået militær træning. I Dhofar bar vi alle våben; hvis man mødte fjenden, kunne det være et spørgsmål om liv eller død. I al den tid – det var ca. tre år – jeg arbejdede i de befriede områder, var jeg knyttet til en militær enhed. I rolige perioder kunne jeg rejse rundt blandt befolkningen og hjælpe dem og helbrede deres sygdomme. Når der var fare, måtte jeg vende tilbage til gruppen. Jeg huskede altid på to fundamentale principper: 1) Bliv sammen med din enhed i alle militære operationer og 2) Sørg for at overleve, befolkningen har brug for dig.

Da jeg kom ind i de befriede områder, var jeg alene om mit arbejde, og jeg måtte klare mig under meget primitive betingelser. Engang i vestregionen skulle jeg hjælpe en patient med et såret ben, som der var gået betændelse i. Det eneste der var at gøre, var at tage en meget skarp kniv og varme den over ilden og så skære det betændte væk og behandle såret med varm olie. Vi havde ingen bedøvelse, og den sårede lagde selv benet ned i olien.

En gang i al Mummar havde vi været omringet af fjenden i over en måned, og vi havde ikke mere medicin tilbage. Vi havde to sårede, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Men en af de lokale kendte et gammelt middel: En rød substans, der mindede om gummi. Så brugte jeg varmt vand til at sterilisere og det her røde gummi som plaster, og det virkede!

Engang efter en træfning i den samme region var en af kammeraterne blevet såret mange steder på kroppen. Så sagde han til mig: “Du behøver ikke have så meget besvær for min skyld, du kan alligevel ikke sy mig sammen over det hele. Jeg vil bare bede dig om at løfte mig op, så jeg en sidste gang kan se ud over bjergene.” Jeg blev så grebet af hans ord, at jeg bare syede og syede uden at vide, hvad jeg gjorde. Efter jeg havde lappet ham sammen, blev han båret til Hauf, en rejse, der tager fire dage til fods; derfra blev han sendt til AlGheida og videre til Aden, fordi sårene var meget alvorlige.

Behovet for sundhedsarbejde i de befriede områder var enormt, og folk var altid glade, når vi kom. Sommetider havde vi vanskeligheder med kvinderne, fordi de var meget generte. F.eks. var der en, der ikke ville lade mig give hende en indsprøjtning i enden, så jeg blev nødt til at give den i hånden i stedet. Eller en kvinde med smerter i maven ville ikke vise sin mave. Det var især galt, når sundhedsassistenten kom fra den samme region som kvinden. Somme tider måtte vi skaffe en assistent fra en anden region.

Vi havde nogle småskrifter om hygiejne, sygdomsforebyggelse, børnepleje osv. De var lavet af en gruppe sundhedsassistenter og dr. Marwan. Ud fra dem lavede vi oplysningsarbejde blandt befolkningen. Noget af det vigtigste var at lære folk, hvordan man skal koge mælken og drikke den varm, og hvordan man forhindrer jernmangel – det er en af hovedårsagerne til anæmi. Men man må forstå, at der er grænser for, hvad folk kan lære om renlighed, når de lever i huler i bjergene; og hvordan skal man skaffe rent vand til børnene, når der er flere kilometer at gå til den nærmeste brønd? Der er også en anden slags problemer, med traditionerne. Det er stadig meget almindeligt, at folk drikker af den samme vandkrukke, selv om de faktisk har bægre nok. Det er på grund af de meget stærke gæstevenskabstraditioner.

Jeg var meget glad for at være i de befriede områder og leve sammen med den fattige befolkning med deres store behov for hjælp. Selv om betingelserne virkelig var meget hårde, var folk rede til at dø for revolutionen, og selv om mange faldt, fortsatte de overlevende kampen. Vi kæmper for at befri folket, og vi vil fortsætte med at kæmpe og sætte livet på spil for at befri Oman; og ligegyldigt hvor meget vi gør, føler vi altid, at det ikke er nok.

Efter årene i de befriede områder, vendte jeg tilbage til AlGheida for at lære mere; først blev jeg leder af sundhedsassistenterne, og så trådte jeg ind i den komité, under Røde Halvmåne, der har ansvaret for forsyningerne til hospitalet og oprettelsen af en klinik. I dag arbejder jeg i komiteen, der driver hospitalet, og jeg er stadig leder af sundhedsassistenterne.

Jeg ønsker ikke at gifte mig nu, man bliver bundet til et bestemt sted. Med mit job er jeg somme tider i Hauf eller AlGheida og sommetider i Aden. Der er mange gifte kammerater, der ikke ser deres kone i to eller tre år. Så foretrækker jeg at vente. Det er bedre, når en mand og en kvinder er gift og i hæren sammen.

Den materielle støtte fra venligtsindede lande og solidaritetskomiteer betyder meget for os. Den får os til at føle, at vi ikke står alene i vores kamp, og at der er folk andre steder i verden, der kæmper imod imperialismen.

Støt Omans Røde Halvmåne

Igennem de sidste 6 år har de skandinaviske grupper – Emmaus Sundsvall, Ulandsklunserne og KROAG skridt for skridt opbygget et medicinprojekt, som dækker en betydelig del af Omans Røde Halvmånes behov for medicin, forbindinger, laboratoriekemikalier og udstyr.

Projektet bliver koordineret af KROAG, som har ansvaret for indkøb og forsendelse af medicinforsyninger for omkring 150.000 dkr. årligt. Hele projektet gennemføres i det tættest mulige samarbejde med ORC, og det har derfor været muligt år for år at øge effektiviteten. I dag fungerer projektet effektivt, og omkostningerne holdes på et lavt niveau gennem langtidsplanlægning og storindkøb fra leverandører over hele Europa.

Du kan støtte medicinprojektet ved at sende dit bidrag til “Støt Verdens Folk”, Postbox 86, 1003 København K, i check eller på giro nr. 7 30 33 00.

Indsamlingen “Støt Verdens Folk” er etableret af KROAG, og alle modtagne beløb bruges til at financiere solidaritets-forsendelser til det omanske folk.

Det omanske folk behøver din støtte

Send dit bidrag i dag

Print Friendly, PDF & Email

You May Also Like

Skriv en kommentar / Write a comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
Only Creative Commons


WARNING: All images from Google Images (http://www.google.com/images) have reserved rights, so don't use images without license! Author of plugin are not liable for any damages arising from its use.
Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow